Når ræven vogter høns

Kommunerne vil have lov til at tjekke danskerne for socialt bedrageri ved f

Villy_O_Christensen

28/07/2010

Kommunerne vil have lov til at tjekke danskerne for socialt bedrageri ved f.eks. at besøge kontanthjælpsmodtager og enlige mødre for at tjekke, om de rent faktisk bor der, hvor de har oplyst at have adresse - og om den enlige mor så reelt er alene på adressen.

Det kan umiddelbart lyde sympatisk, da socialt bedrageri går ud over os alle - høj som lav, men mon ikke det snart er på tide, at politikere og embedsmænd kigger indad?

"To tidligere topdirektører i Kolding Kommune kan have begået mandatsvig ved at misbruge skattekroner til dyre restaurationsbesøg i Berlin. Det skriver JydskeVestkysten. Regningen for middagen løb op i 705 euro eller cirka 1.300 danske kroner per kuvert - og det er langt over det loft på 1.000 kroner, som Østre Landsret lagde i Peter Brixtofte-sagen som det højst acceptable, når politikere og embedsmænd spiser for skatteyderpenge".

Uden at komme nærmere ind på Farumsagen med de alt for dyre vine, så er den åbenbart helt galt i Kolding:

"Efter afsløring af, at de otte personer i Kolding Kommunes direktion brugte hver næsten 2200 kroner på Noma-besøg, vil kommunaldirektøren nu betale selv, skriver EkstraBladet".

- aldrig sjovt at blive "opdaget"!

Mens nogle borgere begår socialt bedrageri for at overleve, og andre gør det for bedraget skyld, så fester kommunale topchefer videre for skatteydernes regning.

Borgmestre landet over har indrømmet, at det er simpel kassetænkning, når syge - sågar dødeligt syge - tvinges i aktivering, for at kommen kan få refunderet 65 procent af dagpengene mod 35 procent, hvis borgeren ikke aktiveres.

Selvsamme borgmestre belønner sig selv for "tro tjeneste" med dyre malerier på rådhusene og bakkes op af byrødderne, der gerne selv så deres kontrafej pryde væggen.

I iveren efter at tjene vælgerne og borgerne "bedst muligt" står politikerne også i kø for at komme på studieture til fjerne egne i verden - rejser som den skattetyngede borger må drømme om et helt liv uden at komme afsted, men de er stadig med til at finansiere politikernes rejser.

Den lille mand har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, mens politikere og embedsmænd frådser løs med dine og mine penge!

Og lad det være slået fast med syvtommersøm: Socialt bedrageri er IKKE i orden, men det er dyneløfteri, kassetænkning ved aktivering, skattefinansierede kommunale ædegilder eller ekstremt dyre studieture altså heller ikke!

Kilde: