I takt med kommunerne er blevet større er uden undtagelse alle områder blevet fordyret og resultaterne er i bedste fald på niveau med tidligere tiders.
Blot et eksempel: Børneforsorgsområdet kostede 4 mia. kr. i 1982. Nu er prisen over 15 mia. i udgifter til forebyggende indsatser og anbringelser uden for hjemmet, og antallet af børn, der er i indsatser er stort set det samme i dag som for 40 år siden. Resultat: Der anbringes fortsat 12 – 14.000 børn, og vi taler stadig om mønsterbrydere, fordi disse mennesker i langt overvejende grad får en dårlig uddannelse og ender som kontanthjælpsmodtagere, misbrugere eller kriminelle.
Udgifterne er tredoblet, men resultaterne er de samme som tidligere, og endnu værre:
Overalt ser man store udgifter, mange regler, dårlige resultater. Omrokering af indsatser gennem reformer flytter rundt på økonomierne, så det er nærmest umuligt at belyse effekter over tid. Eksempelvis styrtdykker revalidering målt i udgifter men de samme problemer vokser op som aktivering.
Dette holder selvfølgelig ikke og politikerne reagerer. Udgifterne skal ned:
Måden udgifterne nedbringes på har den horisont, som er overskuelig for administratorer. Eksempel: Der skal spares 4 mia. på kontanthjælp. Hvordan? Det overlades til Beskæftigelsesministeriet. Ministeriet opfinder nogle nye, lave former for kontanthjælp, fx uddannelsesydelse til unge. Ungegrænsen flyttes fra 25 til 30 år. Alle under 30 år på kontanthjælp skal motiveres til at uddanne sig, ved at få kontanthjælpen halveret, så den kommer på niveau med Statens Uddannelsesstøtte. Hvordan? Det overlades til kommunerne.
Kommunerne reagerer hurtigt. (...) Fattige kommuner fandt op til 87 % af de unge kontanthjælpsmodtagere egnede til uddannelse. Rige kommuner fandt under 20%.
Det er altid det yderste led der beskæres. Man kan i et vist omfang frikende kommunerne, for reglerne kommer fra folketinget og når der åbenbart _skal_ være 30.000 sider på socialområdet (og de ligeså åbenbart) skal ændres 10-12 gange om året, så kræver det et enormt apperat at administrere dem. Der hvor kommuenerne fejler er at de ikke siger dette til ministerene (eller siger det højt i pressen, så ministeren rent faktisk også reagerer). Folketingspolitikere reagerer nemlig kun hvis pressen er med.
Resultatet er det som vi kender, skatten er steget fra omkring 25% til 50%, dertil skal lægges massive afgifter, moms osv. Og spørger vi brugerne, så er slut resultatet faktisk nogenlunde som i 1970'erne. Ganske udmærket på sin vis, men "ganske udemærket" er bare ikke godt nok, når man tager 50-80% af ens indtægt.
