Regeringen har lagt op til at give den fuld gas på de offentlige udgifter til næste år. På trods af et forventet underskud på 60mia kr finder finansministeren hold-kæft bolsjer til et par mia kr for at få finansloven til at glide ned hos de tidligere så uhjælpsomme støttepartier.
Der er dog problemer i paradis.
Der er fra EUs side et krav om maksimalt at have 3,0pct budgetunderskud på den offentlige saldo årligt som finansministeren risikerer at overgå med det fremlagte finanslovsforslag ved at gå helt til kanten - endda på sidste decimal. I en almindelig husholdning ville enhver ansvarlig person gyse ved tanken om at have budgetteret med hver en tjent krone plus kassekreditten i banken ved indgangen til et budgetår. Den slags ansvar får dog ikke Bjarne Corydon til at ryste på hånden, da han har et trick oppe i ærmet.
Pensionsbeskatningen kan teknisk set fremrykkes ved at lokke pensionisterne i LD til at omlægge fra kapital- til alderspension med en minimal skatterabat, og på denne måde finder ministeren anslået 10-15 mia kr. som man kan lægge på indtægtssiden. Dette trick er vældig smart, men enhver med økonomisk sans kan straks konstatere at dette blot er et teknisk greb der får nøjagtig samme virkning som hvis man optager gæld:
1: Det udhuler indtægterne i fremtiden med præcis de penge man får i indtægt her og nu.
2: Renterne udgør skatterabatten.
Dette burde give en påtale fra EU, hvis denne institution skal tages alvorligt.
Heldigvis har vi jo de økonomiske vismænd, som er blevet ophøjet til vagthund om den økonomiske politik. De er blevet bedt om at kommentere på det smarte tekniske indgreb for at foregive at finanserne er stabile.
Til min store overraskelse blåstemplede de straks Corydons finte.
Ved nærmere eftertanke kunne jeg ikke andet end forstå hvorfor de gjorde det. Regeringen står i en møgsituation: Det økonomiske opsving er blevet nedjusteret over hele linien af adskillige økonomer, buddene på væksten går nu langt under de oprindelige skøn som regeringen fantaserede om i starten af året.
Det ser ikke ud til at blive bedre til næste år - og med den førte politik vil man ikke få vækst der er værd at tale om. De store regulerings- skatte- og afgiftsproblemer der er bygget op gennem årtier af følelsesladet styring af landet har ikke ændret sig, og de lande vi samhandler mest med, ser ikke ud til at kunne aftage flere produkter næste år. Især handelsblokaden til Rusland kommer til at koste dyrt for danske virksomheder.
Når de økonomiske vismænd går ud og giver regeringen redningsplanken, på trods af at denne organisation som var tiltænkt en særlig rolle som sidste bastion for økonomisk fornuft, burde stikke regeringen en kæp i hjulet og stoppe vanviddet, så er det i deres egen interesse at de gør dette.
Regeringen presses fra alle sider, og da vismændene står som forsvarer af det sidste trick i Corydons ærme, giver de regeringen et pusterum der kan gå hen og blive ganske lukrativt for de siddende vismænd.
Arbejdet i det økonomiske råd skal overdrages til andre på et senere tidspunkt, og det er meget belejligt for de nuværende vismænd at sikre sig en god plads i en offentlig virksomhed som direktør eller måske som embedsmand i et ministerium når den tid kommer. Den bedste måde at købe denne billet på er ved at blåstemple regeringens politik og spille med på komedien om at Danmark er et ansvarligt land der lever op til internationale aftaler.
De økonomiske vismænd er ikke så tossede endda - deres blåstempling er god privatøkonomi.
