Sygehusbehandling vs målsætning og behandling.
Dyden er tålmodig, men ikke helbredelsen.
Med udgangspunkt i mine personlige oplevelser i forbindelse med mine efterhånden mange undersøgelser på Nykøbing F. sygehus, må jeg desværre konstatere, at alene det at få stillet en diagnose kan volde mange sjælekvaler.
Den kendsgerning at man ikke kan være grundig nok, medfører en lavine af mange forskellige undersøgelser og ressourcer, som hver især vil have deres faglige kompetencer afprøvet.
Alt i alt er dette jo udmærket, men tidsforløbet lader meget tilbage at ønske. Det vil jeg vende tilbage til senere.
Man må konstatere at den politiske målsætning hos vores beslutningstagere ikke står mål med hverken mine forventninger eller de resultater, der opnås. Det være sig organisationer lokalt/eller på landsplan, Christiansborg og i særdeleshed Statsforvaltningen, som skal forvalte borgerens tarv i behandlingsforløbet.
De meget flotte politiske målsætninger er udmøntet i nogle forblommede floskler om mål og resultat.
Der er mennesker hele vejen rundt i systemet, som skal tage beslutninger, hvor vi/jeg som patienten bliver reduceret til en brik som systemet flytter rundt på og med.
Systemet har et helt klart fokus – ikke på patienterne tarv, men på det økonomiske fundament, som hele systemet hviler på.
Min historie er som følger:
Sygemeldt af egen læge 10.12.2012, hvor jeg måtte forlade min arbejdsplads,
Lægesamtale d. 21.12.2012, med ”åben indlæggelse”, som henviser til det meningsløse i indlæggelse, på grund af den forestående jul.
Opfølgning med scanning d. 2.1.2013
Opsøger sygehuset d. 3.1.2013 med henvisning til ”åben indlæggelse”.
Men på trods af en” åben indlæggelse” skal proceduren overholdes, hvorfor jeg sættes i morfinbehandling.
Udskrives d. 9.1.2013, men uden diagnose.
Lægesamtale d. 18.1.2013 med henblik på en MR-scanning, som blev foretaget den 30.1.2013
Ny lægesamtale d. 1.2.13
Røntgen 13.2.13
Lægesamtale 15.2.13
Endelig en klar diagnose, som efter lægens udsagn fremsendes til Rigshospitalet i Kbh (RH), hvor videre sygdomsbehandling skal foregå.
Tager personlig kontakt til RH 27.2.2013, hvor det oplyses mig at min patientjournal (PTJ) skam er sendt retur til Nykøbing Sygehus (NKS) den 20.2.2013.
Tager kontakt til NKS for at efterlyse videre behandling d. 27.2. 2013
PTJ ligger hos sekretær på mave/tarm ambulatoriet og har samlet støv.
Der bliver ringet til mig med en akuttid d. 1.3.013. Denne samtale munder ud i en aftale om at den videre behandling skal foregå på Odense Universitetssygehus (OUS).
Der foretages en screening af blodprøver for sygdomme, som er totalt ukendte for mig, og hvis navne fortaber sig i glemsomhedens tåger. Jeg er naturligvis glad for at jeg ikke fejlede nogen af disse sygdomme.
13.3.2013 tager jeg kontakt til min patientvejleder, som oplyser mig at min PTJ. er sendt til OUS d. 4.3.2013. Jeg får opgivet et tlf. nummer 56113333, som til min store overraskelse ikke svarer.
Jeg er jo forundret over, at der ikke er nogen ansatte til at tage tlf. ovre i Odense, men det kan jo skyldes at de er blevet sparet helt væk.
Efter mine forgæves kontaktforsøg til OUS tager jeg igen kontakt til NKS, hvor jeg i min fortvivlelse beder om en reference til hvor man har sendt min PTJ. Man kan jo nemt gå hen og blive usikker på, hvor ens PTJ befinder sig i disse moderne tider.
Til min store glæde får jeg oplyst at min PTJ skam ikke er bortkommet, men på grund af manglende lægelige påtegning om hvor og hvilken afdeling på OUS den skal ende, er den ikke videre sendt dertil, men det vil formentlig ske den 18.3.2013. Det sætter jeg selvfølgelig min lid til.
Alt dette sætter jo unægtelig mit sagsforløb i et noget dystert lys. Sygehusenes økonomi bliver også presset af samme tåbelige politiske beslutninger, som resulterer i et meget omstændeligt forløb. For ikke at tale om den menneskelige omkostning i den form i sidste ende kan ende med at jeg bliver afskediget fra min arbejde (120 dages reglen).
Siden diagnosen blev stillet i februar, har det været klart, at hvis jeg skal helbredes for den kroniske tarmsygdom, skal jeg opereres. Alligevel bliver jeg sendt rundt i systemet og der bliver brugt unødige ressourcer som kunne spares.
Hvis dette bliver resultatet vil dette jo medføre en ikke uvæsentlig meromkostning for samfundet!
Det ovenstående er ikke en kritik af de mange personalegrupper som i deres daglige virke har deres arbejde på landets mange sygehuse, og der gør en kæmpe indsats for de patienter, som er i deres varetægt. Det er et opråb til de styrende beslutningstagere i forvaltningen, som bestemmer den overordnede politisk økonomiske ressourcefordeling, som kommer de enkelte sygehuse i regionerne til gode.
Det skal og må komme patienterne til gode uden skelen til kvantitet vs kvalitet.
I håb om svarlig behandling og helbredelse.
Med venlig hilsen
J.E.Olsen
Porronavej 4
4850 Stubbekøbing
