Lavere selskabsskat skaber flere jobs fra udenlandske investeringer

Der bliver skabt færre nye arbejdsplader fra udenlandske investeringer i Danmark end i mange andre lande

Ikke angivet Ikke angivet,

10/04/2014

Der bliver skabt færre nye arbejdsplader fra udenlandske investeringer i Danmark end i mange andre lande. Derfor har CEPOS i en ny analyse set på, hvad der påvirker niveauet af jobskabelse fra nye udenlandske investeringer og dermed, hvilke håndtag politikerne har mulighed for at skrue på for at tiltrække flere udenlandske investeringer. Selskabsskatten viser sig at spille en afgørende rolle for et lands evne til at tiltrække udenlandske investeringer, men også forhold som fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, lønkvoten samt forskning og udvikling har betydning. 

”Min analyse giver et solidt grundlag for at sige, at selskabsskatten er blandt de mest effektive redskaber til at tiltrække udenlandske investeringer, som kan skabe nye job. Det skyldes, at en sænkelse af selskabsskatten direkte påvirker det afkast, virksomheden kan forvente at få efter skat af investeringen. For hvert pct.point, man sænker selskabsskatten, kan man forvente, at der årligt vil blive skabt mellem 142 og 226 nye jobs i Danmark fra udenlandske investeringer. Selv hvis man bruger det lave estimat, betyder det, at man vil kunne fordoble den årlige jobskabelse fra udenlandske investeringer med en selskabsskat på 16 pct. i forhold til det nuværende niveau på 24,5 pct. På den måde ville Danmark kunne indtage pladsen som landet med næst-laveste selskabsskattesats i OECD, kun overgået af Irland. Og det ville være en fordel, hvis Danmark vil vinde kampen om arbejdspladserne her i den intensiverede skattekonkurrence”, siger specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS. 

”Ud over selskabsskatten peger analysen på, at også lønniveauet, fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og forskningsresultater påvirker, hvor attraktivt et land er for udenlandske investorer.  Et højt lønniveau virker fx afskrækkende på udenlandske investorer, da der ved høje lønninger vil være en lavere andel af værditilvæksten tilbage til investoren selv. En høj grad af fleksibilitet på arbejdsmarkedet øger derimod investorernes villighed til at placere nye investeringer i landet. Det skyldes, at nye investeringer ofte er risikofyldte, og investorerne skal derfor vide, at de nemt vil kunne ændre i medarbejderstaben. Herudover synes forskning at have betydning for udenlandske virksomheders vilje til at placere nye investeringer i landet. Dog er det ikke niveauet af ressourcer, det givne land allokerer til forskning, men derimod resultaterne, man opnår på baggrund af forskningen, der er afgørende for investorerne”, siger specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS. 

Klik her og læs hele notatet på CEPOS' hjemmeside


Kilde: