Man hører det gang på gang: Politikere foreslår øget offentligt forbrug for at få bragt ledigheden ned. Men at offentligt forbrug i sig selv skulle bringe ledigheden ned, er en myte. I bedste fald kan offentligt forbrug flytte jobs rundt i forskellige sektorer. I værste fald kan det på længere sigt få ledigheden til at stige.
Jeg vil ikke argumentere mod offentligt forbrug, der – i brede kredse – kategoriseres som acceptabelt, men udelukkende offentligt forbrug, der forklares med, at ”det naturligvis også skaber vækst og jobs og sparker gang i det private forbrug”.
Når mange politikere alligevel lykkedes med at slippe af sted med løgnen om, at offentligt forbrug i sig selv skaber jobs, så skyldes det et af to onder:
1) Politikerne lyver eller
2) Politikerne er uintelligente
Det er naturligvis ikke utænkeligt, at begge scenarier skulle vise sig at være tilfældet for en relativt stor andel af politikerne, men den diskussion hører til helt andetsteds.
Grunden til, at det er en udbredt misforståelse, at offentligt forbrug skaber jobs er, at der fokuseres alt for meget på det observerbare og alt for lidt på det, som vi ikke umiddelbart kan se. Den danske byggebranche er et ganske glimrende eksempel på, hvor galt det kan gå.
Da finanskrisen ramte Danmark i 2008, var byggebranchen den første store sektor, der blev ramt af massefyringer. Modsvaret blev fra politisk side, at man ville oprette en renoveringspulje på halvanden milliard kroner, som almindelige danskere kunne søge om tilskud fra til deres private projekter. I 2011 anslår Dansk Byggeri, at 8.000 jobs i byggebranchen bliver holdt kunstigt i live af hjælpepakker og fremrykkede offentlige investeringer. For politikerne er det naturligvis en stor triumf, da de nedbringer ledigheden. Det tror de i hvert fald, at de gør.
Politikerne glemmer blot, at hver eneste krone, som de giver til byggebranchen i form af subsidier oprindeligt stammer fra – eller kommer til at stamme fra – skatteopkrævning. Når politikerne rask væk giver halvanden milliard kroner til én branche, så mindsker de i virkeligheden det private forbrug med halvanden milliard kroner aggregeret ud over alle andre brancher. Politikerne ser altså, at ledigheden i byggebranchen igen falder, men de ser ikke, at de fjerner jobs fra alle andre sektorer. Ganske givet fordi det er svært at spore hvilke brancher, der går glip af indtægterne, og som følge deraf må afskedige deres ansatte.
Subsidier som de, der de seneste år er kommet til byggebranchen flytter altså i bedste fald blot jobs fra andre sektorer over i byggebranchen. Men det er vel og mærke kun, hvis det arbejde, der laves for de penge, der er givet i subsidier bliver omsat lige så produktivt, som de kunne være gjort i andre brancher.
Man kunne let forestille sig, at byggebranchen grundet mange års højkonjunktur var overbeskæftiget. Det betyder, at mange af de mest uproduktive håndværkere i første omgang blev afskediget. Det er dem, som får glæde af subsidierne, fordi de dygtige håndværkere nok skal beholde deres jobs. De mange penge, der gives i subsidier går altså til relativt uproduktivt arbejde.
I mellemtiden går vi og bilder hinanden ind, at offentligt forbrug gør noget godt for os. Det siger Keynes, det siger majoriteten af de økonomer, der tror på Keynes, det siger pressen og det siger politikerne.
Men når festen er slut, så kommer regningen. Den kan blive betalt enten ved hjælp af skatter, der sænker forbruget, seddeltrykning, der blot er en anden måde at beskatte forbrug på eller gældssætningen, der sænker det fremtidige forbrug endnu mere. Alle verdens regeringer har indtil videre benyttet sig af den sidste mulighed, men efterhånden som markederne stopper med at ville låne mere til de politiske spekulanter, så må også politikerne se sandheden i øjnene.
“The truth is incontrovertible, malice may attack it, ignorance may deride it, but in the end; there it is.”
- Winston Churchill
