Arbejdsmarkedet i USA

Her lidt om oktober måneds jobrapport fra USA, som nogen mener er god

Kasper P. Kepp,

05/11/2010

Her lidt om oktober måneds jobrapport fra USA, som nogen mener er god. Jeg gennemgår den, dels for at udrydde en foruroligende tendens til at fejlfortolke jobmarkedtal, og dels for at bekræfte, at krisen fortsætter og ikke er på vej væk.

Uden at forholde mig til de ureflekterede jubelscener, vedr. jobrapporten, så har jeg rent faktisk været inde og kigge på den - altså rapporten:

http://www.bls.gov/news.release/empsit.a.htm

Det er selvfølgelig den totale "household rapport" jeg kigger på, og ikke den sektor-specifikke "establishment rapport", som nogen går i selvsving over.

Som forklaret tidligere er det vigtigste tal i et arbejdsmarked forsørgerbyrden, evt. korrigeret
for gns. arbejdsuge.Det er *det* direkte mål for, hvor mange hænder, der arbejder pr. tid per capita.

Uden den statistiske sovs og udenomssnak.

Alle andre tal er potentielt misvisende, hvis de ikke korrigeres for befolkningstilvækst og folk, der står uden for arbejdsmarkedet. Det gælder især det ofte citerede og i stor udstrækning irrelevante "ledighedstal". En absurditet, der med det samme afslører afsenderens økonomiske inkompetence.

 
Her er derfor et par "facts":

(1)
Fra september til oktober steg USAs befolkning i den arbejdsdygtige alder med 208K. (det er fordi, USAs befolkning vokser markant, at man skal korrigere pr. capita, især for lange tidsserier).

(2) Den civile arbejdsstyrke faldt 254K, fordi folk som altid fjernes fra arbejdsstyrken, så de ikke tæller med i arbejdsløsheden.

(3) Det betyder, at 462K er taget ud af arbejdsstyrken på en måned.

(4) Der er nu ny rekord på 84,6 millioner amerikanere, der står helt udenfor arbejdsmarkedet, et tal der er steget med 2 millioner på et år og 400.000 bare på en måned.

(5) Den officielle arbejdsløshed på 9.6% bliver derfor mere og mere vildledende, da den kun er lav fordi folk forsvinder ud af arbejdsstyrken i milliontal.

(6) Det reflekteres også af, at deltagelsesraten (partcipation rate) som er den civile arbejdsstyrkes størrelse ud af den samlede befolkning i den arbejdsdygtige alder, som forklaret for mange måneder siden og stadig er og bliver i nedtrend (sidste måned fra 64.7 til 64.5), et tab på 0.2.

(7) Tallet "unemployed" er irrelevant, da det er arbejdsstyrken minus ansatte, og arbejdsstyrken bliver gjort mindre ved at tvinge amerikanere i millionvis ud på samfundets skyggeside, noget visse medier og de mindre reflekterede økonomer hverken taler om eller sikkert har forstået (siden de kalder rapporten "god").

(8) Hvordan kan "arbejdsløsheden" falde fra 10.1% til 9.6% på et års tid? Det er nemt nok og gøres ved gradvist at flytte arbejdsløse over i kategorien "ikke i arbejdsstyrken". Så selvom antallet af ansatte er steget på et år med ca. 800K, så ved enhver , der har bare gymnasie-niveau i tilvalgsfag i økonomi, at USAs befolkning er steget med ca. 2 millioner i samme periode.

Det værste er så, at denne sidste måneds rapport forværrer situationen markant.

Det allervigtigste tal i en jobrapport, nemlig forsørgerbyrden, svarer i information til det tal i bls''s rapport, der hedder "employment - population ratio". Det tal siger, hvor mange mennesker der er i arbejde og skal forsørge resten, der står uden for arbejdsmarkedet.

Dette tal er faldet 0.2 og har sat ny bund i 58.3 og tangerer snart de tal fra halvfjerserne, hvor de strukturelle ændringer i arbejdsmarkedet (kvindernes indtog) endnu ikke var fuldt realiseret, hvilket er yderst foruroligende.

Den dårlige rapport er også årsagen til, at guldet ikke faldt umiddelbart bagefter.

Apropos: I Danmark offentliggør man også irrelevante ledighedstal og undgår tal, der kan måle noget, nemlig f.eks.  forsørgerbyrden.



Kilde: