Chefdirigent Michael Schönwandt og operachef Kasper Holten stopper på Det Kongelige Teater efter 11 år og reflekterer bl.a. over operaens position i samfundet og de nedskæringer kulturen oplever.
»Se nu, hvad års investering i dansk film giver af resultater! Det koster penge at lave kunst, men for relativt få penge kan man nu få ødelagt noget, som måske har en langt større værdi, end man tillægger det. Det er fristende for en politiker at sige: Herregud, hvis vi kan få nogle flere hofteoperationer ved at skære ned på Det Kgl., så er dét den rigtige måde. Men betragter vi så ikke os selv som mennesker for primitivt? Er vi dér i behovspyramiden, at det kun handler om hofteoperationer og overlevelse – og så render vi i øvrigt rundt på prærien og skal klare os selv?« siger Kasper Holten, og Michael Schönwandt tilføjer senere:
»Jeg kom lige til at tænke på statsbankerotten i 1813, hvor de ville lukke Det Kgl. Bibliotek. Kongen sagde "Nej, ét er, at vi er fattige – skal vi nu også til at være dumme?". Skal det kit, der holder samfundet sammen, kulturen, fællesforståelsen, være der eller ej?«