For den, der har fulgt lidt med i de finansielle kriser de sidste par år, kan det ikke undre at forhandlingerne endnu en gang foregår bag lukkede døre. Som i enhver god krise skal store beslutninger tages hurtigt og i hemmelighed for at undgå, at en kritisk presse og uafhængige eksperter river indholdet af aftalerne fra hinanden og får parlamenterne til at stemme imod deres lederes aftaler.
Hvad er det, vi redder?
Oprindeligt forlød det, at vi skulle redde Grækenland, og at prisen ville være 45 milliarder euro (ca. 335 milliarder kroner). Det kunne være meget godt, for hvis Grækenland forsvandt, ville vi være nødt til at finde mindre interessante rejsemål for vores ferier. Grækenland er et dejligt sted med et skønt klima, hvis man blot er der et par uger og har penge på lommen. Som permanent levested er landet ikke særlig behageligt, fattigt og korrupt, og med store indvandringsproblemer.
Men vendingen "Vi skal redde Grækenland" er misvisende. For det første forsvinder landet naturligvis ikke fra verdenskortet, hvis vi undlader at sende 45 milliarder euro i den retning. Der ville ske noget andet, nemlig at landet ville være nødt til at gå til sine kreditorer, erkende, at de ikke kan få deres penge tilbage, og finde en afdragsordning, som de tabende investorer ville stille sig tilfreds med. De ville naturligvis kun være tilfredse med en ordning, der fjerner det græske statsunderskud og giver dem en realistisk mulighed for at få f.eks. 70 eller 80 procent af deres oprindelige tilgodehavende retur.
Et mindre, men bemærkelsesværdigt problem er, at græske banker (JP, 5. maj 2010), har en del (10 %, ca. 45 milliarder euro) af deres reserver i form af græsk statsgæld, ikke kontante penge. Når denne gæld bliver mindre værd, svinder bankernes reserver, hvilket kan destabilisere dem. Det kan undre, at det overhovedet er lovligt at bruge gæld som reserver i stedet for kontanter, men der findes formodentlig en god forklaring på, at det ikke bare betragtes som bedrag. Kønt er det ikke.
Hvis eurolandene går ind og redder 'Grækenland', er det i virkeligheden disse investorer, der bliver reddet. Ikke Grækenland, ikke grækerne. Med friske penge fra ECB kan investorerne læne sig tilbage og lade deres græske obligationer løbe til forfaldsdato, og derefter tage deres penge andre og mere sikre steder hen. De fik jo temmelig utvetydigt at vide i 2008, at de ikke måtte påtage sig unødig risiko, og Grækenland udgør i dag en åbenlyst unødig risiko. Hvis redningspakken går igennem, bør Grækenlands nuværende kreditorer skrive et pænt tak til eurozonens borgere for de generøse bidrag.
Grækenland, derimod, ville blot se en slags gæld erstattet af en anden. Naturligvis ville ECB og Bryssel tvinge grækerne til at bruge færre penge, hvilket ville være upopulært i det allerede fattige land, og formodentlig føre til karriereskift bland adskillige toppolitikere. ECB og Bryssel ville i alle tilfælde få betydeligt mere at skulle have sagt i Grækenland, hvilket de sikkert ikke har noget imod. Den fristende gæld har simpelthen undergravet landets suverænitet. Det var ikke lige det, den græske regering havde stillet sine borgere i udsigt, da landet fuskede sig ind i eurozonen.
Hvad koster det?
Den oprindelige pris for at redde Grækenlands kreditorer fra deres dårlige investeringer var 45 milliarder euro (ca. 335 milliarder kroner). For almindelige borgere er det et ufatteligt beløb, og selv for forretningsfolk, der er vant til at jonglere millioner over en frokost, er det tal fra en helt anden verden. For politikere og centralbankdirektører, der ikke selv skal tjene pengene, er det noget nemmere at skrive tal med så mange nuller. Specielt den pengeudstedende myndighed i eurozonen, ECB, vil ikke have problemer med at stille med de nødvendige euro, for de har den uafhængige autoritet til at udstede flere. Den enorme afstand mellem dagligdags beløb og disse milliarder er sikkert medvirkende til, at vi ikke så demonstrationer i gaderne, da beløbet blev nævnt.
Nu er 45 milliarder euro jo ikke meget i sammenhængen, så det blev hurtigt hævet til 110 milliarder euro (ca. 820 milliarder kroner). Det blev godkendt søndag d. 2. maj, naturligvis med det tekniske forbehold, at nationale parlamenter, der jo er bevilgende myndighed i forhold til deres regeringer, også lige skulle godkende at bruge så mange af borgernes penge. Parlamenterne er vant til at stemme, som deres ledere beder dem om, så det skal nok gå igennem. Der er jo tale om en meget stor krise, og finansiel stabilitet kan jo ikke købes for dyrt.
Nu er 110 milliarder euro jo ikke meget i sammenhængen, så det blev hurtigt hævet til 750 milliarder euro (ca. 5600 milliarder kroner). Det blev godkendt søndag d. 9. maj. Hastværket skyldtes, at markederne reagerede negativt på den foregående redningspakke og flyttede deres penge væk fra euro-investeringer. Der var frygt for at det kunne udvikle sig til en egentlig flugt, og derfor besluttede lederne sig til at skaffe flere penge, så også Spanien, Portugal og andre lande kan reddes. Interessant nok blandede USA's præsident Obama sig iflg. Euobserver i problemerne og lagde pres på den tyske kansler Angela Merkel for at få gennemført denne nye og noget større redningspakke.
Naturligvis er der det tekniske forbehold, at nationale parlamenter, der jo er bevilgende myndighed i forhold til deres regeringer, også lige skulle godkende at bruge så mange af borgernes penge. Parlamenterne er vant til at stemme, som deres ledere beder dem om, så det skal nok gå igennem. Der er tale om en meget stor krise, og finansiel stabilitet kan jo ikke købes for dyrt. Denne gang er regningen dog så stor, at eurolandene ikke umiddelbart kan finde pengene i deres statskasser, så nu er Storbritannien, Schweiz, Japan og lille Danmark også med til dette storstilede indkøb af 'stabilitet'.
Der er blot den hage ved indkøbet, at det kun er 1½ år siden, vi sidst stillede med kæmpe redningspakker for at sikre den finansielle stabilitet. Dengang reddede staterne bankerne, uden at det i større omfang blev diskuteret, om det var klogt uden videre at flytte den ekstreme risiko fra bankerne til staterne, der samtidig forøgede deres ordinære underskud kraftigt for at stimulere økonomien. Det forekommer, at en stabilitet med så kort holdbarhed var for dyrt betalt, og det kan undre, at pressen ikke har været mere kritisk overfor de manglende resultater af forrige års redninger.
Den seneste udvikling er, at Storbritannien nægter at være med til at betale pakken. Selvom landet står udenfor euroen, forventes det at vise 'solidaritet' med euro-landene, formodentlig også for at sikre, at redningspakken ikke svækker euroen alt for dramatisk overfor pund og andre valutaer. Det har fået Frankrig til at true med, at Storbritannien ikke vil blive reddet af de andre lande, hvis (når) det bliver nødvendigt.
Hvilke penge redder vi med?
Det er et svært spørgsmål, for som almindelige borgere bliver vi sjældent indviet i centralbankernes arbejdsmåder og værktøj. Men vi får et vigtigt vink ved at lytte til Jacques Cailloux, cheføkonom i Royal Bank of Scotland, der 4. maj citeres af Bloomberg for at sige:
ECB-direktør Jean-Claude Trichet lovede i januar, at det ikke kunne komme på tale at lempe kravene til statsgæld som sikkerhed for lån blot for at komme et enkelt land til undsætning. Det løfte brød han i april, og igen i maj. Dermed kan ECB opsuge den risiko, private investorer ikke længere er interesserede i, og fortsat udstede lån med græsk gæld som 'sikkerhed' – hvilket i praksis er svært at skelne fra pengetrykkeri på basis af ligegyldige gældsbeviser. Der er flere muligheder:
Seneste nyt: ECB er begyndt at købe statsobligationer.
Skaber dette ikke inflation?
Uanset hvilken mekanisme, der bruges af ECB, vil der blive skabt nye penge til at dække redningen af Grækenland, Spanien og andre lande, der har påtaget sig for meget gæld og for megen risiko. Nye penge kan man umiddelbart tro vil føre til inflation, men det er ikke sket endnu. I skrivende stund (tirsdag d. 11 maj) har løftet om de mange ekstra penge stabiliseret markedet, men sendt guldprisen i rekordniveau på 227.000 kroner per kilo, fordi redningspakkerne i alle tilfælde vil forøge pengemængden og dermed gøre de eksisterende penge mindre værd.
Når vi ikke har nævneværdige stigninger i forbrugerpriserne, skyldes det flere forhold: Nervøse borgere sparer op i stedet for at forbruge, euroen har i et vist omfang erstattet dollaren som reservevaluta rundt om i verden, og effektiviseringer i industrien holder prisniveauet i ave. Det giver den interessante situation, at M3-pengemængden stagnerer, mens den mere snævre pengemængde M1 vokser omkring 10 % på årsbasis, senest henimod 15 %. Denne forskel kan i løbet af et par år udløse ukontrollabel inflation, hvilket kan knække andre landes og investorers tillid til euroen endegyldigt.
En let opmuntrende vinkel på dette er IMF's bidrag til redningspakken. Deres Special Drawing Rights er en international pseudo-valuta, og IMF's bidrag til redningen flytter byrden over på japanere, australiere og andre uvedkommende. Det letter byrden for europæerne, i hvert fald på kort sigt. Desværre er deres bidrag også inflationsskabende, men i øjeblikket synes kun tyskerne at bekymre sig om inflation.
Det er ikke 'spekulanternes' skyld
I jagten efter årsagen til dette kostbare rod har den franske præsident Sarkozy, Tysklands kansler Merkel og andre skudt skylden på 'spekulanter', og krævet mere kontrol med disse firmaer, der administrerer temmelig mange milliarder euro. Men det er de forkerte at anklage, for nok er spekulanterne de første til at reagere på problemer, de er ikke selv årsag til dem.
Disse 'spekulanter' er forskellige former for investeringsforeninger, forsikringsselskaber og pensionskasser, der administrerer deres indskyderes penge. Pengene skal placeres, så de giver maksimalt afkast, iberegnet risikoen ved forskellige investeringstyper. Statsobligationer anses normalt for en yderst sikker investering, men når der viser sig en reel risiko for statsbankerot i et land, vil investorerne ikke købe landets gæld, også fordi krisen i 2008 klart demonstrerede det destabiliserende i at satse for højt.
Regeringer verden over gav dem besked om ikke at tage for megen risiko, og det råd synes at være fulgt. Derfor er deres interesse for græsk statsgæld så lav at renten på gælden stiger, og Grækenland har svært ved overhovedet at låne penge på de frie markeder. Det er den vigtigste årsag til at ECB nu vil træde til med andre veje til billige lån. At private investorer tøver med at låne penge til Grækenland udgør ikke noget 'angreb' på landet, eller på euroen som sådan.
En komponent omkring både private investorer og ECB's långivning med statsgæld som sikkerhed er rating-bureauernes fastsættelse af græsk kreditværdighed. Den er for tiden lidt for uafhængig for regeringernes smag, Merkel og Sarkozy har bedt EU-præsident Herman from Rumpoy om en undersøgelse af rating-bureauernes rolle i at eskalere krisen, og der pusles med tanker om at oprette et nyt europæisk rating-bureau, der vil udstede politisk mere acceptable vurderinger af landenes gæld. Standard & Poor's, et af de store i branchen, protesterer og påpeger, at deres vurderinger af statsgældens soliditet systematisk har været mere positiv end markedernes vurderinger, som udtrykt gennem faktisk køb og salg (Reuters). Det er en overvejelse værd, om et nyt rating-bureau, der giver endnu mere positive vurderinger, egentlig vil være til nytte.
Hvad bør Danmark gøre?
Først og fremmest bør vi prise os lykkelige over, at vi ikke har forladt kronen til fordel for euro, og at vi dermed har vores suverænitet i behold til at stå udenfor den græske galskab.
Når vi har brugt et minut eller to på at glæde os over det, er der nogle konkrete ting at tage os af:
Først og fremmest bør vi nægte at give gode, danske penge til dette cirkus. Det er ikke værdigt at kaste så mange milliarder efter en stabilitet, der synes stadig mere illusorisk.
Dernæst skal vi alvorligt overveje at kappe båndet til euroen, nu. Nationalbanken holder allerede en ekstremt lav rente for at følge euroen i dens nedtur. Formålet med fastkursen er egentlig at sikre stabilitet. Uden denne stabilitet er politikken ligegyldig, og kan opgives.
Endelig bør vi minimere manipulationen af vores egne penge, kronen. Kronens værdi skabes ikke af Nationalbanken, omend den kan reguleres derfra. Kronens værdi skabes af alle de flittige danskere, der producerer varer og sætter dem til salg for kroner. Jo mere produktion og værdiskabelse, desto bedre klarer kronen sig internationalt. Det er den egentlige basis for at undgå inflationsskabende 'redningspakker', og bør være Danmarks første prioritet.
Hvad er det, vi redder?
Oprindeligt forlød det, at vi skulle redde Grækenland, og at prisen ville være 45 milliarder euro (ca. 335 milliarder kroner). Det kunne være meget godt, for hvis Grækenland forsvandt, ville vi være nødt til at finde mindre interessante rejsemål for vores ferier. Grækenland er et dejligt sted med et skønt klima, hvis man blot er der et par uger og har penge på lommen. Som permanent levested er landet ikke særlig behageligt, fattigt og korrupt, og med store indvandringsproblemer.
Men vendingen "Vi skal redde Grækenland" er misvisende. For det første forsvinder landet naturligvis ikke fra verdenskortet, hvis vi undlader at sende 45 milliarder euro i den retning. Der ville ske noget andet, nemlig at landet ville være nødt til at gå til sine kreditorer, erkende, at de ikke kan få deres penge tilbage, og finde en afdragsordning, som de tabende investorer ville stille sig tilfreds med. De ville naturligvis kun være tilfredse med en ordning, der fjerner det græske statsunderskud og giver dem en realistisk mulighed for at få f.eks. 70 eller 80 procent af deres oprindelige tilgodehavende retur.
Et mindre, men bemærkelsesværdigt problem er, at græske banker (JP, 5. maj 2010), har en del (10 %, ca. 45 milliarder euro) af deres reserver i form af græsk statsgæld, ikke kontante penge. Når denne gæld bliver mindre værd, svinder bankernes reserver, hvilket kan destabilisere dem. Det kan undre, at det overhovedet er lovligt at bruge gæld som reserver i stedet for kontanter, men der findes formodentlig en god forklaring på, at det ikke bare betragtes som bedrag. Kønt er det ikke.
Hvis eurolandene går ind og redder 'Grækenland', er det i virkeligheden disse investorer, der bliver reddet. Ikke Grækenland, ikke grækerne. Med friske penge fra ECB kan investorerne læne sig tilbage og lade deres græske obligationer løbe til forfaldsdato, og derefter tage deres penge andre og mere sikre steder hen. De fik jo temmelig utvetydigt at vide i 2008, at de ikke måtte påtage sig unødig risiko, og Grækenland udgør i dag en åbenlyst unødig risiko. Hvis redningspakken går igennem, bør Grækenlands nuværende kreditorer skrive et pænt tak til eurozonens borgere for de generøse bidrag.
Grækenland, derimod, ville blot se en slags gæld erstattet af en anden. Naturligvis ville ECB og Bryssel tvinge grækerne til at bruge færre penge, hvilket ville være upopulært i det allerede fattige land, og formodentlig føre til karriereskift bland adskillige toppolitikere. ECB og Bryssel ville i alle tilfælde få betydeligt mere at skulle have sagt i Grækenland, hvilket de sikkert ikke har noget imod. Den fristende gæld har simpelthen undergravet landets suverænitet. Det var ikke lige det, den græske regering havde stillet sine borgere i udsigt, da landet fuskede sig ind i eurozonen.
Hvad koster det?
Den oprindelige pris for at redde Grækenlands kreditorer fra deres dårlige investeringer var 45 milliarder euro (ca. 335 milliarder kroner). For almindelige borgere er det et ufatteligt beløb, og selv for forretningsfolk, der er vant til at jonglere millioner over en frokost, er det tal fra en helt anden verden. For politikere og centralbankdirektører, der ikke selv skal tjene pengene, er det noget nemmere at skrive tal med så mange nuller. Specielt den pengeudstedende myndighed i eurozonen, ECB, vil ikke have problemer med at stille med de nødvendige euro, for de har den uafhængige autoritet til at udstede flere. Den enorme afstand mellem dagligdags beløb og disse milliarder er sikkert medvirkende til, at vi ikke så demonstrationer i gaderne, da beløbet blev nævnt.
Nu er 45 milliarder euro jo ikke meget i sammenhængen, så det blev hurtigt hævet til 110 milliarder euro (ca. 820 milliarder kroner). Det blev godkendt søndag d. 2. maj, naturligvis med det tekniske forbehold, at nationale parlamenter, der jo er bevilgende myndighed i forhold til deres regeringer, også lige skulle godkende at bruge så mange af borgernes penge. Parlamenterne er vant til at stemme, som deres ledere beder dem om, så det skal nok gå igennem. Der er jo tale om en meget stor krise, og finansiel stabilitet kan jo ikke købes for dyrt.
Nu er 110 milliarder euro jo ikke meget i sammenhængen, så det blev hurtigt hævet til 750 milliarder euro (ca. 5600 milliarder kroner). Det blev godkendt søndag d. 9. maj. Hastværket skyldtes, at markederne reagerede negativt på den foregående redningspakke og flyttede deres penge væk fra euro-investeringer. Der var frygt for at det kunne udvikle sig til en egentlig flugt, og derfor besluttede lederne sig til at skaffe flere penge, så også Spanien, Portugal og andre lande kan reddes. Interessant nok blandede USA's præsident Obama sig iflg. Euobserver i problemerne og lagde pres på den tyske kansler Angela Merkel for at få gennemført denne nye og noget større redningspakke.
Naturligvis er der det tekniske forbehold, at nationale parlamenter, der jo er bevilgende myndighed i forhold til deres regeringer, også lige skulle godkende at bruge så mange af borgernes penge. Parlamenterne er vant til at stemme, som deres ledere beder dem om, så det skal nok gå igennem. Der er tale om en meget stor krise, og finansiel stabilitet kan jo ikke købes for dyrt. Denne gang er regningen dog så stor, at eurolandene ikke umiddelbart kan finde pengene i deres statskasser, så nu er Storbritannien, Schweiz, Japan og lille Danmark også med til dette storstilede indkøb af 'stabilitet'.
Der er blot den hage ved indkøbet, at det kun er 1½ år siden, vi sidst stillede med kæmpe redningspakker for at sikre den finansielle stabilitet. Dengang reddede staterne bankerne, uden at det i større omfang blev diskuteret, om det var klogt uden videre at flytte den ekstreme risiko fra bankerne til staterne, der samtidig forøgede deres ordinære underskud kraftigt for at stimulere økonomien. Det forekommer, at en stabilitet med så kort holdbarhed var for dyrt betalt, og det kan undre, at pressen ikke har været mere kritisk overfor de manglende resultater af forrige års redninger.
Den seneste udvikling er, at Storbritannien nægter at være med til at betale pakken. Selvom landet står udenfor euroen, forventes det at vise 'solidaritet' med euro-landene, formodentlig også for at sikre, at redningspakken ikke svækker euroen alt for dramatisk overfor pund og andre valutaer. Det har fået Frankrig til at true med, at Storbritannien ikke vil blive reddet af de andre lande, hvis (når) det bliver nødvendigt.
Hvilke penge redder vi med?
Det er et svært spørgsmål, for som almindelige borgere bliver vi sjældent indviet i centralbankernes arbejdsmåder og værktøj. Men vi får et vigtigt vink ved at lytte til Jacques Cailloux, cheføkonom i Royal Bank of Scotland, der 4. maj citeres af Bloomberg for at sige:
Det er bedre at bryde alle regler i bogen end at knække eurozonen. […] Vi er langt fra kommet i sikkerhed. Dette giver en ægte mulighed for ECB for at tage førerskabet.Nu er en bog med regler – og overholdelsen af disse regler – en grundlæggende forudsætning for at vi kan opretholde tilliden til ECB, euroen og de ledere, vi har valgt til at styre Europas vigtigste valuta. Reglerne udgør en kontrakt mellem de ansvarlige ledere og borgerne, og er det for at blive overholdt. Ikke brudt. Der er kommet flere detaljer ud om, hvilke regler de ikke længere anser for relevante at overholde (fra Bloomberg igen):
ECB-direktør Jean-Claude Trichet lovede i januar, at det ikke kunne komme på tale at lempe kravene til statsgæld som sikkerhed for lån blot for at komme et enkelt land til undsætning. Det løfte brød han i april, og igen i maj. Dermed kan ECB opsuge den risiko, private investorer ikke længere er interesserede i, og fortsat udstede lån med græsk gæld som 'sikkerhed' – hvilket i praksis er svært at skelne fra pengetrykkeri på basis af ligegyldige gældsbeviser. Der er flere muligheder:
Det næste svar på tabet af tillid i eurozonen kunne være at ECB sender penge gennem banksystemet, enten ved at udlåne penge gennem længere tid eller ved at svække kravene til, hvad der kan bruges som sikkerhed for lån, sagde Deo. En anden mulighed er, at ECB kunne acceptere bankers lån til regeringer som sikkerhed, tilføjede han.Videre siger David Owen, cheføkonom i Jeffries Group Inc, og Harvinder Sian, Royal Bank of Scotland, at der er en reel risiko for at ECB vil foretage egentlige opkøb af statsobligationer for at skaffe likviditet nok i markedet, omend tyskerne nok vil være tøvende med at acceptere dette, for netop denne mekanisme var den udløsende faktor for hyperinflationen i 1923.
Seneste nyt: ECB er begyndt at købe statsobligationer.
Skaber dette ikke inflation?
Uanset hvilken mekanisme, der bruges af ECB, vil der blive skabt nye penge til at dække redningen af Grækenland, Spanien og andre lande, der har påtaget sig for meget gæld og for megen risiko. Nye penge kan man umiddelbart tro vil føre til inflation, men det er ikke sket endnu. I skrivende stund (tirsdag d. 11 maj) har løftet om de mange ekstra penge stabiliseret markedet, men sendt guldprisen i rekordniveau på 227.000 kroner per kilo, fordi redningspakkerne i alle tilfælde vil forøge pengemængden og dermed gøre de eksisterende penge mindre værd.
Når vi ikke har nævneværdige stigninger i forbrugerpriserne, skyldes det flere forhold: Nervøse borgere sparer op i stedet for at forbruge, euroen har i et vist omfang erstattet dollaren som reservevaluta rundt om i verden, og effektiviseringer i industrien holder prisniveauet i ave. Det giver den interessante situation, at M3-pengemængden stagnerer, mens den mere snævre pengemængde M1 vokser omkring 10 % på årsbasis, senest henimod 15 %. Denne forskel kan i løbet af et par år udløse ukontrollabel inflation, hvilket kan knække andre landes og investorers tillid til euroen endegyldigt.
En let opmuntrende vinkel på dette er IMF's bidrag til redningspakken. Deres Special Drawing Rights er en international pseudo-valuta, og IMF's bidrag til redningen flytter byrden over på japanere, australiere og andre uvedkommende. Det letter byrden for europæerne, i hvert fald på kort sigt. Desværre er deres bidrag også inflationsskabende, men i øjeblikket synes kun tyskerne at bekymre sig om inflation.
Det er ikke 'spekulanternes' skyld
I jagten efter årsagen til dette kostbare rod har den franske præsident Sarkozy, Tysklands kansler Merkel og andre skudt skylden på 'spekulanter', og krævet mere kontrol med disse firmaer, der administrerer temmelig mange milliarder euro. Men det er de forkerte at anklage, for nok er spekulanterne de første til at reagere på problemer, de er ikke selv årsag til dem.
Disse 'spekulanter' er forskellige former for investeringsforeninger, forsikringsselskaber og pensionskasser, der administrerer deres indskyderes penge. Pengene skal placeres, så de giver maksimalt afkast, iberegnet risikoen ved forskellige investeringstyper. Statsobligationer anses normalt for en yderst sikker investering, men når der viser sig en reel risiko for statsbankerot i et land, vil investorerne ikke købe landets gæld, også fordi krisen i 2008 klart demonstrerede det destabiliserende i at satse for højt.
Regeringer verden over gav dem besked om ikke at tage for megen risiko, og det råd synes at være fulgt. Derfor er deres interesse for græsk statsgæld så lav at renten på gælden stiger, og Grækenland har svært ved overhovedet at låne penge på de frie markeder. Det er den vigtigste årsag til at ECB nu vil træde til med andre veje til billige lån. At private investorer tøver med at låne penge til Grækenland udgør ikke noget 'angreb' på landet, eller på euroen som sådan.
En komponent omkring både private investorer og ECB's långivning med statsgæld som sikkerhed er rating-bureauernes fastsættelse af græsk kreditværdighed. Den er for tiden lidt for uafhængig for regeringernes smag, Merkel og Sarkozy har bedt EU-præsident Herman from Rumpoy om en undersøgelse af rating-bureauernes rolle i at eskalere krisen, og der pusles med tanker om at oprette et nyt europæisk rating-bureau, der vil udstede politisk mere acceptable vurderinger af landenes gæld. Standard & Poor's, et af de store i branchen, protesterer og påpeger, at deres vurderinger af statsgældens soliditet systematisk har været mere positiv end markedernes vurderinger, som udtrykt gennem faktisk køb og salg (Reuters). Det er en overvejelse værd, om et nyt rating-bureau, der giver endnu mere positive vurderinger, egentlig vil være til nytte.
Hvad bør Danmark gøre?
Først og fremmest bør vi prise os lykkelige over, at vi ikke har forladt kronen til fordel for euro, og at vi dermed har vores suverænitet i behold til at stå udenfor den græske galskab.
Når vi har brugt et minut eller to på at glæde os over det, er der nogle konkrete ting at tage os af:
Først og fremmest bør vi nægte at give gode, danske penge til dette cirkus. Det er ikke værdigt at kaste så mange milliarder efter en stabilitet, der synes stadig mere illusorisk.
Dernæst skal vi alvorligt overveje at kappe båndet til euroen, nu. Nationalbanken holder allerede en ekstremt lav rente for at følge euroen i dens nedtur. Formålet med fastkursen er egentlig at sikre stabilitet. Uden denne stabilitet er politikken ligegyldig, og kan opgives.
Endelig bør vi minimere manipulationen af vores egne penge, kronen. Kronens værdi skabes ikke af Nationalbanken, omend den kan reguleres derfra. Kronens værdi skabes af alle de flittige danskere, der producerer varer og sætter dem til salg for kroner. Jo mere produktion og værdiskabelse, desto bedre klarer kronen sig internationalt. Det er den egentlige basis for at undgå inflationsskabende 'redningspakker', og bør være Danmarks første prioritet.
