Hermed fremlægges et forslag der efter undertegnedes opfattelse hurtigt vender den katastrofale økonomiske udvikling der pt. ses i Sydeuropa.
Forslaget anvender Spanien som eksempel, men kan implementeres i et vilkårligt Euroland.
Spaniens krise er som bekendt så omfattende, at alt fra en udtræden af Eurosamarbejdet til stor social uro er sandsynlige udfald.
Forslaget går ud på at gennemføre hvad der nogenlunde svarer til en devaluering, men uden at Eurosamarbejdet forlades og uden at værdien af private formuer forringes (bortset fra værdi af ejendom).
Forslag til genopretning af Spaniens økonomi
-------------------------------------------------------------
Pkt 1: Alle offentlige lønninger fastfryses på 1. April 2013 niveau minus 30% til og med 1. Juli 2014.
Pkt 2: Alle private lønninger fastfryses på 1. April 2013 niveau minus 30% til og med Juli 2014.
Pkt 3: Priser på samtlige Spansk producerede varer reduceres i alle led der sælger, udlejer eller leaser varen med 30% fra 1. April 2013 niveau til og med 1. Juli 2014. Hvis der indgår både spanske og udenlandske komponenter i en vare, reduceres den del af prisen som kostpris af de spansk producerede varer udgør af den totale kostpris med 30%.
Pkt 4: Prisen på samtlige ydelser udført i Spanien reduceres med 30% i forhold til 1. April 2013 niveau til og med Juli 2014. Ydelser som leverandøren normalt leverer på baggrund af tilbud er undtaget fra reglen forudsat at der ikke fremlægges dokumentation for at leverandør har udbudt ydelsen til fast pris mellem 1. Januar 2012 og 1. April 2013.
Pkt 5: Huslejen på samtlige lejemål, erhverv og privat, reduceres med 30% fra 1. April 2013 niveau til 1. Juli 2015.
Pkt 6: Der indføres en afgift frem til 1. Juli 2016 til staten på 15% af en fast ejendoms værdi hvis denne ejendom som følge af at den er stillet som sikkerhed for et lån overdrages til långiver. Afgift betales af långiver.
-------------------------------------------------------------
Gennemførsel af forslaget vil omgående genoprette Spaniens konkurrenceevne, hvilket vil:
-
Forøge turismen
-
Forøge eksport industriens konkurrenceevne og dermed investeringer i ditto (eksport industri er ofte højteknologisk og indeholder en produktivitetsvækst langt større end serviceerhverv eller bygge- og anlægsindustri)
-
Forøge mængden af det arbejde der kan udføres for de nuværende spanske opsparinger (ved at lønnen reduceres mens opsparingsmængden er konstant – her adskiller indgrebet sig fra en devaluering): Det betyder at det er mere attraktivt at investere opsparede midler i spanske arbejdspladser.
Den spanske regering har allerede indført en række initiativer der har til hensigt at bekæmpe krisen, de ses eksempelvis her:
http://www.socialsecurityextension.org/gimi/gess/ShowTheme.do?tid=1383
Fælles for initiativerne er at de er langsomtvirkende – og dermed utilstrækkelige, fordi et lands fremtidige indtjeningspotentiale reduceres hver eneste dag det ikke er konkurrencedygtigt.
Når Spanien har høstet erfaring med denne denne drastiske og effektive metode til at genvinde balancen mellem produktivitet og lønniveau kan den passende udbredes til resten af de Eurolande der ikke er konkurrencedygtige, og Eurozonen kan blive funktionsdygtig.
Det vil naturligvis også efter at balancen er genoprettet være en udfordring at undgå at lønudvikling løber fra produktivitetsudviklingen. Man kan dog håbe at politikere nu har forstået vigtigheden af balanceret konkurrencedygtighed blandt medlemmer af samme monetære union, og at ubalancer kan undgås eksempelvis ved at undgå ejensdomsværdibobler og for lav arbejdsløshed.
Folk med forstand på nationaløkonomi opfordres til at kommentere på forslaget.