For nyligt modtog jeg en e-mail fra en økonomichef i den offentlige sektor. I en kommentar til en af vores analyser, der viste, at private leverandører er billigere end det offentlige, kom han blandt andet med følgende bemærkning: ”Dybest set skriver I jo, at vi ikke kan finde ud af at udføre vores job godt nok og det gør mig altså småsur”.
Men det er faktisk slet ikke pointen. Man kan ikke klandre den enkelte medarbejder for, at det offentlige klarer sig dårligere end det private indenfor en række områder. Det er ikke medarbejderne, som er problemet men deres arbejdsgiver og de vilkår, der arbejdes under. De fleste offentligt ansatte medarbejdere ville blive langt mere produktive, hvis de skiftede til den private sektor.
Der er en række grunde til dette. Den offentlige sektor er for eksempel ofte bundet af overenskomster, hvor faggrænser gør det vanskeligt at indføre mere effektive arbejdsgange. Endvidere er offentlige ledere ofte forhindret i at bruge løn som et ledelsesværktøj – igen til dels på grund af overenskomster, som gør det vanskeligt at aflønne medarbejderne for deres resultater. Disse forhold kan man ikke klandre den enkelte medarbejder eller den enkelte leder for. Det er vilkår, som de ikke hver især kan ændre på.
Reaktionen fra økonomichefen viser dog også noget andet. Nemlig, at der i den offentlige sektor ofte (men ikke altid) er en ganske anden mentalitet blandt ledende medarbejdere end i en typisk privat virksomhed.
Forestil dig, at økonomichefen havde været ansat i en privat virksomhed og havde læst om en undersøgelse, der viste, at hans konkurrenter var mere effektive. Hvordan havde hans e-mail til mig så lydt? Formentlig noget i retning af: ”Jeg er meget interesseret i din undersøgelse og ville være taknemmelig, hvis du ville sende mig tallene”. Økonomi-chefen ville øjne en mulighed for at effektivisere virksomheden ved at lære fra succesfulde konkurrenter. Det ville ledelsen i virksomheden værdsætte, måske sågar med en forfremmelse, en lønstigning eller en bonus. Profitmotivet og den indbyrdes konkurrence sikrer en evig søgning efter måder, hvorpå virksomheden for færre ressourcer kan levere flere eller bedre produkter.
Den offentligt ansatte økonomichef ser ikke en mulighed for at lære noget nyt og derigennem forbedre sin virksomhed. Han bliver i stedet ”småsur”. Selve den antagelse, at man ikke kan bliver bedre, er jo ganske absurd. Det er i hvert fald ikke sådan, man når til tops. Spørg Caroline Wozniacki.
Den offentlige sektor er typisk ikke udsat for hård konkurrence og er ikke er drevet af et profitmotiv men af andre – og især politiske – hensyn. Derfor ser økonomichefen ikke muligheder for effektivisering, men i stedet politiske vanskeligheder i en undersøgelse der anviser et effektiviseringspotentiale.
Dermed ikke sagt, at lederne og medarbejderne i private virksomheder er perfekte. Under boble-økonomien inden finanskrisen blev mange virksomheder for magelige. De fik anlagt sig for dyre vaner, fordi det var blevet for let at afsætte produkterne.
En leder i en privat virksomhed fortalte mig om den rationalisering, som 2008-krisen havde afstedkommet i hans virksomhed. Under boblen havde man fået bygget sit eget interne rejsebureau op – bestående af fem medarbejdere. Afdelingen blev efter krisen reduceret til en halvtidsmedarbejder.
Jeg taler jævnligt med ledere i den private sektor, som fortæller, at de under krisen har reduceret omkostningerne med både 10 og 20 procent uden at reducere produktionen.
Læren af dette er enkel. Når der er nemme penge at tjene, passer selv private virksomheder ikke så godt på udgifterne, som de burde. Det samme gælder selvfølgelig den offentlige sektor. Forskellen er blot, at man i hovedparten af den offentlige sektor aldrig har stået overfor en recession, som har nødvendiggjort at skære væsentligt i omkostningerne uden at reducere produktionen. Man har hverken et profitmotiv eller hård konkurrence, som sikrer, at der holdes fokus på omkostningerne.
Det kan derfor ikke undre, at et stort antal undersøgelser i Danmark og i udlandet viser, at private virksomheder er op til 20 pct. mere effektive end det offentlige indenfor en række serviceområder såsom skoledrift, vejvedligeholdelse, rengøring, ældrepleje, busdrift og sygehusydelser.
I stedet for at blive småsure over dette bør de offentlige chefer udvise lidt mere Wozniacki-mentalitet. Selvfølgelig kan de blive bedre, og selvfølgelig kan de lære af private konkurrenter.
(Denne artikel blev bragt som min faste klumme Modpol i Politiken 30. april 2011)
