Øget bilbeskatning indfrier ikke regeringens miljømål

Regeringen ønsker, som det fremgår af regeringsgrundlaget, at gennemføre en ”provenuneutral reform” af bilafgifterne for at opnå et ”markant” bidra...

Ikke angivet Ikke angivet,

27/06/2014

Regeringen ønsker, som det fremgår af regeringsgrundlaget, at gennemføre en ”provenuneutral reform” af bilafgifterne for at opnå et ”markant” bidrag til klimamålsætningerne om mindre CO2-udslip ved at gøre det ”billigere at købe en energirigtig bil”. CEPOS har udarbejdet en model af det danske bilmarked, som gør det muligt at beregne konsekvenserne af forskellige indsatser og således vurdere om og i givet fald hvilke initiativer, der ville kunne indfri regeringens tre målsætninger. Resultatet fremgår af et nyt analysenotat.


”Analysen ser på de mulige håndtag, regeringen har at skrue på i forhold til bilbeskatningen. Det gælder bl.a. de meget store fradrag og tillæg til registreringsafgiften, afhængigt hvor langt en bil kører på literen. Der er også regnet på nogle mulige ”reformpakker”, hvor en variation af de forskellige håndtag indgår. Men uanset hvordan man skruer det sammen, kan det ikke lade sige gøre for regeringen at nå målsætningerne om både provenuneutralitet, markant begrænsning af CO2-udslippet og billigere energieffektive biler samtidig”, konkluderer analysechef Otto Brøns-Petersen, CEPOS.

”Selv en relativ beskeden reduktion af CO2-udledningen vil enten medføre et provenutab eller gøre energirigtige biler væsentligt dyrere. Den mest ”grønne” reformpakke nedbringer f.eks. CO2-udledningen fra personbiler med 2 pct., men vil samtidig gøre en energirigtig bil knap 12.000 kr. dyrere,” siger analysechef Otto Brøns-Petersen, CEPOS.


”Den danske beskatning af bil og kørsel er meget kraftig, og registreringsafgiften ligger som den højeste i den vestlige verden. I dag eksisterer allerede et betydeligt incitament til at køre langt på literen. Den høje beskatning betyder derfor også, at det ikke er muligt at øge den yderligere uden, at det enten vil resultere i et provenutab til staten eller gøre energieffektive biler relativt dyrere. Beskatningen af CO2-udslip fra personbiler er samtidig meget højere end fra andet energiforbrug. Derfor er det ikke en farbar vej at stramme skruen yderligere”, siger analysechef Otto Brøns-Petersen, CEPOS.


”Regeringens mål var lidt bedre inden for rækkevidde, hvis der blev indført kørselsafgifter. Det er imidlertid ikke teknologisk muligt endnu. Regeringen kan derfor med stor sandsynlighed risikere at måtte opgive reformen af bilafgifterne, ligesom den tidligere har måttet opgive regeringsgrundlagets målsætninger om kørselsafgifter på lastbiler og betalingsringen i hovedstaden”, siger analysechef Otto Brøns-Petersen, CEPOS.

Læs notatet via CEPOS.dk her

Kilde: