Som sædvanligt kommer Morten M med en knivskarp analyse af EU's urimeligheder. I berlingerens artikel står at 'Stabilitetsmekanismen' skal have en egenkapitel til at kunne støtte nødlidende EU stater, og at den derudover skal have mulighed for at låne mere støttekapital hvis det behøves. Det lyder jo smukt og man må så håbe at internationale investorer er villige til at låne ud til denne støttemekanisme hvis den går ud på markedet og spørger. Personligt ville jeg nok være mere tryg ved at låne ud til Kina.
Men det mest sensationelle er, at i 'fredstid' når ingen EU lande behøver akut støtte, så skal 'mekanismens' egenkapital være investeret i europæiske statsobligationer. Når så sirenen går igang fordi et land behøver støtte, så skal mekanismen sælge sine europæiske statsobligationer for at hive sin egenkapitel hjem og sende den til det nødlidende land. I virkeligheden skal altså redningsaktionen, fra første Euro, finansieres på det internationale kapitalmarked. Det kalder jeg optimisme - for ikke at sige naivitet. Den rente der skal betales kommer til at nærme sig åger. Omtrent som når Venezuela skal ud at låne penge.
