Det er vigtigt at understrege, at Danmark fører en selvstændig pengepolitik, ligesom det heller ikke er givet, at Danmark uendeligt vil føre samme fastkurspolitik.
Selvom der i Det danske Folketing har været bred opbakning for at tiltræde den kommende traktatændring, er der ikke noget der peger på at det bliver nødvendigt at tiltræde aftalen. Europagten indeholder, som den foreligger i dag, ikke nye inkluderende elementer, som nødvendiggør at Danmark tiltræder aftalen.
Selvom Det danske Folketing - som ét af de få parlamenter i EU - har været begejstret for det tysk-franske forslag, er der ikke noget indikerer at det tjener et rationelt formål at fortsætte ud af det spor. Især når de øvrige ØMU lande ikke vil samme vej.
Det er iøvrigt heller ikke god praksis at gennemføre - uanset om ændringerne er signifikante eller ej - ændringer for en eksisterende pagt, som folketinget ikke har fået vælgernes mandat til. Ikke éngang i Danmark.
At tiltræde en pagt som ingen inkluderende påvirkning har på den samlede politik, men blot tjener som skabelon for at strømline de økonomiske strukturer til efter en euromodel, tjener heller ikke ikke noget fornuftigt formål i betragtning af, at Danmark allerede har afvist euroen to gange.
Når Danmark i forvejen tillige opfylder væsentlige betingelser for traktatændringen, tjener det heller ikke noget praktisk formål. Spørgsmålet er desuden om det overhovedet er lovligt, når pagten indeholder elementer der er i modstrid med dansk lov og praksis.
I praksis har det arbejdsretlige system, den danske hovedaftale for arbejdsmarkedet, forligsmandsinstitutionen og arbejdsmarkedets parter været den drivende faktor i danske arbejdsmarkedsforhold. Man må også formode at regering og folketing heller ikke har til hensigt, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om landets lovgivere opsiger trepartsdelingen i det danske arbejdsmarked, og fremadrettet deler partsinitiativet med bureaukraterne i Bruxelles. (Uden at spørge hverken vælgere eller arbejdsmarkedets øvrige parter.)
Spørgsmålet om tilslutning til europagten er derfor ren signalpolitik, og politikerne ønsker vel ikke at signalere at de fører en anden politik end vælgerne har givet dem mandat til?
Da Folketinget og de politiske beslutningstagere i spørgsmålet om bredere tilslutning til eurosamarbejdet er i modstrid med et flertal i befolkningen, og hverken ØMU-samarbejde eller deltagelsen i Vækst- og Stabilitetspagten påvirkes af beslutningen, og det heller ikke er muligt at nå at spørge befolkningen på den korte tid, vurderes det derfor at Danmark ikke tiltræder pagten.
