Når den schweiziske storbank UBS foreslår Danmark at lade kronen flyde, er der al mulig grund til at tage det alvorligt. Der er ingen god grund til at Danmark skal være bundet til en euro i stadig dybere problemer, når vi nu har muligheden for at lade være. Fastkurspolitikken er nemlig ensidig dansk, der er ingen at spørge til råds eller om lov hvis vi beslutter os for at opgive den. Det kunne gøres i morgen.
Det godt at vide, hvad fastkurspolitikken konkret består af: Det er nemlig rente- og likviditetsjusteringer (læs: 'pengeudstedelse'), der får det ellers frie valutamarked til at handle med danske kroner til en pris, der ligger på en fast kurs (7,46) i forhold til euroen. Kort sagt er den frie prisdannelse af kronen for en del suspenderet ved hjælp af systematiske indgreb fra Nationalbanken.
Man kan argumentere for, at en devaluering af kronen kunne give en hjælpende hånd til dansk økonomi. Teknisk set er det blot et valg af en anden kurs (f.eks. 8,00) i forhold til euroen, og kunne indføres ensidigt fra dansk side. Men de negative effekter ved sådanne devalueringer er velkendte, herunder det tab af tillid til investeringer i Danmark, de ville medføre.
At diskutere dansk devaluering kamuflerer dog, at vi allerede er med i de devalueringer, euroen som sådan foretager sig. Nu er det svært at måle noget bevægeligt efter en skala, der også bevæger sig. Euroen har ingen fast kurs i forhold til noget, så ændringer i dens værdi vil ikke blive annonceret som en 'devaluering (eller revaluering). At måle dens værdi i forhold til sølv, guld eller andre råvarer er mere forvirrende end nyttigt, og forbrugerprisindekser er kunstige konstruktioner, ikke naturlige, faste målestokke.
Det mest målbare tal for euroens værdi er pengemængden, og den har vi endda tre af, nemlig M1, M2 og M3. De nyeste tal kan hentes hos ECB. Den snævreste definition af penge, M1, er også den mest direkte styrbare. Den er steget kraftigt (cirka 10 procent på årsbasis) igennem 2009 og 2010, mens væksten aftager i 2011 og formodentlig vil blive ved med at aftage, efterhånden som ECB normaliserer renteniveauet. Stigninger i 2009 og 2010 udgør de facto devalueringer, og via fastkurspolitikken har Danmark deltaget i dem.
Sverige har fulgt en helt anden pengemæssig strategi end Danmark, de har nemlig ladet den svenske krone flyde nogenlunde frit. Dermed har det frie marked haft det endelige ord om den svenske krones værdi. Den bliver først og fremmest båret af, hvad man kan købe for svenske kroner, mere end indgreb fra Riksbanken. Det har fået den svenske krone til at falde noget, men ikke drastisk, og resultatet (sammen med skattelettelser mm.) har været en økonomi i topform.
Lod Danmark kronen flyde, ville det primært være værdien af dansk produktion, der bar dens værdi. Vi ville være fri af ECB's pengepolitiske manipulationer og redningspakker, herunder den farlige opkøb af statsgæld, samtidig med at valutamarkederne ville give hurtige og præcise reaktioner på, hvilken økonomisk politik, vi fører i Danmark. Ikke mere snak om devalueringers eventuelle fordele og ulemper, ingen bekymringer om 'spekulanters' eventuelle stormløb på en ikke-eksisterende fastkurspolitik, mere fokus på, hvad der er godt for Danmark og danskerne.
