Forsiden af Jyllands-Posten 14/7 2010 (Alarm over dyk i danske industrijob) beskriver en dansk ulykke under udvikling. Det systematiske dyk i industriens beskæftigelse er et tab, der ikke kan kompenseres via økonomisk stimulans, vækstpakker eller ved at trykke flere penge.
I Danmark har vi længe set en tendens til afvikling af den tunge industri, hvor skibsværfter, jernværker og andre store arbejdspladser har skåret ned, flyttet eller lukket. Det er indtil videre blevet kompenseret ved at højteknologiske virksomheder som Vestas og Neurosearch har udvidet, så vi i sidste ende har kunnet eksportere lige så mange værdifulde produkter som før. Men det kan ikke blive ved, og den økonomiske krise er et alvorligt faresignal.
I første omgang har vi søgt at afværge krisen ved at stimulere økonomien. Det har vendt statens overskud til et underskud, uden at beskæftigelsen har fulgt tilsvarende med op. Nu er underskud på statens budget et lån fra fremtiden, et lån der skal betales tilbage. Indtil videre ser det ud til at have været en ganske ringe investering, som der ikke er grund til at gentage.
Der er dog en markant undtagelse fra den triste tendens, nemlig finanssektoren. Her bliver der igen tjent penge som for få år siden, og eventuelle problembørn som Amagerbanken kan jo bare parkeres i Finansiel Stabilitet (i øvrigt et noget misvisende navn), mens de andre banker fortsætter deres risikofulde udlånspolitik.
Hvad ikke mange er klar over er, at bankernes fortjeneste i vid udstrækning er baseret på pengetrykkeri. Bankerne er ikke produktionsvirksomheder, og skaber ikke værdi i sig selv. De forvalter den værdi, der er skabt andetsteds, hvilket er godt og fornuftigt, men man redder ikke den værdiskabende del af økonomien ved at redde bankerne.
Pengetrykkeriet sker umiddelbart i de to store valutaer, dollaren og euroen. Det har været kendt et stykke tid, at Federal Reserve udsteder nye penge på basis af statsgæld, og at disse "Open Market Operations" har været centrale for at den amerikanske regering kan låne til en betydeligt lavere rente end et frit marked kan byde på.
Mindre kendt er det, at euroen er på samme kurs, omend på en mere indviklet måde. ECB har nemlig et klart forbud mod at opkøbe statsobligationer, da sådanne opkøb er den direkte vej til inflation, og endda hyperinflation som Tyskland oplevede i 1923. ECB's mekanisme er indirekte, idet statsgæld kan bruges som sikkerhed for de kommercielle bankers lån i centralbanken.
Resultatet er dog det samme, som Anatole Kaletsky påpegede i sin fremragende artikel How the ECB’s fig leaf has completely withered away (Times, juni 2009). I øvrigt er ECB, ifølge formand Jean-Claude Trichet, indstillet på at bryde enhver regel for centralbankens opførsel. Derfor er ECB nu i færd med at opkøbe statsgæld, og stiller i øjeblikket 'ekstra likviditet' (læs: "nytrykte penge") til rådighed for Spanien.
Danmark er i klemme her, for ifølge ØMU'ens 2. fase, som vi er med i, er vi forpligtede til at lade vores krone følge euroen. Når euroens værdi tvinges ned gennem skabelse af flere penge, er vi også nød til at øge mængden af danske kroner for at dens værdi kan følge euroen. Det tager værdi fra de allerede opsparede kroner, udhuler købekraften og vi i sidste ende lede til voldsom inflation. Heldigvis kan vi kaste denne tilknytning af os, når vi vil. Det bør vi gøre hurtigst muligt, så kronen kan forblive sund.
Pengepolitisk stimulans i form af ekstremt lave renter fører umiddelbart til stigende økonomisk aktivitet. Desværre er en stor del af denne aktivitet i finansverdenen samt i kortlivede projekter, der hurtigt viser sig urentable. Det fører til uansvarlig risikabel opførsel fra bankernes side, helt op til deres udlån til Stein Bagger, og når stimulansen hører op, får vi en ny og endnu værre bølge af konkurser.
Den rigtige vej frem for Danmark er at trække os ud af fastkurssamarbejdet med euroen. Samarbejdet gav mening, dengang euroen var stærk og stabil, men nu trækker ECB's politik Danmark med i dybet. Vi har brug for en redelig økonomi uden kunstig stimulans, hvor den produktive del af økonomien har lov til at tjene penge og beholde dem, mens staten og bankerne i øvrigt må sætte tæring efter næring, undgå underskud og afskrive de tab, der måtte opstå.
Gør vi det, kan vi i løbet af få år styrke den værdiskabende del af Danmarks økonomi, så der også i fremtiden bliver mulighed for velstand og velfærd.
I Danmark har vi længe set en tendens til afvikling af den tunge industri, hvor skibsværfter, jernværker og andre store arbejdspladser har skåret ned, flyttet eller lukket. Det er indtil videre blevet kompenseret ved at højteknologiske virksomheder som Vestas og Neurosearch har udvidet, så vi i sidste ende har kunnet eksportere lige så mange værdifulde produkter som før. Men det kan ikke blive ved, og den økonomiske krise er et alvorligt faresignal.
I første omgang har vi søgt at afværge krisen ved at stimulere økonomien. Det har vendt statens overskud til et underskud, uden at beskæftigelsen har fulgt tilsvarende med op. Nu er underskud på statens budget et lån fra fremtiden, et lån der skal betales tilbage. Indtil videre ser det ud til at have været en ganske ringe investering, som der ikke er grund til at gentage.
Der er dog en markant undtagelse fra den triste tendens, nemlig finanssektoren. Her bliver der igen tjent penge som for få år siden, og eventuelle problembørn som Amagerbanken kan jo bare parkeres i Finansiel Stabilitet (i øvrigt et noget misvisende navn), mens de andre banker fortsætter deres risikofulde udlånspolitik.
Hvad ikke mange er klar over er, at bankernes fortjeneste i vid udstrækning er baseret på pengetrykkeri. Bankerne er ikke produktionsvirksomheder, og skaber ikke værdi i sig selv. De forvalter den værdi, der er skabt andetsteds, hvilket er godt og fornuftigt, men man redder ikke den værdiskabende del af økonomien ved at redde bankerne.
Pengetrykkeriet sker umiddelbart i de to store valutaer, dollaren og euroen. Det har været kendt et stykke tid, at Federal Reserve udsteder nye penge på basis af statsgæld, og at disse "Open Market Operations" har været centrale for at den amerikanske regering kan låne til en betydeligt lavere rente end et frit marked kan byde på.
Mindre kendt er det, at euroen er på samme kurs, omend på en mere indviklet måde. ECB har nemlig et klart forbud mod at opkøbe statsobligationer, da sådanne opkøb er den direkte vej til inflation, og endda hyperinflation som Tyskland oplevede i 1923. ECB's mekanisme er indirekte, idet statsgæld kan bruges som sikkerhed for de kommercielle bankers lån i centralbanken.
Resultatet er dog det samme, som Anatole Kaletsky påpegede i sin fremragende artikel How the ECB’s fig leaf has completely withered away (Times, juni 2009). I øvrigt er ECB, ifølge formand Jean-Claude Trichet, indstillet på at bryde enhver regel for centralbankens opførsel. Derfor er ECB nu i færd med at opkøbe statsgæld, og stiller i øjeblikket 'ekstra likviditet' (læs: "nytrykte penge") til rådighed for Spanien.
Danmark er i klemme her, for ifølge ØMU'ens 2. fase, som vi er med i, er vi forpligtede til at lade vores krone følge euroen. Når euroens værdi tvinges ned gennem skabelse af flere penge, er vi også nød til at øge mængden af danske kroner for at dens værdi kan følge euroen. Det tager værdi fra de allerede opsparede kroner, udhuler købekraften og vi i sidste ende lede til voldsom inflation. Heldigvis kan vi kaste denne tilknytning af os, når vi vil. Det bør vi gøre hurtigst muligt, så kronen kan forblive sund.
Pengepolitisk stimulans i form af ekstremt lave renter fører umiddelbart til stigende økonomisk aktivitet. Desværre er en stor del af denne aktivitet i finansverdenen samt i kortlivede projekter, der hurtigt viser sig urentable. Det fører til uansvarlig risikabel opførsel fra bankernes side, helt op til deres udlån til Stein Bagger, og når stimulansen hører op, får vi en ny og endnu værre bølge af konkurser.
Den rigtige vej frem for Danmark er at trække os ud af fastkurssamarbejdet med euroen. Samarbejdet gav mening, dengang euroen var stærk og stabil, men nu trækker ECB's politik Danmark med i dybet. Vi har brug for en redelig økonomi uden kunstig stimulans, hvor den produktive del af økonomien har lov til at tjene penge og beholde dem, mens staten og bankerne i øvrigt må sætte tæring efter næring, undgå underskud og afskrive de tab, der måtte opstå.
Gør vi det, kan vi i løbet af få år styrke den værdiskabende del af Danmarks økonomi, så der også i fremtiden bliver mulighed for velstand og velfærd.
