Den 29. august 2013 havde Information en artikel med overskriften ”Penge? De kommer som sendt for himlen”. Artiklen fastslår korrekt, at alle de digitale penge skabes af de private banker og udgør ca. 95 af alle penge i samfundet. Det var dog bemærkelsesværdigt, at Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea, og citeres i artiklen, tilsyneladende ikke kunne give en korrekt beskrive af pengeskabelsen i de private banker. Ligeledes er det ærgerligt, at artiklen ikke mere præcist forholder sig til, hvorfor denne private pengeskabelse i bankerne er det største økonomiske enkeltproblem i den vestlige verden.
Af cand.merc.aud Thorbjørn Henriksen, MTL
Pengemultiplikatoren-Myten der ikke vil dø:
Ifølge Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea, sker pengeskabelsen i de private banker derved, at kunde A indsætter f.eks. 1.000 kr. i bank A. Er reservekravet 10 % så kan banken videreudlåne de 900 kr. Når disse 900 kr. indsættes i en ny bank – eller samme bank, så kan denne bank igen videreudlåne 90 % altså 810 kr. Og sådan kan processen bliver ved indtil de oprindelige 1.000 kr. er blevet omdannet til udlån på 10.000 kr. og korresponderende indlån (digitale bankpenge) på ligeledes 10.000 kr.
Hermed beviser Helge Pedersen, at han har en god forståelse for pengeskabelsen, således som den er beskrevet i de traditionelle lærebøger. Desværre for Helge Pedersen og os andre, er den traditionelle lærebogsbeskrivelse forkert.
Lad os starte med at slå fast, at banker ikke videreudlåner indskydernes penge. Dette er en fysisk umulighed. Indskydernes penge er indlån for bankerne og dermed et passiv for bankerne – og passiver kan ikke videreudlånes. Har Nordea en gæld/indlån til Kaj på 10.000 kr. kan banken ikke videreudlåne denne gæld. Det tillader juraen ikke.
Det er kun aktiver, der kan videreudlånes – og det eneste aktiv banker kan udlåne er kontanter – og vel at mærke kun bankens egne kontanter.
Men hvis den person, der optager et lån i banken ikke ønsker låneprovenuet udbetalt i kontanter, hvad gør banken så? Så tilbyder banken et digitalt tilgodebevis til kontanter – altså et indlån. Indlån – vores penge i banken – er altså digitale tilgodebeviser til kontanter, der via statsstøtte, selvstændigt kan anvendes som betalingsmiddel – sålænge der er tillid til banken.
Hvis de indlån banken producerer i forbindelse med udlån udgør en ægte delmængde af bankens kontantbeholdning, så kan man godt sige, at disse indlån indirekte er udlån af kontanter. Og hvis disse kontanter oprindelig kom fra indskyderne, så kunne man som lægmand godt sige, at bankerne videreudlåner indskydernes penge, eller det som tidligere var indskydernes penge, men som nu tilhører banken.
Men der er ingen sammenhæng mellem bankernes kontantbeholdning og udlån. Lad os tage et simpel eksempel med en minibank, der kun har eet aktiv – nemlig 1.000 kr. i Nationalbanken og ingen passiver – altså ingen indlån.
Nu kommer Thomas hen til banken og vil gerne låne 5.000 kr. – og kan stille god sikkerhed for lånet. Kan vores minibank låne Thomas 5.000 kr., når den ikke har nogen kontanter og kun aktiver for 1.000 kr.? Ja det kan banken sagtens. Banken udbetaler blot låneprovenuet i digitale penge (digitale indlånsbeviser) som den selv producerer. Hvis Thomas næste dag ønsker indlånet konverteret til kontanter, hvad gør banken så?
Så låner banken pengene i Nationalbanken. Nationalbanken er forpligtiget til hjælpe solvente banker med den fornødne likviditet – og vores bank er særdeles solvent. De private bankers pengeskabelse er således langt mere direkte end det pengemultiplikatoren indikerer.
Banker skaber altså nye udlån ved at lave nye indlån (penge). Der er altså ingen reel opsparing bagved udlånene.
Helge Pedersen citeres endvidere for at sige, at bankernes pengeskabelse er begrænset af myndighedernes likviditetskrav. Hertil er der kun en ting at sige – nemlig at det er forkert. Der er kun en ting, der reelt begrænser bankernes pengeskabelse, og det er profitable udlånskunder.
Sålænge bankerne kan finde profitable udlånskunder, kan den fornødne likviditet og solvens altid fremskaffes under det nuværende økonomiske paradigme.
Statsstøtten til bankers indlån:
Private banker får massiv statsstøtte. Først indskydergarantien, der garanterer alle indlån op til 745.000 kr., og dernæst støtten fra Nationalbanken, som de facto lover, at alle bankens sunde udlån kan lynbelånes til kontanter eller indskud i Nationalbanken.
Dertil kommer den indirekte støtte derved, at bankernes digitale indlånsbeviser også kan anvendes til at betale offentlig gæld og det offentlige selv anvender bankernes indlån som betalingsmiddel.
Når dette sammenholdes med den teknologiske udvikling først med checkhæfte og dernæst Internet-banking, så har vi fået en situation, hvor bankernes digitale tilgodebeviser/indlån er blevet det foretrukne betalingsmiddel.
Hvorfor er den private pengeskabelse et problem?
Indledningsvist må vi være opmærksomme på, at når bankernes indlån anvendes til at afdrage bankgæld, så destrueres indlånet. Banker skaber indlån og destruerer indlån. Og da bankernes indlån har pengestatus, så er realiteten derhen, at banker skaber og destruerer penge.
Når bankerne kollektivt øger udlåningen skabes korresponderende nye penge (indlån), der virker inflationsskabende. Men inflationen fordeler sig ikke umiddelbart jævnt. De nye penge rammer bestemte punkter i økonomien først og skaber prisbobler. Typisk er det bankernes sikkerhedsaktiver (ejendomme og aktier), der først opsuger de nye penge, og tager voldsomme prisopture, og vi får højkonjunktur. Når udlånsvæksten aftager, så fordeles inflationen langsomt mere jævnt og priserne på aktier og ejendomme falder. Dette skaber problemer for bankerne, der begynder at slanke balancen (destruere penge), og vi får lavkonjunktur. Deflation skabes, men denne deflation rammer ikke umiddelbart jævnt. Indledningsvist er det typisk ejendomme og aktier, der rammes uforholdsmæssigt hårdt af denne deflation, og hvis Nationalbanken ikke griber ind, kan der indtræffe et regulært priskollaps på disse aktiver – og hele økonomien kan ryge med i prisfaldet.
Men hvis Nationalbanken konstant griber ind med nye penge eller rentesænkninger for at fremtvinge en ny udlånsvækst hos bankerne, så kan det hele ende i hyperinflation. Vi er derfor nød til at omregulere bankerne således, at bankerne ikke øger pengemængden ved udlån og destruerer penge ved modtagne afdrag.
Vi skal med andre ord have en økonomi med en mere stabil pengemængde.
