855.000 kr. skattekroner lige ned i lommen på 21-årig musiker

Det er ikke gået stille for sig, at en af de allerstørste legater, en dansk musiker kan få, er gået til en ung fyr med kun ganske kort erfaring so...

Gold Standard,

25/05/2012

Det er ikke gået stille for sig, at en af de allerstørste legater, en dansk musiker kan få, er gået til en ung fyr med kun ganske kort erfaring som musiker.

Carl Emil Petersen fra bandet ’Ulige Numre’ - der blandt andet har haft et hit med sangen 'København' - er født 1990 og har indtil videre kun udgivet seks sange.

 Yeps, det er nemlig rigtigt. Det såkaldte Tonekunstudvalg under Satans  Statens Kunstfond, der består af 3 personer, uddeler som var de julemænd kæmpe pengebeløb til hvem de nu synes de har lyst til.

Lad mig lige her trække diskussionen op på et lidt mere generelt plan. Når man diskuterer med de fleste MSM (Main Stream Mennesker), hvorfor skatteopkrævning under tvang og trusler om vold er moralsk forkert, kommer der altid et argument om, at skatten jo går til livsvigtige funktioner. Uden dette ville samfundet bryde sammen i totalt anarki, og  vi ville allesammen ligge og dø på gaden. Især børnene. Er dette en af de helt centrale ting i et samfund, som SKAL finansieres med midler der er opkrævet med vold? Jeg tror det ikke.

Jens Unmack, der er en del af denne kommité, begrunder her valget af den unge mand som modtager af 855.000 tvangsinddrevne kroner:

»Det er usædvanligt at give det til en, der er så ung. Men som vores formand i udvalget også sagde, da vi diskuterede det, så handler kunst om at tage chancer. Og selvfølgelig er det chancebetonet at give så ung en fyr et legat, men det er det, kunst handler om. Det handler om at turde«, siger Jens Unmack til politiken.dk.

Jeg elsker når folk tager chancer. Al respekt for folk der tør satse stort og tage en kalkuleret risiko. Men der er INTET prisværdigt i at tage chancer og turde åh så meget, for andre folks penge! Det er dog det mest usle man kan forestille sig. Hvordan er det lige, at Jens Unmack sætter noget som helst på spil? Det gør han jo ikke, for han risikerer intet. Til gengæld er de borgere der har fået konfiskeret deres værdier for at betale for dette helt sikre på at tage hele risikoen, ja de har faktisk tabt på forhånd - for de fik aldrig valget om de ville være modige og satse på denne unge mand.

Jens Unmack og kumpaner skulle være hjertens velkomne til at satse deres egne hårdt tjente sparepenge på denne knægt, så kunne det være de 1) ville tænke sig rigtig godt om 2) ville sikre at der blev fulgt op på, hvad de fik for disse penge. Alt dette er jo ligegyldigt nu. Hvis drengen om 3 år viser sig at have klattet pengene op og ikke skaber noget som helst af kunsterisk værdi, nåja. Så var det jo bare en chance vi tog, for nogle andre folks penge.