Empirisk analyse af arbejdsudbud og beskæftigelse
Der stilles i høj grad spørgsmålstegn ved, om hvorvidt et øget arbejdsudbud får folk i beskæftigelse på kort og langt sigte. Enhedslistens Frank Aaen har i en artikel til information den 23/3-12 udtrykt sin dybeste kritik af Finansministeriets modelberegninger af de strukturelle effekter ved at hæve arbejdsudbuddet. Han påpeger, at “målet med reformerne hver gang er det samme: At hæve arbejdsudbuddet. Det på trods af at der i februar (2012) stod 160.000 i arbejdsløshedskøen.”
Finansministeriet har i forbindelse med deres seneste Finansredegørelse (2014) undersøgt sammenhængen mellem arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Finansministeriet konkludere her, at man på baggrund af empiriske undersøgelser af en række konkrete reformer i Danmark kan tilvejebringe belæg for, at et øget arbejdsudbud rent faktisk øger beskæftigelsen.
Det er alment anerkendt blandt økonomer, at et øget arbejdsudbud på sigt “skaber sin egen efterspørgsel” og dermed fører til en strukturelt øget beskæftigelse, hvilket isoleret set styrker de offentlige finanser og den samlede økonomiske velstand. Betragter vi f.eks. en række udvalgte lande i OECD, ses det, at der er en meget tæt sammenhæng mellem ændringen i hhv. arbejdsstyrken og beskæftigelsen i perioderne 1980 – 2012 og 1990 – 2012.
Som det fremgår af figur 1.1, ligger samtlige lande omkring 45°-linjen, hvilket har betydet, at såfremt arbejdsudbuddet er steget ca. 40 pct. er beskæftigelsen steget ca. 40 pct. såfremt alle landene ligger på 45°-linjen ville der være en perfekt sammenhæng mellem ændring i arbejdsstyrke og beskæftigelse.
Vi ser, at der i Danmark fra 1980 – 2012 har været en stigning i arbejdsstyrken på 8.8 pct. samt en stigning i beskæftigelsen på 12.7 pct. Danmark er desuden det eneste land i Europa, der i perioden 1980 – 2012 havde en højere stigning i beskæftigelsen end i arbejdsstyrken. Af de ikke europæiske lande havde kun Australien, Canada og Korea samme fordeling som Danmark.
Ved at beregne sammenhængen mellem ændringen i arbejdsstyrken og beskæftigelsen (korrelationskoefficient) på de tre datasæt ses det, at jo større en periode man sammenligner over, jo større sammenhæng er der mellem arbejdsstyrke og beskæftigelse. I perioden 2000 – 2012 er korrelationskoefficienten 0.82 mens den for 90 og 1980 – 2012 er hhv. 0.92 og 0.96. Dette kan forklares ved, at en given sammenhængen i høj grad er konjunkturfølsom, som derfor påvirker afstanden til 45°-linjen.
I Grækenland og Spanien, som er de lande, der ligger længst væk fra 45°-linjen, har man set en massiv stigning i ledigheden i slutningen af perioden, som følge af den økonomiske krise, samtidig med at arbejdsstyrken er vokset i perioden 1990 – 2012. Det gælder derimod ikke de lande der ligger tæt ved 45°-linjen, også selvom der i mange af landene har været tale om en betydelig stigning i arbejdsstyrken.
Konjunktursituationen i start- og slutåret har betydning for hvor tæt udviklingen i arbejdsstyrke og beskæftigelse ligger på 45°-linjen. Den tætte sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse gælder således først og fremmest over en årrække. For kortere perioder på to til tre år præget af højkonjunktur eller lavkonjunktur, som eksempelvis lavkonjunkturen i 2008-2011, vil sammenhængen mellem arbejdsstyrke og beskæftigelse ikke nødvendigvis være synlig i den faktiske udvikling.
Nye arbejdsmarkedsreformer 1990 – 2013
Siden 1990 har man sammenlagt fra skiftende regeringer lavede 21 reformer på arbejdsmarkedsområdet. Under Nyrups regeringsperiode fik man løftet den strukturelle beskæftigelse med samlet 114.000 personer, dette skete ved at man bl.a. gradvist reducerede dagpengeperioden fra 7 til 4 år.
Derudover reducerede man efterlønsperioden fra 7 – 5 år endvidere ændrede man efterlønssatserne, så en tilbagetrækning inden man var fyldte 62. år medførte en lavere efterlønssats. Nyrup bidraget med sine reformer samlet set til, at den strukturelle beskæftigelse blev hævet med 114.000 personer. I hele Nyrups regeringsperiode steg den strukturelle beskæftigelse med 121.000 personer.
Fogh præsterede i sin regeringsperiode at løfte den strukturelle beskæftigelse med 81.000 personer, det gjorde han bl.a. gennem Velfærdsaftalen (2006), hvor man gradvist hævede efterløns- og folkepensionsalderen til hhv. 62 og 67 år samt levetidsindekserede efterløns- og folkepensionsalderen fremadrettet. Dernæst øgede man gennem “Lavere skat på arbejde (2007)” beskæftigelsesfradraget samt fastsatte et loft for antallet af topskatteydere. Fogh øgede med Forårspakken 2.0 arbejdsudbuddet med 18.300 personer.
Lars Løkke har med Genopretningsaftalen fra 2010 øget arbejdsudbuddet med 12.300 personer. Med Tilbagetrækningsreformen (2011) har Løkke hævet det samlede arbejdsudbud med 77.300 personer frem til 2020. Under Løkke-regeringen fik man hævet den strukturelle beskæftigelse med samlet 18.000 personer.
Thornings reform-amok er en myte
Thorning-regeringen har med Finansminister Bjarne Corydon (S) Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i spidsen promoveret sig, som den mest reformvillige regering i nyere tid, men som Finansministeriet anslår har Thorning ind til videre “kun” øget arbejdsudbuddet med 26.100 personer frem til 2020. Thorning har med Skattereformen (2012) formået at hæve arbejdsudbuddet med 11.000 personer. Med reformen af førtidspensionen og fleksjob (2012) hævede man arbejdsudbuddet med 4.700 personer. SU-reformen har bidraget med 5.900 personer, mens kontanthjælpsreformen bidrager med 4.500 personer. Thornings “reform-amok” har bidraget til at den strukturelle beskæftigelse er steget med samlet 10.000 personer.
Som det fremgår af figur 1.3 er effekterne på arbejdsudbuddet og BNP af hhv. VK-og Thorning regeringens arbejdsmarkedsreformer i kølvandet på finanskrisen samlet set 121.700 personer og en forbedring af BNP på 4.9 pct af BNP. Som det ses, er det primært VK-regeringens reformer (95.600 personer) der har bidraget til at øge arbejdsudbuddet samt at hæve BNP frem mod 2020.
