Hoppede på de hurtige lån: Det var en ond cirkel | Nyhederne.tv2.dk

Kvik-lån i form af sms- eller weblån kan virke tillokkende

Ikke angivet Ikke angivet,

26/03/2014

Kvik-lån i form af sms- eller weblån kan virke tillokkende. Det går hurtigt, og der ikke står en stram bankmand og spørger, hvad pengene skal bruges til.

Jane Tranekær ved alt om, hvor nemt det er at få et lån over mobilen eller på internettet. Masser af gange har hun sent en hurtig anmodning og kort til efter modtaget pengene. Det løb op i tusindvis af lånte kroner:

- Det er jo nemt at skrive navn, adresse og cpr-nummer. Jeg stod og manglede penge her og nu, og banken havde sagt nej. Så det var nemmere – der sad ikke nogen i den anden ende og spurgte hvorfor, siger Jane Tranekær.

Og hun er langt fra den eneste, der har benyttet sig af den mulighed.

I 2009 optog danskerne 11.115 kviklån. Siden er antallet steget markant til 41.125 af slagsen sidste år; lån svarende til 100 millioner kroner.

Men en opgørelse lavet af Forbrugerombudsmanden viser, at hver fjerde låner ikke kan betale pengene tilbage.

Det er især de unge, der optager lånene. Og det er bekymrende, mener Forbrugerombudsmanden

- Det er det, hvis de ikke kan betale dem tilbage, og det er nogle dyre lån. Så må nogle måske låne penge for at tilbagebetale lånene, og så sidder de i en gældsfælde, siger Henrik Øe.

Derfor kræver han nu en redegørelsen fra udbyderne af kvik-lånene.

Men hos Forbrugerrådet kræver man handling:

- Der er to krav. Det ene er, hvad det max må koste at tage sådan et lån. Der mener vi, at man kan lægge sig på et rimeligt niveau. Det andet er at stille spørgsmål ved folks kreditværdighed, siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet.

Hjemme hos Jane Tranekær er der kommet styr på økonomien, men hun betaler stadig af på sine kviklån.

- Det var bare en ond cirkel, man kom ind i, og det var overhovedet ikke nemt at komme ud af igen. Jeg fortryder, at jeg gjorde det dengang. Det er helt sikkert.