Få markedet ind i sundhedsvæsenet - til gavn for de svageste

Allerede nu tager danskere på private sygehuse, når de er blevet fejlopereret, har forsøgt at blive insemineret eller få stillet en diagnose på en ...

Alex Vanopslagh,

15/12/2014

Allerede nu tager danskere på private sygehuse, når de er blevet fejlopereret, har forsøgt at blive insemineret eller få stillet en diagnose på en sygdom, hvor det offentlige har fejlet.

Hvorfor er det kun de bedre stillede, der skal have gavn af den gunstige kvalitet på private sygehuse? Hvorfor fastholde et system, hvor de mindre ressourcestærke skal nøjes med en middelmådig kvalitet i det offentlige, mens de ressourcestærke kan vælge det private? Drop nu den ideologiske kamp i mod en privatisering og gør hvad der er bedst for borgerne!


Hvis vi overlod driften af sygehuse til private aktører, vil høj som lav, fattig som rig kunne få en behandling af høj kvalitet. Og det er endda sandsynligvis for færre penge; i dag udfører danske privathospitaler udbudsopgaver til under det halve de offentlige (43% af DRG-taksten). 


Det generelle syn på sundhedsvæsenet er helt forskruet: En 'privatisering' af sundhedsvæsenet vil medføre nød, ulighed, dårligere kvalitet og et samfund, hvor flere dør, fordi de ikke har råd til at betale for livsnødvendige operationer. Holdningen bliver sjældent udfordret af de etablerede partier.


Virkeligheden er dog helt omvendt; det er, når vi insisterer på, at sundhedsvæsenet skal være en offentlig opgave med udgangspunkt i planøkonomiske principper, at vi får ringere kvalitet og redder færre menneskeliv. Alligevel kører vi et ideologisk korstog mod privathospitalerne på bekostning af menneskers – som regel de svagest stilledes – liv.


Sundhedsvæsenet i Danmark lider under alle de klassiske sygdomstegn, som et offentligt monopol nu engang gør; begrænset udbud, begrænset konkurrence og dårligere kvalitet deraf og ikke mindst begrænset effektivitet. Vi får simpelthen for lidt for pengene – og det går i sidste ende ud over de danskere, som betaler verdens højeste skatter. I værste fald koster det dem livet. 


Det bedste eksempel er det evige problem med ventelisterne i Danmark. Overbelægning på sygehusene koster liv. Med en belægning på 110%, er der 9% flere der dør på sygehusene, viser danske studier.  Hvorfor har de ikke ventelister i USA, Schweiz og New Zealand?  Fordi sundhedsvæsenet til en vis grad er privatiseret og reagerer ud fra patienternes akutte behov og efterspørgsel. Som markedet jo nok engang gør. Private aktører redder liv, mens den tunge og rigide offentlige sektor koster liv.


Årsagen til de lange ventelister i Danmark ligger i sundhedssektorens planøkonomiske struktur. Udbuddet af operationer, MR-scanninger med videre fastsættes af staten. Der er et begrænset udbud, som følge af den centrale planlægning. Det skaber de lange ventelister og overbelægning, der i sidste ende koster liv.


Kvaliteten vil også blive markant forbedret ved en delvis privatisering og derved konkurrenceudsættelse. Hvis aktionærerne bag et privat sygehus vil have profit, skal de forbedre og redde deres patienters liv. Gør de ikke det, vælger patienten en bedre konkurrent. Konkurrencen og ønsket om profit vil til hver en tid sikre den bedste kvalitet. De dårlige hospitaler vil simpelthen ikke kunne overleve på markedslignende vilkår.


Og her mangler den offentlige sektor det private markeds vigtigste mekanisme: at lade falde hvad ikke kan stå. Uanset hvor ringe en kvalitet der kommer ud af de offentlige hospitaler herhjemme, uanset hvor mange menneskeliv det koster, vil de aldrig gå konkurs. Pengene vil altid fosse ind. 


For at undgå de ’sociale massegrave’, skal staten naturligvis sikre, at også de kronisk syge, børnene fra fattige kår og samfundets ulykkelige skæbner kan blive behandlet.


Her burde Schweiz nok engang være en inspiration for Danmark. Her betaler sunde, raske, arbejdende borgere deres egne private sundhedsforsikringer. Alpelandet har høj velstand, en arbejdsløshed under det halve af det danske og en indkomstbeskatning på sølle 15%. Stort set alle har derfor råd til sundhedsforsikringerne.


Det offentlige betaler for handicappede, kronisk syge og fattige, som ikke kan tegne egne forsikringer grundet skæbnens ugunst. Og de får, vel at mærke, samme kvalitetsbehandling som de mere velstillede borgere. Resultatet? Ingen ventelister. Er du akut syg, bliver du hentet med helikopter og schweiziske hospitaler misundes verdenen over for deres kvalitet.


Lad os tage de ideologiske skyklapper af og fokusere på hvordan vi sikrer den hurtigste og bedste behandling til alle borgerne.


Vi bliver nødt til at se på markedsbaseret løsninger, hvis vi ønsker, at redde flere liv og skabe et bedre sundhedsvæsen. En ekstra milliard hist og pist er ikke løsningen. For problemet er ikke mangel på ressourcer og penge – problemet er planøkonomi, manglende konkurrence og monopolsygdomme. Og det går i sidste udover samfundets svageste, som man påstår at ville beskytte. En delvis privatisering – med en vis grad af offentlig regulering – kan give bedre kvalitet, fjerne ventelister og redde utallige menneskers liv. Hvad venter vi på? 

Kilde: