Hen over konjunkturvendingen er det ene kredit- og pengeinstitut - globalt set - gået på grund, fordi kvaliteten af udlånene er faldet i takt med kreditinflationens udvikling. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at de enkelte lande vil gå endog meget langt, for at forhindre finanssektoren i at kollapse.
Det er disse hovsapolitikker, der har indbygget en uheldig tantelogik i det finansielle system.
I Danmark har vi med to bankpakker - og et særligt statsligt beredskab - effektivt forhindret det finansielle system i at visne hen i den finansielle tørkeperiode. Men bankpakkerne er blot det lappegrej, der gjorde at konjunkturcyklen ikke drønede helt i bund i Danmark. Spændet i mellem indlåns- og udlånsrenter er i dag tårnhøjt – fordi bankerne har måttet sende regningen for bankpakkerne videre til forbrugerne.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at et af kerneproblemerne i udviklingen af finanskrisen er udsprunget af, at man er gået fra forsigtighedsprincippet. Alene det, at der kunne opstå gnist af tvivl om en bankernes solvensgrad, gjorde at likviditetskrisen brød i fulde flammer. Bankerne holdt op med at låne hinanden penge, og centralbankerne har herefter været nødsaget til at holde det finansielle system likvidt ved at sænke de ledende renter.
Men det centrale problem står - stadig - aldeles uadresseret: Man ser fortsat stort på forsigtighed. Ja, politikerne kræver faktisk uforandret udlånsaktivitet – stik imod Lov om Finansiel Virksomhed’s regelsæt – og har nu indskudt 100 mia. som hybrid kernekapital, for at de finansielle virksomheder kan leve op til de opskruede solvenskrav…
Til trods for at de ypperste bankvæsensmænd har bidraget til det nye regelsæt i Basel III, går man stadig en omvej omkring gryden for at undgå at genoverveje brugen af forsigtighedsprincippet - men dét ville da også være for nemt. Der er derimod en del raketvidenskab i de nye kapitalkrav ...
Bankerne, som i forvejen må slås med tårnhøj gearing, forventes at fortsætte processen med at skifte til en lavere klinge, øge både den primære kapitalgrad og den ansvarlige kapital, lægge et par procent til side til uforudsete kapitaltræk og et par procent ekstra oveni, bare som en udglattende konjunkturbuffer. Nå, ja og så have lidt på bogen at låne ud også.
Men likviditet er snart det mindste problem - penge får man i nakken i Nationalbanken.
Det er den hybride kernekapital på 100 mia. som er problemet - den kan aldrig blive ansvarlig kapital - for her har politikerne vekslet madpakkeordninger og vuggestuepladser til kernekapital på sigt.
Lovgiverne har fulgt Basel akkorderne ligefra forordning til direktiv og efterfølgende love, men man alligevel har man skabt grundlag for at økonomien kan køre helt af sporet ved bredt at pålægge den finansielle branche et dårligt regelgrundlag. Derfor er Basel akkorderne så i mellemtiden blevet opgraderet til vers. 3.
Målsætningerne med Bankpakke I må siges at være lykkedes, for borgere har ikke stormet deres pengeintitutter for at redde hvad reddes kan her og nu. Det eksisterende sektorbredskab har desuden fået en ny vægt i sikringen af den finansielle stabilitet, forsikringspræmien er blevet skruet op, så skatteyderne bærer nu i praksis risiko og tab på sektorens konkursforsikring.
Alt i alt står forbrugerne/bankkunderne altså med den fulde regning for det lovgivningsmæssige morads som ledte til likviditetskrisen og de efterfølgende bankpakker.
Politikerne står nu og råber op på sidelinjen om ansvarlighed for statens penge. En af de absurde bivirkninger af, at man har involveret Staten som aktiv part den finansielle sektor, er at det økonomiske sammenbrud som verden ellers har oplevet har rent faktisk givet overskud i Danmark. Staten sluger naturligvis hele overskuddet. Tal om malplaceret uansvarlighed!
(Lovgiverne diskuterer dog stadig om provenuet skal bruges til at renovere vuggestuer, eller om der skal smøres madpakker til skolebørnene for pengene.)
Det burde være tydeligt for enhver, at det er statens umættelige appetit på likviditet, der destabiliserer den finansielle sektor!
Rundt omkring i verden ser vi store og dramatiske politikker sat i søen. Men i Danmark listes risiko, garanti og ansvar stille og roligt over på Staten. Derfor er der i dag også tale om en snigende de jure nationalisering af banksektoren, som resultatet af de brand og redningsaktioner, der har fulgt i hælene af finanskrisen.
Bankpakke II har svækket grundlaget for en stabil finansiel sektor i dette land. Banker, som har ladet optegne hybrid kernekapital fra statens likviditetsfacilitet for at komme over de skærpede basiskapitalkrav, burde jo netop ligge på vippen til at komme under administration - eller direkte i statens skraldespandsselskab. Nationalbankdirektøren har formodentlig haft samme tanke, idet han foreslår at det skal være muligt at forvandle statslån til ansvarlig kapital.
Man vil gerne bevare den moderne risikostyring a lá Basel II og tilføre regulering og kontrol efter mere gammeldags mønster. I en bankverden stukket ud efter rammerne i Basel III, vil de konservative dyder være langt mere dominerende - spørgsmålet er så bare om det er fremtidens eller fortidens bankvæsen vi i dag ser rulle ud af garagen?
Set fra et Centralbanksynspunkt rummer finanskrisens problemer en historisk mulighed for at reetablere hine tiders ineffektive - men statslige reguleringsinstrumenter.
Ifølge Lov om Danmarks Nationalbank fra 1936, der er grundlaget for bankens virksomhed, er det bankens opgave at opretholde et sikkert pengevæsen samt at lette og regulere pengeomsætningen og kreditgivningen. Da både prisstabilitet og landets økonomiske udvikling er centrale områder fører Nationalbanken derfor en pengepolitik, der sikrer dansk pengevæsen.
Tidligere var der et større antal markedsorienterede og kvantitative instrumenter tilknyttet banken i denne regulering. F.eks renteændringer, ændringer i bankernes lånerammer, intervention på obligationsmarkedet. Udlånslofter for hhv. pengeinstitutterne og realkreditinstitutterne.
Men brugen af kvantitative reguleringsanordninger er i dag afløst af et likviditets- og rentestyringssystem, baseret på salg til og køb fra pengeinstitutterne af kortfristede skatkammerbeviser og indskudsbeviser i
Nationalbanken, som så kan bestemme, hvilken likviditet bankerne skal have og til hvilken rente, samt at det også slår igennem på bankernes kreditgivning til kunderne.
Men det er næsten for nemt, ikke? Samfundet er bedre tjent med at vi laver et regelsæt, der er næsten umuligt at leve op til - hvis man også skal drive en bank...
Hvis vi løfter blikket et øjeblik og kigger ind i det, det hele handler om, nemlig at drive en forretning, der skaber penge og overskud og forvandler betalingsmidlet til en strøm, har pengeinstitutterne rent faktisk indtjeningsvækst i perioden 2003 – 2007, til trods for den lave marginalrente i hele perioden.
Men den lave marginalrente har også medført at den marginale indtjeningsmulighed på udlån faktisk har været relativ lille. Marginalrenten er nemlig faktisk faldende i perioden 2001 – 2007, men pengeinstitutterne har altså opvejet dette med den markante stigning i udlån.
Der sker altså under højkonjunkturen en markant profitmaksimering, fordi der blot er forsvindende tab og hensættelser i perioden, og samtidig pågår en kraftig vækst i forretningsomfanget.
Udlånsvæksten stiger kraftigt i perioden i forhold til indlånsandelen, og det er egentlig likviditetskrisen i en nøddeskal, for det betyder at pengeinstitutterne i langt højere grad må lade sig bero på interbankmarkedet når likviditeten skal hentes. At låne penge ud er jo en stor del af bankvirksomheden.
En bank tjener indtjeningsbidrag hjem ved at låne lidt dyrere ud, end det koster banken at at låne pengene af nogle andre, rentemarginalens størrelse sætter dermed en begrænsning på indtjeningsmuligheden. Den frie konkurrence sikrer at renterne normalt ligger nogenlunde ens fra bank til bank. For at øge indtjeningen kan man så skrue på ind- og udlånsrenterne, øge gebyrerne eller hæve udlånsvæksten.
Der ligger altså i perioden frem til 2007 et stort incitament for bankerne i at hæve udlånsvæksten.
Efter Basel III vil det blive dyrere for bankerne at øge kapitalen. Regelsættet er helt klart skruet så risikoen for at den finansielle stabilitet igen kan skride mindskes. Men for bankerne, kommer det højere kapitalkrav til at vanskeliggøre en indtjeningsvækst på engagementsomfanget alene. Vi kan derfor ikke bare forvente at rentemarginalen vil øges, Basel III kommer også virke som en effektiv vækstbremse.
Finanskrisen har sat fokus på det nuværende lovgrundlags bæredygtighed, og diskussionen frem til Basel III har gået på på om den finansielle sektor skal være mere eller mindre selvregulerende eller faktisk mere offentligt reguleret.
Basel III akkorden - lidt populært sagt - indfører ideen om at hvis bankerne vil have lov til at satse på en større risiko, skal de først kunne bevise at de har råd til at absorbere tabene.
Basiskapitalkravet har i dag da også fået fornyet fokus. Fra Basel II til Basel III øges sektorens dækningskrav til at matche de mere slørede risikodækningskrav, som stammer fra Basel II.
De nye regler kræver en minimum kapitalgrad på 6 %, hvortil skal lægges en sikkerhedsbuffer på 3 %. Basel III-reglerne kommer altså til at kræve en primær kapitalgrad (kernekapital eksklusiv hybrid kapital) på 9 %.
Den underliggende logik i Basel III er at isolere bankerne fra negative chok ved at øge egenkapitalen - (den kapital de holder på deres bøger i forhold til indlån og andre lån). Men der er flere aspekter i aftalen, som kan variere kravene i takt med den økonomiske udvikling.
Kravet til den basale kapital øges fra 2 % til 4,5 %. over en periode på fire år. Dertil kommer et krav om en "kapitalbevarings-buffer" på 2,5 % til at imødegå fremtidige perioder med stress på kapitaltræk, således at den samlede solvensprocent øges til (et kapital-krav på) 7 %. Bufferen ventes indfaset i perioden frem til primo 2019.
Oven i disse forøgede krav er også kommet et nyt krav, som skal tage højde for den cykliske effekt af variationer i den økonomiske udvikling. Denne konjunkturudlignende buffer lyder på 2,5 % og kan dermed bringe det samlede krav til kapitalen op på 9,5 %. (Denne del vil have konsekvenser i forhold til f.eks. tilbagekøb af egne aktier samt dividende- og bonusudbetaling når kernekapitalprocenten er mindre end 2,5 og indfases med 0,625 % pr. år begyndende i januar 2016, og vil være fuldt effektiv fra januar 2019.)
Når man udstikker rammerne for et bankvæsen, er kunsten at afveje finansiel kvalitet og kvantitet, uden at sætte hverken risikostyring eller fortsat finansiering af vækst over styr. Det er altsammen meget flot ...
Det er dog vanskeligt at spå om i hvor høj grad de skærpede kapitalkrav vil påvirke realvæksten, men det står klart at det bliver dyrere at være bank, dyrere at være kunde, ligesom at den i forvejen svækkede bankmultiplikator vil gå væsentligt ned i omdrejninger.
Spørgsmålet er så bare hvor gennemtænkt en konvertering fra hybrid kernekapital til ansvarlig kapital egentlig er, da det jo trækker staten ind i ejerkredsen af bankerne.
En ukvalificeret ejerkreds udvander kvaliteten af den ansvarlige kapital.
Statens umættelige appetit på likviditet har hidtil destabiliseret den finansielle sektor, og der er ingen grund til at antage at man ikke kan sluge hele det private kapitalberedskab - uden problemer.
Man kan sagtens diskuterere det hensigtsmæssige i at have 25 banker i et land med 5,6 mio mennesker. Men det betyder vel ikke at de 105 andre skal stoppes i Den sorte gryde én for én!?
(Den, der kommer allersidst ....)
Statslån kan ikke forvandles til ansvarlig kapital, og Staten skal ikke finansiere sig ved via bankdrift!
Punktum.
