I EFTERÅRET 2007 deltog Naser Khader, som på det tidspunkt stod i spidsen for partiet Ny Alliance, i et debatmøde i Kalundborg med Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. For rullende kamera fik Khader stillet nogle spørgsmål om partiets skattepolitik. En kvinde i salen ville gerne vide, hvad en flad skat på 40 pct. konkret indebar.
Khaders svar efterlod det indtryk, at han ikke helt havde styr på sit partis skattepolitik. Medierne lugtede blod, og med rette. Khader var trods alt leder af et parti, som på det tidspunkt meget vel kunne tænkes at blive tungen på vægtskålen i Folketinget.
Jeg genså for nylig klippet fra Kalundborg og blev lidt overrasket. Khader besvarer faktisk spørgsmålet - måske ikke elegant, han kunne have tilføjet og uddybet på forskellig vis. Men han sagde ikke noget, der var forkert.
Ikke desto mindre var det fuldt berettiget, at medierne gik kritisk til Khader. En partileder må forventes at kunne give klare og fyldestgørende svar.
KONTRASTEN til mediernes behandling af Helle Thorning- Schmidt og andre ledende oppositionspolitikere er imidlertid skarp.
Thorning er trods alt ikke blot partileder, men står i meningsmålingerne i øjeblikket til at blive landets næste statsminister. Thorning har ikke alene udtrykt sig uklart, men har gentagne gange givet vildledende og forkerte oplysninger i medierne om sit eget partis skattepolitik. Mediernes interesse for dette er stort set ikkeeksisterende.
I TV 2/Nyhederne 25. september bedyrede Thorning, at det »passer ganske enkelt ikke«, at S og SF vil trække 33 mia. kr. ind i nye skatter.
I en tv-debat med statsminister Lars Løkke Rasmussen 6. oktober sagde Thorning: »Jeg synes ærligt talt, at det er utilgiveligt, når landets statsminister ikke refererer vores tal korrekt. Det er ganske enkelt forkert, at vi vil hæve skatterne med 30 milliarder«. Det samme skete i en debat med Pia Kjærsgaard 25. november, hvor Thorning igen gav det indtryk, at Socialdemokraterne kun ønsker at øge skatterne for millionærer, multinationale selskaber, rygere og banker. Da Kjærsgaard påpegede S-SF-planens mål om at hæve skatterne med 30 mia. kr., sagde Thorning: »Jeg aner ikke, hvor du har det tal fra«.
DET FREMGÅR ellers klart af partiets eget forslag til finanslov for 2011, tabel 1 på side 15, som bebuder 31,5 mia. kr. i ekstra skatter frem til 2013. Oven i dette skal lægges en yderligere nettostigning på 1,8 mia. kr., som bebudes i tabel 2 på side 16 (6,6 mia. kr. som følge af stop for regulering af skattegrænser minus 4,8 mia. kr. i øget beskæftigelsesfradrag). 31,5 + 1,8 = 33,3 mia. kr. i ekstra skatter.
Thorning giver også vildledende og direkte forkerte oplysninger på andre politikområder.
For eksempel er hun 7. december i Berlingske citeret for følgende udtalelse: »Det er altså forkert, at vi ønsker at skrue voldsomt op for de offentlige udgifter. Vi vil bare op på samme niveau som tidligere«. Dette citat giver det indtryk, at der skulle være skåret ned på de offentlige udgifter, så de nu ligger lavere, end da VK-regeringen fik magten. Men det er ikke korrekt, hvilket en statsministerkandidat bør vide.
Fra 2001 til 2011 er det offentlige forbrug tværtimod vokset med 74 mia. kr.
Også som andel af BNP er det offentlige forbrug vokset. Fra 25,9 til 28,4 pct. af konjunkturrenset BNP.
Hvis Helle Thorning vil have de samme udgifter til offentligt forbrug som før VK-regeringen målt i procent af BNP, skulle det offentlige forbrug reduceres med 43 mia. kr. Skulle det offentlige forbrug bringes tilbage til Nyrupniveauet i kroner og øre - men renset for inflation - skulle besparelsen være 74 mia. kr.
Men det er vel næppe dét, Thorning vil? Eller er det? Svar udbedes.
DET ER MED en vis modvilje, at jeg nu for anden gang på denne plads gør opmærksom på Thornings problematiske omgang med tal - sidste gang uden noget svar fra S-ledelsen. Jeg ved, at jeg formentlig vil blive beskyldt for blot at ville hjælpe de borgerlige.
Men det er ikke mit ærinde. Cepos ser på den førte politik, ikke på, hvem der fører den. Vi har de seneste fem år gentagne gange kritiseret den borgerlige regering, når der har været grund til det.
Denne sag handler om noget langt vigtigere, end hvem der skal være statsminister efter næste valg. Et velfungerende demokrati er afhængigt af en kvalificeret offentlig debat. Kvaliteten af den politiske debat forringes, hvis statsministerkandidater gentagne gange kan fremsætte forkerte påstande om deres eget partis politik uden at blive gået på klingen; uden at blive modsagt.
(Denne artikel blev bragt i Politiken | 11.12.2010 | Debat | Side 6 som min faste klumme Modpol)
