Efter et finansår med et underskud i nærheden af 90 milliarder fremlægger regeringen et forslag til finanslov med endnu et enormt driftsunderskud, anslået 51,75 milliarder. Det er en katastrofe under udvikling, og tallene er så alvorlige, at man må undre sig over at de ikke bliver taget tungere. De mange milliarder i ny statsgæld er rigtig mange penge, og der foreligger ingen konkret plan for, hvordan de skal betales tilbage.
Fra Berlingske:
Det kræver noget baggrundsstof at forstå dette, stof man blandt andet finder i denne på overfladen trivielle nyhed, Jyllands-Posten d. 11/8:
Alene rygtet om stigende pengemængde giver resultater:
Mere fra artiklen:
Hvornår stiger renten til et 'normalt' niveau (hvad det så end er)?
I dag får man på en 'Højrentekonto' sølle 2,6 % årligt, hvilket egentlig er en fornærmelse mod penge! Det er kun marginalt bedre end at gemme penge under madrassen, og det kan ikke undre, at folk ikke sparer op, når renten er så lav, og endda skattepligtig. Bankkonti bliver til et sted at have likviditet, men de tiltrækker ikke opsparing for rentens skyld. Så kan man lige så godt give sig til at forbruge mere – hvilket i øvrigt også er regeringens politik, jfr. Lars Løkke Rasmussens opfordring til at gå ud og svinge dankortet. Men opsparingen, og dermed muligheden for at finansiere virksomheders investeringer, lider under denne politik.
Mere fra artiklen:
Det mystiske her er, at økonomer og politikere ser ud til at holde fast i en medicin, der ikke virker. Hvis der ikke er resultater efter flere års stimulanspolitik, hvordan kan man da forvente, at problemerne kan løses endegyldigt med mere af den samme medicin?
Videre:
Resultatet af den politik, Federal Reserve hidtil har ført, er ikke imponerende. JP 11/8:
Hvad med pengemængden i euro?
De mange stabiliserings- og stimulans-pakker er baseret på større statslige underskud, lavere renter og endda ECB's opkøb af statsobligationer. Det er på overfladen nydeligt, for det er en genvej til at alle får flere penge mellem hænderne uden at skulle arbejde for dem, og hvem ønsker ikke det?
Hvor mange euro, der egentlig eksisterer, kan være svært at finde frem til, også fordi ECB's Data Warehouse er uoverskueligt i sit mylder af tal, parametre og visningsmetoder. Her er et par centrale tal:
M1:
Den snævert definerede pengemængde vokser 7-10 procent årligt, og har gjort det både i euroens levetid og under dens forgænger ECU'en. Stimulanspakkerne i slutningen af 2008 og gennem 2009 sendte væksten op mod 15 procent på årsbasis. Ved indgangen til 2010 er vækstraten faldet tilbage under 10 %. Det er dog stadig en ganske betydelig vækst i pengemængden.
M3:
M3, en noget bredere definition af penge, giver et helt andet indtryk. Den er ikke så let at styre som M1, og i perioden 2008-2010 er væksten faldet til lige under 0. Det er formodentlig et udtryk for at personer og virksomheder sparer op og eliminerer gæld, hvilket igen medvirker til at holde stigninger i forbrugerpriserne i ave. Den store forskel mellem væksten i M1 og i M3 antyder dog, at vi risikerer stigende inflation, hvis sammenhængen vender tilbage til normal.
Og de danske penge?
Nationalbanken har som udgangspunkt ansvaret for at sikre, at Danmarks penge er sunde. Det er en opgave udstukket i Grundloven:
Helt centralt er dette:
Om centralbankers uafhængighed:
Det er forbløffende svært at finde overskuelige tal for udviklingen i den danske pengemængde. Den mest tilgængelige oversigt har jeg fundet på en Facebook-side for en gruppe, der kalder sig Økonomia:
Grafen (som ikke kan indlejres her) viser, at Danmark har eksponentiel vækst i pengemængden (M2 er væsentligst), og i den samlede graf har vi en stigningstakt på godt 7 % årligt, og i perioden siden 2002 er stigningstakten foruroligende 12 %. Det har været en periode med lave renter, også for at matche eurozonen, og det har bestemt haft sin virkning.
Hvad sker der, når vi binder kronen til euroen?
Kort fortalt er situationen, at hvis euroens værdi udvandes, bliver vi tvunget til at gøre det samme med kronens værdi. Lave renter i eurozonen kan kun gøres til virkelighed ved løbende udstedelse af nye penge. Det samme gælder for Danmark, hvor Nationalbanken udsteder og eliminerer penge for at nå de ønskede rentesatser i de daglige transaktioner overfor de kommercielle banker. Dag-til-dag giver det ikke en direkte effekt i pengemængden, men over et længere stræk gør det.
Alt i alt er situationen i eurozonen og i Danmark ikke principielt forskellig fra i USA: Mængden af både dollars og euro stiger konstant, hvilket udhuler værdien af de eksisterende penge og opsparinger, stimulerer til nye investeringer, men udhuler værdien af eksisterende kapitalgoder. Et lille eksempel er min købmand henne på hjørnet, der snart står overfor konkurrence fra en splinterny Netto-butik. Den nye investering i kædebutikken risikerer at føre til en konkurs for den lokale købmand.
De mange investeringer, stimulanspolitikken opfordrer til, suppleres af lige så mange konkurser. Fra Business.dk:
Herhjemme ser det ikke for godt ud, vi har den største nedgang i skatteindtægter siden 2. verdenskrig. JP 22. august:
Hvad vi bør gøre
Det var mange detaljer, og det kan være svært at bevare overblikket. Men her og nu må det være helt centralt at styrke de produktive og værdiskabende dele af dansk økonomi. Derfor blandt andet:
Hold kronen solid
Først og fremmest bør Nationalbanken gå tilbage til sin centrale opgave, den blev stiftet for i 1818: At sikre kronens stabilitet. Det betyder konkret, at vi stiger ud af ØMU Fase II og holder op med at forøge pengemængden i takt med euroen. Ved ikke at trykke nye penge vokser værdien af de eksisterende i takt med værdien af dansk produktion. Det fungerer i Schweiz, og kan fungere her. Nationalbanken bør ikke bruges til at stimulere økonomien generelt, uanset hvad regeringen måtte finde bekvemt.
Slut på offentlige underskud
Vi bør undgå offentlige underskud. Det kan svinge lidt fra år til år, men store underskud er lån fra fremtiden, uden anden sikkerhed end danskernes fremtidige vilje til at arbejde hårdere og forbruge mindre. Offentlige underskud øger nok BNP her og nu, men det store offentlige forbrug konkurrerer med den private sektor og gør det vanskeligt at tjene penge og spare op. Beskatningsgrundlaget i Danmark er den private sektors værdiskabende arbejde, og når økonomien strammer til, skal det have første prioritet.
Eurozonens Stabilitets- og Vækstpagt er udtryk for sund fornuft, og et offentligt underskud på 3 % af BNP bør betragtes som det absolut yderste, vi under nogen omstændigheder kan tillade os. Ikke fordi EU siger det, blot fordi det er sund fornuft.
Lad kronen flyde
Vi bør kaste bindingen til euroen. I eurozonen trykker ECB penge i stort omfang, hvilket får værdien af euroen til at falde. Meningen med at binde kronen til euroen var oprindeligt at sikre stabilitet ved at knytte en lille valuta til en stor. Men når den store valuta synker som en sten, giver tilknytningen ikke stabilitet, den giver problemer. Sverige har ladet sin krone flyde længe, og selvom det umiddelbart gav kursfald, har den flydende valuta været stærkt medvirkende til at Sverige i dag har en af Europas sundeste økonomier.
Sæt pris på de produktive i samfundet
Endelig bør arbejdere og iværksættere stå sammen om at tage æren for produktivt arbejde tilbage. Arbejdsgivere- og tagere har mange fælles interesser. Desværre er der en tendens til at fagforeninger og politikere på venstrefløjen søger at skabe en unødvendig konflikt, hvor de to parter presser hinanden, hvor de med fordel kunne arbejde sammen om at skabe bedre forhold for erhvervsliv og arbejdere i Danmark. Kan det lade sig gøre, kan vi hurtigt trække Danmark ud af krisen.
Men så længe vi reagerer på problemerne med stimulans, højere skatter og pengepolitisk plat, vil krisen kun blive værre.
Fra Berlingske:
I morgen præsenterer regeringen et udspil til næste års finanslov, som vil indeholde et kæmpe underskud. Årsagen til de store underskud er især faldende indtægter fra skatter og stigende udgifter til ledige, viser ny analyse.Det fremstår som om den dårlige økonomiske situation er en overraskelse, og det er underforstået i mange tiltag at den forventes at drive over i løbet af nogle år. Det er der desværre intet i de hårde fakta, der tyder på. Tværtimod vil krisen blot blive endnu værre.
Regeringens økonomer har de senere år haft særdeles vanskeligt ved at komme med gode bud på, hvordan de offentlige finanser vil udvikle sig.
Det kræver noget baggrundsstof at forstå dette, stof man blandt andet finder i denne på overfladen trivielle nyhed, Jyllands-Posten d. 11/8:
4 pct.-lånet er historisk billigtLæser man forbi de første par afsnit i artiklen, finder man nogle urovækkende detaljer:
De seneste uger har budt på stadig flere tegn på, at det skrøbelige amerikanske opsving er ved at gå helt i stå. I et forsøg på at give økonomien et skud adrenalin meddelte den amerikanske centralbank i går aftes (dansk tid), at der den kommende tid vil blive foretaget yderligere støtteopkøb af blandt andet amerikanske statsobligationer.Det er en anden måde at sige: Federal Reserve vil løse problemet ved at trykke nye penge. For disse opkøb sker ved at banken udsteder friske penge uden nogen egentlig dækning. 'Støtteopkøb' sker netop for at sikre, at Forbundsregeringen stadig kan låne til lave renter – hvis ikke andre vi låne dem penge, kan de altid 'låne' dem i centralbanken – hvilket i øvrigt forringer værdien af de penge (dollars), der er i omløb.
Alene rygtet om stigende pengemængde giver resultater:
Denne meddelelse har udløst solide kursstigninger på obligationsmarkederne, og kursstigningerne har her til morgen bredt sig til Danmark. Blandt andet er den 30-årige 4 pct. realkreditobligation med afdrag fra Realkredit Danmark steget 0,33 point til kurs 98,10. Dermed er 4 pct.-lånet nu blevet endnu billigere for boligejerne at optage end i begyndelsen af juni, da frygten for en europæisk statsgældskrise sendte obligationskurserne mod rekordhøjder.Det er i alle tilfælde imponerende, at man kan låne så langfristet til så lav en rente. Et godt tilbud.
Mere fra artiklen:
BrandforsikringDette er 64.000 kroners spørgsmålet:
Med dagens kursstigninger er den effektive rente på lånet faldet til 4,27 pct.
”Vi har lige nu korte renter under 1,5 pct., og set i det lys virker 4 pct. lånet håbløst gammeldags og dyrt. Men det er det altså ikke. I et historisk perspektiv er det umådeligt billigt. Det fastforrentede lån er en slags brandforsikring, som først viser sin værdi, den dag renterne for alvor begynder at stige. Der er ingen tegn på, at renterne stiger foreløbig, men på et eller andet tidspunkt kommer det jo.
Hvornår stiger renten til et 'normalt' niveau (hvad det så end er)?
I dag får man på en 'Højrentekonto' sølle 2,6 % årligt, hvilket egentlig er en fornærmelse mod penge! Det er kun marginalt bedre end at gemme penge under madrassen, og det kan ikke undre, at folk ikke sparer op, når renten er så lav, og endda skattepligtig. Bankkonti bliver til et sted at have likviditet, men de tiltrækker ikke opsparing for rentens skyld. Så kan man lige så godt give sig til at forbruge mere – hvilket i øvrigt også er regeringens politik, jfr. Lars Løkke Rasmussens opfordring til at gå ud og svinge dankortet. Men opsparingen, og dermed muligheden for at finansiere virksomheders investeringer, lider under denne politik.
Mere fra artiklen:
Klar med pengeindsprøjtningerFederal Reserve er altså indstillet på at øge pengemængden, trykke flere penge, hvis den hidtidige strategi med at trykke flere penge mod forventning viser sig ikke at virke:
Danske Bank konkluderer i en analyse, at "efter den bløde tone i Feds (centralbankens, red.) meddelelse fortsætter den faldende tendens i obligationsrenterne. Vi tror, at tendensen kan forsætte et stykke tid endnu, fordi der nu er åbnet for yderligere kvantitative lempelser fra Fed, hvis makrotallene fortsætter med at skuffe".
Med andre ord: Hvis arbejdsløshedstal, forbrugerprisindeks mm. fortsætter med at udvikle sig alarmerende er den amerikanske centralbank klar med nye pengeindsprøjtninger. Noget tyder på, det kan blive nødvendigt. De seneste uger har budt på flere alarmerende nøgletal.Der var engang... Engang var penge noget, man først og fremmest arbejdede hårdt for at tjene, gennem produktion og handel, og man passede godt på dem, når de først var sparet op. I dag er hovedstrategien diskret overtaget fra Keynes: Hvis man ikke har tilstrækkeligt med ægte opsparing, kan man supplere opsparingen med nyskabte penge, da man jo ikke kan se forskel på opsparede og nytrykte penge. Det gælder naturligvis kun for penge, der ikke er baseret på guldstandard el. lign.
Det mystiske her er, at økonomer og politikere ser ud til at holde fast i en medicin, der ikke virker. Hvis der ikke er resultater efter flere års stimulanspolitik, hvordan kan man da forvente, at problemerne kan løses endegyldigt med mere af den samme medicin?
Videre:
Frygt for deflationDet kan man undre sig over. Hvorfor bekymrer økonomer sig egentlig om det? Lad os se på det.
Økonomerne i centralbanken er blandt andet bekymrede over udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser.
Meget tyder på, at USA er tæt på deflation - en situation, hvor det samlede forbrugerprisindeks falder. Deflation kan tilføje opsvinget det endegyldige dødsstød. Hvis priserne på biler, elektronik, hårde hvidevarer mm. begynder at falde, vil de amerikanske forbrugere udskyde mange indkøb.Det her er ikke særlig intuitivt. Lad mig se, hvordan er det nu, når jeg går på indkøb? Butikkerne sænker priserne for at få folk til at købe mere, og investerer endda i skilte, tryksager og andre reklamer for at gøre opmærksom på deres (selektive) prisfald, så folk kan komme ind i butikkerne og bruge nogle penge. Faldende priser vil som udgangspunkt stimulere til at forbruge nu, for man ved jo ikke, hvornår priserne stiger igen. Desuden er der mange indkøb, man ikke sådan kan udskyde, såsom mad og andre hårde nødvendigheder. Luksusforbrug kan man derimod udskyde.
Det kan lede til yderligere prisfald og lavere indtjening i virksomhederne, som herefter tvinges til at fyre folk, hvilket får privatforbruget og priserne til at falde yderligere.Virksomhederne vil vel ikke sælge til priser, de ikke kan tjene penge på? Prisfald kan man lade gå videre til leverandørerne? I stedet for at fyre folk kan man rationalisere, det gør man alligevel. Og yderligere prisfald vil lokke opsparing ud i markedet, så prisfaldene ophører. Jeg har svært ved at forstå logikken her, men vil gerne høre om historiske eksempler på denne 'økonomiens dødsspiral'.
Den amerikanske centralbank vil for alt i verden undgå, at verdens største økonomi trækkes ind i en sådan destruktiv udvikling. Opsvinget skal holdes på benene - næsten for enhver pris."For enhver pris" er nøgleordet her. Hvor mange penge vil man udstede for at forhindre fald i forbrugerprisindekset? Værre: Hvad nu hvis der er fejl i beregningen af forbrugerprisindekset, så det viser for lidt? Boskin-kommissionen justerede beregningen af det amerikanske forbrugerprisindeks (CPI) nedad med 1,1 %, og anvendelsen af hedonics fik CPI til at falde yderligere, uden at det afspejlede virkeligheden hos forbrugerne. Shadow Government Statistics offentliggør en alternativ CPI-beregning. Ifølge den er der ingen umiddelbar risiko for faldende forbrugerpriser i USA, og dermed ingen grund til at Federal Reserve frygter et deflations-drevet økonomisk kollaps.
Centralbanken håber, at opkøbene af obligationer vil presse de amerikanske renter endnu længere ned og dermed understøtte opsvinget.Det er lidt af en justeringssag, hvor mange nye penge, der skal til for at renterne falder yderligere. Hvis pengemængden (SGS duplikerer og supplerer Federal Reserves tal her) ikke voksede, ville penge være en mere værdifuld ressource, og prisen på dem (renten) ville gå op. Renten kan kun holdes lav via en konstant udvidelse af pengemængden. Hvor meget pengemængden skal øges for at presse renten yderligere ned er ingen eksakt videnskab. Hvordan man måler opsvinget er et godt spørgsmål.
Resultatet af den politik, Federal Reserve hidtil har ført, er ikke imponerende. JP 11/8:
USA er reelt bankerotI den aktuelle situation i USA ville det være politisk selvmord.
En amerikansk økonomiprofessor advarer om, at USA reelt er bankerot. Skatterne skal fordobles for at bringe gældsætningen under kontrol.
Seddelpressen er rødglødende. Den amerikanske regering og centralbank pumper milliarder af dollars ud i økonomien for at holde det skrøbelige opsving i live. Senest er der bevilget 150 mia. kr. til økonomisk trængte delstater for at hindre massefyringer af offentligt ansatte. Samtidig har centralbanken bebudet støtteopkøb af obligationer for at holde renten nede og understøtte det skrøbelige opsving.Spørgsmålet er, om et 'opsving' baseret på pengetrykkeri overhovedet fortjener den betegnelse. Tyskland forsøgte efter 1. verdenskrig at stimulere økonomien gennem et ret systematisk pengetrykkeri, til almindelig tilfredshed fra 1919-1921, et stykke ind i 1922, hvor det pludselig antog groteske dimensioner og blev til hyperinflation. Hele vejen med nye mark udstedt på basis af obligationer, så man kunne holde rede på, hvor meget den tyske stat på et tidspunkt skulle betale tilbage. Resultatet blev et helt andet, totalt kaos, og ruin for middelklassen. Hvilket i øvrigt fik alvorlige politiske følger senere.
Professor: USA værre end GrækenlandDet kan måles på forskellige måder:
I en kommentar til nyhedsbureauet Bloomberg giver økonomiprofessor Laurence Kotlikoff, Boston University, udtryk for, at USA reelt er statsbankerot. Han vurderer, at USA's økonomi er i en værre forfatning end Grækenlands.
Laurence Kotlikoff henviser blandt andet til analyse af de amerikanske gældsproblemer, som IMF (Den Internationale Valutafond) offentliggjorde i juli. Af analysen fremgår det, at hvis hullet i den amerikanske statskasse skal lukkes, må politikerne foretage en finanspolitisk stramning, der svarer til 14 pct. af det amerikanske bruttonationalprodukt.Tabel: USAs gæld i procent af USAs årlige produktion (BNP). [fra JP, kan ikke indlejres her]
Skatterne skal fordoblesDe fleste amerikanere har simpelthen ikke råd til denne løsning.
"IMF erklærer reelt USA bankerot. Hvis de 14 pct. skal findes på indtægtssiden, bliver det nødvendigt omgående og permanent at fordoble både person- og selskabsskatterne. Sådan en skattestigning ville efterlade statsbudgettet med et overskud på omkring 5 pct. af BNP fremfor et underskud på 9 pct. IMF siger altså, at USA er nødt til at køre med betydelige overskud på statsfinanserne for at finansiere de kommende års planlagte udgifter," lyder analysen fra Laurence Kotlikoff.
På basis af data fra Kongressens budgetkontor har Laurence Kotlikoff beregnet, at USA's underskud reelt er 15 gange større end det fremgår af de officielle statistikker. Denne dramatiske uoverensstemmelse skyldes - argumenterer Laurence Kotlikoff - at de officielle statistikker ikke medregner enorme offentlige forpligtelser, der betegnes som "uofficielle". Det gælder eksempelvis kommende udbetalinger fra det offentlige forsikringsprogram Social Security.Dertil Medicare og Medicaid mv. Indbetaleringer til Social Security bogføres, men bliver ikke sparet op til at dække de fremtidige udgifter. Pengene går direkte ind i de offentlige kasser i USA, med en opgørelse af, at staten skylder disse penge til borgerne. Det indgår ikke i den officielle opgørelse af statsgælden:
Nedskæringer og skattestigningerDertil kommer, at denne politik med konstant at forøge pengemængden har tendens til at udsulte den produktive del af økonomien, hvorimod finans og offentligt forbrug stiger – hvilket tilsammen giver et BNP med et indtryk af 'opsving'.
Amerikanerne indbetaler løbende til til forsikringsordningen, og disse indbetalinger burde bogføres som lån, mens udbetalingerne skulle bogføres som tilbagebetaling af lån, mener Laurence Kotlikoff. Han vurderer, at der ikke er dækning for fremtidens udbetalinger til eksempelvis pensionisterne. [...] Eksplosiv vækst i gælden Beregningerne fra IMF viser, hvad der sker, hvis den amerikanske stat kører videre med et underskud på 14 pct. af bruttonationalproduktet. Det fremgår, at den amerikanske gæld i givet fald vil eksplodere til langt over 1.000 pct. af landets bruttonationalprodukt inden udgangen af dette århundrede.
Hvad med pengemængden i euro?
De mange stabiliserings- og stimulans-pakker er baseret på større statslige underskud, lavere renter og endda ECB's opkøb af statsobligationer. Det er på overfladen nydeligt, for det er en genvej til at alle får flere penge mellem hænderne uden at skulle arbejde for dem, og hvem ønsker ikke det?
Hvor mange euro, der egentlig eksisterer, kan være svært at finde frem til, også fordi ECB's Data Warehouse er uoverskueligt i sit mylder af tal, parametre og visningsmetoder. Her er et par centrale tal:
M1:
Den snævert definerede pengemængde vokser 7-10 procent årligt, og har gjort det både i euroens levetid og under dens forgænger ECU'en. Stimulanspakkerne i slutningen af 2008 og gennem 2009 sendte væksten op mod 15 procent på årsbasis. Ved indgangen til 2010 er vækstraten faldet tilbage under 10 %. Det er dog stadig en ganske betydelig vækst i pengemængden.
M3:
M3, en noget bredere definition af penge, giver et helt andet indtryk. Den er ikke så let at styre som M1, og i perioden 2008-2010 er væksten faldet til lige under 0. Det er formodentlig et udtryk for at personer og virksomheder sparer op og eliminerer gæld, hvilket igen medvirker til at holde stigninger i forbrugerpriserne i ave. Den store forskel mellem væksten i M1 og i M3 antyder dog, at vi risikerer stigende inflation, hvis sammenhængen vender tilbage til normal.
Og de danske penge?
Nationalbanken har som udgangspunkt ansvaret for at sikre, at Danmarks penge er sunde. Det er en opgave udstukket i Grundloven:
§ 26Nationalbanken har et vigtigt formål, her citeret fra "Pengepolitik i Danmark", kapitlet "Pengepolitiske strategier":
Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
Ansvaret for pengepolitikken er i mange lande placeret hos en uafhængig centralbank.[1] Den historiske årsag til udskilningen af pengepolitikken fra det politiske system var dårlige erfaringer med at have ansvaret for statens udgifter og pengepolitikken placeret samme sted.[2] Der er talrige eksempler på, at centralbanken er blevet brugt til at finansiere offentligt forbrug ved at "lade seddelpressen rulle". Konsekvensen af en sådan monetær finansiering har ofte været, at pengene mistede deres værdi som følge af høj inflation.Smukt talt, og værd at holde i erindring, når renten sættes ned og pengemængden vokser. En historisk oversigt viser en klar korrelation mellem pengemængde og inflation, som undersøgt på bloggen Alt Andet Lige.
Helt centralt er dette:
Nationalbanken har som overordnet mål at sikre en stabil kroneværdi.Det gode spørgsmål her er, hvordan man måler kronens værdi? Hvis det måles via forbrugerprisindekset, påvirkes Danmarks pengepolitik af, hvordan forbrugerprisindekset opgøres. Og som i USA er opgørelsen af forbrugerprisindekset i Danmark ændret over tid, omend ikke nær så meget som det amerikanske. Da opgørelsen af forbrugerprisindekset har en direkte effekt på pengepolitikken, bør den slags kun gøres med stor varsomhed.
Om centralbankers uafhængighed:
Ved at overlade ansvaret for pengepolitikken til centralbanken har politikerne søgt at sikre borgernes tillid til pengeudstedelsen.Denne uafhængighed er reelt opgivet, når centralbankerne sænker deres centrale rentesatser for at bidrage til at stimulere den økonomiske aktivitet. Centralbankerne må vælge: Enten beskytter de pengenes værdi og overlader løsningen af økonomiske problemer til politikerne. Alternativt opgiver de deres uafhængighed og lader pengeudstedelsen styre af regeringerne, som det var tilfældet i Danmark før 1818, og i stigende grad er tilfældet verden over. Man kan ikke gøre begge dele.
Det er forbløffende svært at finde overskuelige tal for udviklingen i den danske pengemængde. Den mest tilgængelige oversigt har jeg fundet på en Facebook-side for en gruppe, der kalder sig Økonomia:
Grafen (som ikke kan indlejres her) viser, at Danmark har eksponentiel vækst i pengemængden (M2 er væsentligst), og i den samlede graf har vi en stigningstakt på godt 7 % årligt, og i perioden siden 2002 er stigningstakten foruroligende 12 %. Det har været en periode med lave renter, også for at matche eurozonen, og det har bestemt haft sin virkning.
Hvad sker der, når vi binder kronen til euroen?
Kort fortalt er situationen, at hvis euroens værdi udvandes, bliver vi tvunget til at gøre det samme med kronens værdi. Lave renter i eurozonen kan kun gøres til virkelighed ved løbende udstedelse af nye penge. Det samme gælder for Danmark, hvor Nationalbanken udsteder og eliminerer penge for at nå de ønskede rentesatser i de daglige transaktioner overfor de kommercielle banker. Dag-til-dag giver det ikke en direkte effekt i pengemængden, men over et længere stræk gør det.
Alt i alt er situationen i eurozonen og i Danmark ikke principielt forskellig fra i USA: Mængden af både dollars og euro stiger konstant, hvilket udhuler værdien af de eksisterende penge og opsparinger, stimulerer til nye investeringer, men udhuler værdien af eksisterende kapitalgoder. Et lille eksempel er min købmand henne på hjørnet, der snart står overfor konkurrence fra en splinterny Netto-butik. Den nye investering i kædebutikken risikerer at føre til en konkurs for den lokale købmand.
De mange investeringer, stimulanspolitikken opfordrer til, suppleres af lige så mange konkurser. Fra Business.dk:
Fortsat skyhøjt antal konkurser i DanmarkDet synes ikke umiddelbart at være en situation, der løser de økonomiske problemer. Ligeså i USA, hvor situationen smitter af på os andre (JP 19/8):
Den økonomiske genopretning som startede i sommeren 2009 med atter positive vækstrater i dansk økonomi har indtil videre blot formået at knække stigningskurven i antallet af konkurser, mens vi endnu har tilgode at se et mere markant fald.
Danske Bank: Stærkt bekymrende USA-talEn fremgang, der kun kan konstateres i BNP, ikke på jobs i den private sektor. CSM, April 2010:
Presset på den amerikanske økonomi vokser, og det kan smitte negativt af på Danmark. Nye nøgletal for den amerikanske økonomi bidrager til de seneste ugers tiltagende frygt for, at den økonomiske fremgang er i fuld gang med at falme.
Economists say the recession is over, but unemployment remains very high. Will the economy bounce back without jobs?Det er klar tale. BNP siger 'opsving', almindelige menneskers erfaringer siger noget andet. BNP er af flere grunde en tvivlsom målestok for opsving, og især for et bæredygtigt opsving. Et centralt problem er, at stimulanspengene i første omgang går til bankerne og/eller opstår der (se også Fractional Reserve Banking), hvorfor stigende omfang af finanstransaktioner forbedrer BNP, uden at det afspejler større produktion eller mere fysisk arbejde. Dårlig metrik fører til dårlig politik, der giver dårlige resultater. Fra JP igen:
US economists would like us to believe that the recession is over. However, unemployment has been reluctant to go along with the farce, and has remained at newly high natural levels of 9.7 percent despite reports of solid growth last quarter.
Torsdag eftermiddag kom der blandt andet tal for det amerikanske arbejdsmarked, der viser, at antallet af nye ansøgere om arbejdsløshedsunderstøttelse i sidste uge steg til det højeste niveau siden november 2009.Man skaber intet opsving ved at trykke penge! Faktisk burde man gå den stik modsatte vej, den kineserne følger, at bruge de opsparede penge til at købe relevante ressourcer rundt om i verden. Det ville give fabrikkerne stabile forsyninger af nødvendige råvarer, mulighed for at planlægge langsigtet, og en forbedret konkurrenceevne overfor de barske konkurrenter i østasien.
Også nøgletallet for fremstillingssektoren i USA - det såkaldte Philadelphia Fed - viste i dag et fald, som ifølge chefanalytiker hos Danske Bank Allan von Mehren ser "stærkt bekymrende ud". Det viste et meget kraftigt fald for august måned, der tyder på, at farten er ved at gå kraftigt af den amerikanske fremstillingssektor - en sektor der ellers har set den største fremgang i dette opsving.En fremgang uden nye arbejdspladser er ikke den forventning, vi havde til stimulanspakkerne. Stigning i BNP er udmærket, men langt bedre er det at se flere mennesker ansat i produktive stillinger, der giver indtjening og overskud.
Herhjemme ser det ikke for godt ud, vi har den største nedgang i skatteindtægter siden 2. verdenskrig. JP 22. august:
Faldende skatter årsag til kæmpeunderskudMan må håbe, at det planlagte underskud kroner er midlertidigt. Men:
I morgen præsenterer regeringen et udspil til næste års finanslov, som vil indeholde et kæmpe underskud. Årsagen til de store underskud er især faldende indtægter fra skatter og stigende udgifter til ledige, viser ny analyse.
Regeringens økonomer har de senere år haft særdeles vanskeligt ved at komme med gode bud på, hvordan de offentlige finanser vil udvikle sig.Det lyder ikke godt. De er højt betalte og højt betroede, og burde levere resultater.
Så sent som i efteråret 2008 forudså Finansministeriets økonomer således, at der højst ville komme et mindre underskud på 22 milliarder kroner i år. Men nu ser gabet mellem indtægter og udgifter ud til at blive mindst 90 milliarder kroner.Det er en fejlberegning, der er til at tage og føle på.
Men hvorfor er den udvikling kommet nærmest totalt bag på regeringens økonomer?Ah. Mindre indtægter, større udgifter og større forbrug har ført til større underskud... Logisk.
Fra plus til minus
Det har AE-rådet kigget nærmere på i en ny analyse. Konklusionen er, at det først og fremmest er svigtende indtægter fra skatter og stigende udgifter til ledige, der har svinget den offentlige saldo rundt fra stort plus til kæmpe minus. De faldende skatteindtægter kan sammen med stigende udgifter til ledige forklare tæt ved 80 procent af den samlede forværring, viser analysen.
»Det offentlige forbrug er også steget mere end ventet. Men det kan kun forklare syv procent af den store forværring, der er sket på de offentlige finanser,« siger Martin Madsen, der er chefanalytiker i AE-rådet.
Han tilføjer, at det ellers er en udbredt opfattelse, at det offentlige forbrug er den helt store skurk, når det skal forklares, hvorfor det offentlige underskud nærmest er løbet helt løbsk i forhold til det ventede. Men det offentlige forbrug er i 2010 »kun« blevet justeret op med 4,5 milliarder kroner.En stigning er det dog. Men det store problem ligger et andet sted:
Dyr arbejdsløshedGad vide, hvad vi skal gøre ved det? Vente og se tiden an?
Det er langt mindre end de 13,2 milliarder kroner, som indkomstoverførsler til især ledige er steget med, fordi arbejdsløsheden er skudt pænt i vejret. Men den helt synder bag de store underskud er faldende indtægter fra skatter og afgifter. Her er nedgangen på hele 40 milliarder kroner.
Det skyldes, at mange har mistet deres indkomst i forbindelse med arbejdsløshed, mens andre har vinket farvel til lukrative bonusordninger eller gode indtægter fra overarbejde, da tiderne var gode.Hov, at bonusordningerne skrumper burde egentlig være anledning til politisk tilfredshed?
Oven i alt dette er det private forbrug også faldet ganske betydeligt. Alene i 2009 dykkede det private forbrug med 4,6 procent, hvilket var en historisk stor nedgang, der fik betydeligt færre moms- og afgiftskroner til at trille ned i statskassen.Her er en forklaring på, at regeringen gerne ser et højere forbrug. Det øger skatteindtægerne.
Hvad vi bør gøre
Det var mange detaljer, og det kan være svært at bevare overblikket. Men her og nu må det være helt centralt at styrke de produktive og værdiskabende dele af dansk økonomi. Derfor blandt andet:
Hold kronen solid
Først og fremmest bør Nationalbanken gå tilbage til sin centrale opgave, den blev stiftet for i 1818: At sikre kronens stabilitet. Det betyder konkret, at vi stiger ud af ØMU Fase II og holder op med at forøge pengemængden i takt med euroen. Ved ikke at trykke nye penge vokser værdien af de eksisterende i takt med værdien af dansk produktion. Det fungerer i Schweiz, og kan fungere her. Nationalbanken bør ikke bruges til at stimulere økonomien generelt, uanset hvad regeringen måtte finde bekvemt.
Slut på offentlige underskud
Vi bør undgå offentlige underskud. Det kan svinge lidt fra år til år, men store underskud er lån fra fremtiden, uden anden sikkerhed end danskernes fremtidige vilje til at arbejde hårdere og forbruge mindre. Offentlige underskud øger nok BNP her og nu, men det store offentlige forbrug konkurrerer med den private sektor og gør det vanskeligt at tjene penge og spare op. Beskatningsgrundlaget i Danmark er den private sektors værdiskabende arbejde, og når økonomien strammer til, skal det have første prioritet.
Eurozonens Stabilitets- og Vækstpagt er udtryk for sund fornuft, og et offentligt underskud på 3 % af BNP bør betragtes som det absolut yderste, vi under nogen omstændigheder kan tillade os. Ikke fordi EU siger det, blot fordi det er sund fornuft.
Lad kronen flyde
Vi bør kaste bindingen til euroen. I eurozonen trykker ECB penge i stort omfang, hvilket får værdien af euroen til at falde. Meningen med at binde kronen til euroen var oprindeligt at sikre stabilitet ved at knytte en lille valuta til en stor. Men når den store valuta synker som en sten, giver tilknytningen ikke stabilitet, den giver problemer. Sverige har ladet sin krone flyde længe, og selvom det umiddelbart gav kursfald, har den flydende valuta været stærkt medvirkende til at Sverige i dag har en af Europas sundeste økonomier.
Sæt pris på de produktive i samfundet
Endelig bør arbejdere og iværksættere stå sammen om at tage æren for produktivt arbejde tilbage. Arbejdsgivere- og tagere har mange fælles interesser. Desværre er der en tendens til at fagforeninger og politikere på venstrefløjen søger at skabe en unødvendig konflikt, hvor de to parter presser hinanden, hvor de med fordel kunne arbejde sammen om at skabe bedre forhold for erhvervsliv og arbejdere i Danmark. Kan det lade sig gøre, kan vi hurtigt trække Danmark ud af krisen.
Men så længe vi reagerer på problemerne med stimulans, højere skatter og pengepolitisk plat, vil krisen kun blive værre.
