Så er den gal igen igen. Kristeligt dagblad kører en forsidehistorie om at flere og flere danskere fastholdes i fattigdom. Men der er tale om relativ fattigdom. Og ja, AE har været inde medover.
Relativ fattigdom siger ikke noget om folk rent faktisk mangler noget, men mere om de føler at naboen er rigere end dem selv.
Hvornår gøres der op med relativ fattigdom som en måde at måle på?
Uddrag fra artikelen
Også Per K. Larsen, der er landssekretær i den danske afdeling af anti-fattigdomsorganisationen European Anti Poverty Network, ser på udviklingen med stor bekymring. Måden at knække kurven på er for ham at se at hæve overførselsindkomsterne og yde en kvalificeret, helhedsorienteret social indsats.
”Danmark har ellers sammen med andre nordiske lande været et foregangsland, når det kom til lav ulighed og høj velfærd. Men vi er blevet meget ringere på det område. Vi har bygget et system op på, at vejen ud af fattigdom er via ar-bejde, men hvis de her mennesker ikke kan komme i arbejde, har de ikke en chance. Uligheden vokser, og den kløft, man skal over som fattig for at komme tilbage til livet, bliver dybere,” siger han.
Det lyder jo meget sympatisk. Men forskellen mellem at have et fuldtidsjob og være på støtten er allerede utroligt lille.
Jeg studser lidt over at K. Larsen bider mærke i "vi har bygget et system op på" at er vejen ud af fattigdom at komme i arbejde. Hvad skulle den ellers være? Og dette er ikke unikt dansk, men snarere en naturlov.
