Kontakt 180Grader.dk
11

Skrevet af MichaelKr 430 dage siden - Direkte link

Du følger slet ikke med Ejvind (eller er du bare blevet ansat i finanssektoren?).

 

En af de absurde bivirkninger af, at man har involveret Staten som aktiv part den finansielle sektor, er at det økonomiske sammenbrud som verden ellers har oplevet har rent faktisk givet overskud i Danmark. Staten sluger naturligvis hele overskuddet. Tal om malplaceret uansvarlighed!

(Lovgiverne diskuterer dog stadig om provenuet skal bruges til at renovere vuggestuer, eller om der skal smøres madpakker til skolebørnene for pengene.)

 

Det endelige regnestykke efter statens redning af de danske banker giver skatteyderne en milliardregning frem for et stort overskud, som regeringen hidtil har påstået.

Statens tab på de to bankpakker, der blev vedtaget under krisen i 2008 og 2009, løber op i mindst 2,6 milliarder kroner. Det viser beregninger, Enhedslistens Frank Aaen har lavet, og som blåstemples af flere skatterevisorer og bankeksperter. Selv bankernes organisation, Finansrådet, nikker genkendende.

 

http://politiken.dk/erhverv/ECE1213146/bankpakker-koster-staten-26-mia/


Skrevet af Eyvind Lyberth Nielsen 430 dage siden - Direkte link

Det er korrekt, at der i dagbladet Politiken er et regnestykke, som viser resultatet efter skattefradrag.

Der står også at Frank Aaen har sagt:  "Dem, der har ansvaret for krisen, er blevet reddet og har scoret en stor gevinst, mens staten får et underskud."

 

Hvad skal man sige?: Ja, skatteforhold er komplicerede. Men flasken den peger på lovgiverne :)

 

Jeg peger i mit indlæg på at de mange reguleringer, politisk bestemte anvendelser af monetære værktøjer og kvantitative reguleringer - fra 2003 og frem - har drevet pengeinstitutternes til en udvidelse af forretningsomfanget - og at risikomodellen fra Basel II, og de mange rentenedsættelser (som er politisk bestemt,) har skabt de betingelser, som danner grundlag for den efterfølgende finanskrise.

 

At Bankpakke II ikke vil føre til andet end at de deltagende banker i Bankpakke II kan blive "asscocierede datterselskaber af den danske stat".

 

Samt at destabiliseringen er et resultat af de mange "mis-reguleringer",  og at Basel III er helt hen i vejret og vil have nævnte uheldige virkninger: Som f.eks. nedsættelse af bankmultiplikatoren, højere rente og dæmpet realvækst.

 

Ligesom at kvaliteten af den ansvarlige kapital vil forringes, efterhånden som staten overtager bankerne.


Skrevet af MichaelKr 430 dage siden - Direkte link

....Frank Aaen har sagt:  "Dem, der har ansvaret for krisen, er blevet reddet og har scoret en stor gevinst, mens staten får et underskud."

Det er trist, at det netop er Frank Aaen. I stort set alle forhold i denne verden, er han og jeg, samt sikkert også de fleste læsere af disse sider, helt uenige. Men her mener jeg han har fuldstændig ret.

 

Men flasken den peger på lovgiverne

Flasken peger OGSÅ på lovgiverne. Du frikender nærmest bankerne somom de ikke har deres egen frie vilje. Der var en byge af banker på verdensbasis, og i Danmark, der overlevede uden statens hjælp.

 

Disse banker blev ikke drevet med hovedet under armen. Beløningen for disse banker, der havde lavere profit i de glade år, er normalt, at de overtager de syge banker, der var drevet med hovedet under armen, fx Amagerbanken, Roskilde Bank og Danske Bank, når de glade år, som det sikreste i denne verden, afløses af mindre glade år.

 

Istedet blev de raske banker (såvidt jeg er orienteret) tvunget til at betale til at redde de syge banker, og står i dag med alle ulemperne (fx besvær emd at låne penge) skabt af disse syge banker.

 

De ledende medarbejdere, der havde satset på "den syge" strategi (at boligpriserne aldrig kunne falde mærkbart), er blevet vartet op af de danske skatteydere, istedet for at blive udskiftet.

Husk at kun systemer, der forfremmer de bedste, overlever i konkurrence.

 

Derudover tror nogle banker, fx Danske Bank, at de er too big to fail, og hvis det går galt betaler skatteyderne, går det godt, udkonkurerer disse too big to fail de raske banker (for raske banker tør ikke tage den høje risiko, der giver det høje afkast). De store syge banker står altså tilbage efter finanskrisen klar til at erobre verden - hvis der var retfærdighed til var de istedet blevet lukket, da de gik konkurs.

 

Lovgiverne i USA og Danmark lavede nogle love, der fik priserne på boliger til at stige, men det betyder jo ikke, at en bank dermed er tvunget til at køre sig selv i sænk, som en hund, der får 100 kg. oksemørbrad stillet foran sig, og derefter utvivlsomt bliver ved med at æde til den dør af forstoppelse - der er normalt forskel på en bankbestyrelse og en hunds adfærd. Eller det er måske netop din pointe(!?)

 

Men se filmen Inside Job og "the warning" så bliver det tydeligt, at renten og politikernes lovgivning - desværre - kun havde en birolle i finanskrisen. Hovedskurkene var ratingbureauerne og bankledelserne - de begik begge massiv kriminalitet (i USA). Krisen er omdøbt til too big to jail.

I Danmark mangler der en undersøgelse af, hvad der fik tre forskere til at konkludere følgende:

 

Danske banker forsøger at bilde omverdenen ind, at den aktuelle krise skyldes forhold, som kom væltende ind over grænsen. Vrøvl, siger tre forskere. Krisen er danske bankers egen skyld.

 

Og sidst, men ikke mindst kritiserer de bankerne for at feste igennem med hovedet under armen i fire år, hvor de lånte 500 milliarder kroner mere ud, end de havde stående på bankbøgerne. Festen sluttede først, da udenlandske banker – ikke danske myndigheder eller danske banker selv – trådte på bremsen og afslog at forlænge kreditterne. Det var ganske enkelt blevet for farligt at låne penge ud til danske banker.

 

http://www.business.dk/finans/krisen-er-bankernes-egen-skyld-1

 

I øvrigt er vi enige om, at staten vil overtage flere danske banker, og jeg gætter på regningen til skatteyderne ender på et betydeligt milliardbeløb når bundlinjen skrives i 2013, specielt hvis PIIGS kolapser inden 2013.


Skrevet af Eyvind Lyberth Nielsen 430 dage siden - Direkte link

Når man udstikker rammerne for et bankvæsen, er kunsten at afveje finansiel kvalitet og kvantitet, uden at sætte hverken risikostyring eller fortsat finansiering af vækst over styr.

 

Jeg frikender iøvrigt ikke nogen. Jeg peger på nogle markedspræmisser, og fokuserer på de politiske beslutningstageres rolle i udviklingen af finanskrisen. Lovgivningen er et præmis - hvad enten man kan lide den eller ej - og Lov nr. 453 om Finansiel virksomhed er en regulær konjunkturmotor.

 

Jeg kritiserer især implementeringen af nye risikovurderingsprincipper, som er baseret på en diversificeret statistisk sandsynlighedsberegning, fordelt med stikprøveudtagning på segmenter, brancher, kreditstørrelser og porteføljer – fordi de det matematiske grundlag til trods – ikke er velegnede til at manøvrere finansielle institutter igennem en konjunkturvending som den vi oplever, selvom det statistiske grundlag ikke fejler noget.

 

Risikovurderingsmodellerne er alt for ressourcekrævende for Finanstilsynet at anvende (se f.eks. på den lange behandling af Amagerbanken), og samtidig virker de nye regler som en decideret destabiliserende faktor, fordi de giver en større usikkerhed om boniteten i udlånsmassen (da de først optræder på regnskaberne ved afslutning) i forhold til tidligere, hvor klare regler medførte at risikoen tydeligt og direkte kunne udlæses af regnskaber under strakshensættelser til tab.

 

Det siger sig selv at dette forhold er den direkte årsag til at både kreditklemmen kom til at florere så kraftigt, og også er skyld i den underliggende større finansielle instabilitet, der kommer til at medføre at Finanstilsynet og Økonomiministeriet hæver solvenskravet – både jvf. Lov om Finansiel Virksomhed, på usikkerheden om boniteten på udlånsdiversificeringen – men også de øgede solvenskrav, som følger af Bankpakke II.

 

Jeg henleder desuden opmærksomheden på at Basel lII vil trække ned i realvæksten fordi de nye regler kræver større kapital og prisen vil ryge på kunderne, der igen vil trække ned i væksten (plus negativ multiplikatoreffekt).

 

Nu er boligpriserne den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst inflydelse på væksten - det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne og den igangværende udvikling på boligmarkedet kun kan bekræfte. Korrelation i mellem boligpriserne og konjunkturcyklen, viser at ændringerne i boligpriserne generelt ligger forud for udviklingen i den reale økonomi under hele konjunkturbevægelsen, netop fordi boligpriserne er dannet på forventninger. Dette forhold virker tendensforstærkende på prisniveauet, og vil også drive prisniveauet både højere op i op konjunktur og alt for lavt i nedkonjunktur.

 

I den forudgående 10 års periode op til kreditklemmen udvikles er bankernes boligudlån vokset med en faktor 5. Men over den samme periode er tilbageløbet (omsætningshastigheden) reduceret, både som følge af den faldende rente; men også fordi løbetiderne er blevet længere. (Vi skal desuden være opmærksomme på at andre udlånsengagementer end boligudlån til husholdninger er faldet.)

 

- Puljen af boligudlånsengagementer i bankerne er steget, mens andre er faldet
- Renten er holdt nede så realrenten i realiteten er negativ
- Løbetiden er forlænget

I puljen af afdragsfrie lån ligger ligeledes en kilde til reduktion i tilbageløbet

 

Den aftagende returpengestrøm vil på sigt igen sætte interbankmarkedet i et stall, da udviklingen i engagementernes struktur medfører at afdragsdelen er trukket ud over en længere løbetid, og samlet set betyder det at det bremsede tilbageløb til bankerne helt af sig selv vil forringe bankernes evne til at opretholde et urealistisk aktivitetsniveau. 4/5 af udlånsmassen - i dag og fremover - returner pengene til kredsløbet langsommere.

 

Da bankernes øvrige engagementer er fladet ud (fordi man i væsentligt omfang i husholdningerne i perioden har benyttet boligen som kassekredit) er tilbageløbet også her indskrænket kritisk, ikke mindst fordi renten også her har været trukket under den naturlige rentesats.

 

Det betyder at banksystemets multiplikationsfaktor faktisk allerede i dag er væsentligt forringet, og det betyder også at likviditetskrisen blev forstærket af den ringere bonitet i udlånsmassen.

 

Man kan således sige at bankernes mulighed for at påvirke pengestrømmene positivt (vækst i pengemængden) jævnt er faldet i den ekspansive periode, hvor multiplikatoreffekten af likviditetsstrømmen i udlånsmassen er aftaget.

 

Bankernes fortsatte evne til at skabe værdi i et dalende boligmarked vil - også i de kommende 10 år - blive udfordret af at kunderne fortsat vil styrke krisebufferen og nedbringe gælden – herved rammes pengeinstitutterne jo på 80 % af deres forretning.

 

I første omgang bliver det et kapløb i strid modvind, fordi realværdien af restgælden vil stige efterhånden som afdragene øges, men den stærke påholdenhed hos kunderne og opbremsningen i investeringer og forbrug vil med tiden øge indlånsmassen, fordi de stigende renter vil øge ønsket om at afdrage på gæld.

 

Pengeinstitutterne står derfor overfor en monumental udfordring. Konkurrencesituationen vil udslette en stor del af den udbudsstruktur som vi har haft igennem højkonjunkturen. Der ville i et uforandret scenarium her ske alvorlige effektivitetsforbedringer (filiallukninger og produktivitetsforbedringer) og denne omstilling af produktionsapparatet strømliner så de resterende pengeinstitutter og omlægninger af kapitalstrukturerne vil frigøre likviditet til fornyet ekspansion når konjunkturerne vender.


Lovgiverne har herudover udstyret branchen med en ny møllesten om halsen som hedder Basel III.

 

Bankerne, som i forvejen må slås med tårnhøj gearing, forventes nu at fortsætte processen med ikke bare at mindske gearingen, øge både den primære kapitalgrad og den ansvarlige kapital, lægge et par procent til side til uforudsete kapitaltræk og et par procent ekstra oveni, bare som en udglattende konjunkturbuffer.

 

(Nå, ja og så have lidt på bogen at låne ud også.)

 

Jeg vurderer at afdragsfriheden vil ryge som noget at det første. Løbetiden vil også falde ligesom at rentemarginalen vil indsnævres og rentenivauet vil være også være stigende (ikke bare på grund af at bankerne vil have højere finansierieringsomkostninger, men også på grund af at kursuro og konkurrence på obligationsmarkedet trække renteniveauet op generelt.) Sandsynligvis vil vi også se tilbagekomsten af private pantebreve på boligmarkedet, som en følge af de forringede påvirkninger af Basel III.

 

Det er indlysende at de skærpede kapitalkrav vil påvirke realvæksten, men det står klart at det bliver dyrere at være bank, dyrere at være kunde, ligesom at den i forvejen svækkede bankmultiplikator vil gå væsentligt ned i omdrejninger.

 

Moralen er

 

Kvantitative lettelser og en rentesats under realrenten udhuler forretningsgrundlaget for pengeinstitutterne - og det er et lovgivningsmæssigt præmis.

 

Risikovurderingen bør desuden være baseret på et sikkerhedsprincip, hvor en signifikant risiko for tab kan aflæses direkte på strakshensættelseskontoen for tab. (Så finanstilsynet kan bruge tiden på at kontrollere solvensgraden og ikke vurdere på de matematiske metoders anvendelse.)  - og det er også et lovgivningsmæssigt præmis.

 

Langtidsvirkningerne af at konvertere hybrid kernekapital til ansvarlig kapital, forringer kapitalstrukturerrne da det nye ejerskab ikke har interesse i at optimere forretningsøkonomien, (men derimod har interesse i at friholde "samfundsøkonomien").  - og det er ligeledes et lovgivningsmæssigt præmis.



Du skal være logget ind for at kommentere artikler. Du kan logge ind her!

Flere artikler fra Økonomi

5
3
2
8
6
13
5
3
18
5
16
40
14
22
12
43
6
24
8
11
Om Eyvind Lyberth Nielsen
Mit fokus er på brændpunktet imellem markedskræfter og velfærdsamfund, og især pengepolitik og økonomisk politik har min opmærksomhed.

Se Eyvind Lyberth Nielsens profil
eller
Følg Eyvind Lyberth Nielsen