TORSDAG 24. marts blev KL's formand, borgmester Jan Trøjborg, i Politiken spurgt, om kommunerne ikke selv bærer ansvaret for de store kommunale budgetoverskridelser, der har fundet sted i de seneste mange år. Det afviste Trøjborg. Hele to gange. Svaret er overraskende og chokerende. Hvis kommunerne ikke bærer ansvaret for at overholde deres egne budgetter, hvem gør så? Trøjborg forsvarede sig med, at Folketinget og regeringen havde skabt »en stemning, hvor der ikke var grænser for væksten i den offentlige sektor«. Det var altså Folketingets ansvar. Eller også var det stemningens? Men i hvert fald ikke kommunernes.
Man kan gøre mange indvendinger imod Trøjborgs ansvarsforflygtigelse. Blandt andet må man konstatere, at der faktisk er en del kommuner, for hvem det lykkes at holde budgetterne. Var disse kommuner ikke påvirket af stemningen? Eller var de blot mere ansvarlige? Selv hvis man godtager Trøjborgs argument, rejses alvorlige spørgsmål. For hvad er konsekvensen af at have en offentlig sektor, hvor det er uklart, hvem der har ansvaret? Efter min mening er konsekvenserne katastrofale.
DEN DANSKE samfundsmodel har igennem de seneste 150 år ( eller deromkring) haft stor succes. Vi har opbygget et samfund med høj velstand, stor tillid imellem borgerne indbyrdes og til samfundets bærende institutioner. Denne succes bygger i høj grad på en klar placering af ansvar.
Det kendetegner et demokrati og en retsstat, at borgerne ved, hvem der har ansvaret. Og det kendetegner en velfungerende markedsøkonomi, at ejendomsretten til værdier er klart defineret, og at kontrakter og andre aftaler er klare og kan håndhæves.
Med andre ord: at der kan placeres et ansvar.
Ansvar skal ikke forveksles med skyld. Det er ikke nødvendigvis ministerens skyld, hvis Folketinget misinformeres. En embedsmand kan for eksempel have givet ministeren forkerte oplysninger. Men det ændrer ikke ved, at ministeren har ansvaret og kan holdes ansvarlig af Folketinget.
'Ingen magt uden ansvar' er et vigtigt princip i det parlamentariske demokrati. Kollektivt ansvar findes ikke. Begrebet ansvar giver kun mening, hvis det kan placeres hos en enkelt instans og i sidste ende en konkret person.
Hvis mor og far kommer ud ad døren om morgenen uden en klar aftale om, hvem der henter den lille i vuggestuen i eftermiddag, lurer katastrofen. Selv om en gruppe af mennesker på en arbejdsplads beskriver en række arbejdsopgaver og bliver enige om, at netop disse opgaver er ekstremt vigtige, er der stor sandsynlighed for, at ingen af opgaverne bliver udført, hvis mødet afsluttes, uden at der placeres et ansvar for hver enkelt opgave hos en konkret medarbejder.
PÅ SAMFUNDSPLAN ser vi en tendens i retning af, at ansvaret flyder mere og mere ud, blandt andet i samspillet mellem stat og kommune, mellem politikere og erhvervsliv og mellem EU og dets 27 medlemslande.
Med hensyn til kommunerne findes overordnet set to mulige reaktioner på Trøjborgs alarmerende udmelding. Den ene reaktion er enkel og måske den eneste løsning på kort sigt: Hvis kommunerne ikke vil tage ansvaret for deres budgetter, må de sættes under administration af Finansministeriet. Frihed fungerer kun under ansvar.
Den anden mulige reaktion er at genetablere et decentralt styre, hvor den enkelte kommune har frihed under ansvar - herunder ansvar for egen økonomi.
At opnå dette er imidlertid langt mere kompliceret, end noget politisk parti tilsyneladende har forstået - eller vil indrømme. Partierne taler således i feel goodslogans om ' at sætte de offentlig ansatte fri'. Men skal det gennemføres på et bæredygtigt grundlag, skal der ske gennemgribende reformer af den offentlige sektors indretning.
Trøjborg har nemlig ret så langt, at Folketinget igennem årtier har øvet vold på det kommunale selvstyre.
Staten har via kommunerne bedrevet fordelingspolitik, dels gennem udligningsordningen, dels via de mange gratisydelser, som kommunerne af staten er blevet pålagt at give borgerne. Derved er arbejdsdeling og ansvarsplacering mellem staten og kommunerne blevet uklar.
Der kan være flere modeller for, hvordan der rettes op på dette, men vigtige elementer kunne være afvikling eller kraftig reduktion af den kommunale udligning og en omlægning af finansieringen af kommunale ydelser, så vi får en statsfinansieret minimumsmodel for (kommunal) velfærd til alle. Den enkelte kommune skal så kunne supplere minimumsmodellen med ekstra ydelser til borgerne finansieret via et fast kontingent betalt af alle (voksne) borgere i kommunen.
(Denne artikel blev bragt lørdag den 2. april 2011 i Politiken som min faste klumme Modpol)
