S og SF har i mandags fremlagt deres 2020-plan. Den indebærer blandt andet højere skatter for 26,3 mia. kr. Det svarer til en skattestigning på omtrent 10.000 kr. per husstand i Danmark, hvilket ville øge verdens største skattetryk yderligere til skade for vækst, velstand og erhvervslivets konkurrenceevne.
S og SF har i den offentlige debat hævdet, at disse skattestigninger primært (eller sågar udelukkende) skulle komme fra banker og ”millionærer”. Imidlertid vil millionær- og bankskat ifølge S og SF kun give ekstra indtægter for hhv., 1,2 og 2,0 mia. kr. Mere end ni ud af ti skattekroner kommer fra en lang række andre skattekilder, for eksempel rygere, flypassagerer, bilister i Københavnsregionen, forbrugerne, investorer i aktier, landmænd osv.
De reelle skattestigninger risikerer dog at blive omkring det dobbelte. Sagen er nemlig, at mange af finansieringsforslagene er urealistiske. For eksempel ”forslaget” om, at danskerne skal arbejde 12 minutter ekstra hver dag, hvilket ville øge skatteindtægterne med 15 mia. kr.
Det vil S og SF opnå ved at tale med arbejdsmarkedets parter. Det er højst tvivlsomt, om sådanne samtaler vil føre til det ønskede resultat. Det er fint, at S og SF vil gøre forsøget. Det er imidlertid stærkt problematisk, at partierne allerede nu har lagt planer for, hvordan de vil bruge de højst usikre ekstra skatteindtægter, hvis og i fald, danskerne rent faktisk begynder at arbejde mere.
Arbejdsmarkeds-kommissionens undersøgelse viser, at kun 6 pct. af de fuldtidsbeskæftigede ønsker at arbejde mere, mens 20 pct. ønsker at arbejde mindre. Nettoeffekten ville være et fald i beskæftigelsen med, hvad der svarer til 116.000 fuldtidsbeskæftigede – altså det modsatte af, hvad S og SF ønsker at opnå.
Læg dertil, at S og SFs egne forslag om højere skatter bidrager yderligere til at trække i den forkerte retning. Højere skatter mindsker incitamentet til at yde en ekstra indsats og mindsker derfor arbejdsudbuddet. Det samme gør en række af S og SF’s øvrige forslag, f.eks. forslaget om at hæve dagpengeperioden fra 2 til 4 år.
Det er derfor meget usandsynligt, at S og SF kan finde 15 mia. kr. i ekstra indtægter til statskassen ved at få danskerne til at arbejde mere. I givet fald vil pengene mangle, og S og SF må finde på noget andet. Dette andet må forventes at blive højere skatter.
De 12 minutter er ikke det eneste urealistiske finansieringsforslag. S og SF forventer at få 5 mia. kr. mere i kassen fra "mere og hurtigere uddannelse", hvilket for det første er meget vanskeligt at realisere i praksis. Det har været forsøgt i årtier uden de store resultater. For det andet, vil det ikke kunne give ekstra skatteindtægter på 5 mia. kr. så tidligt som i 2020, selv hvis det realiseres. Hvordan S og SF vil opnå øgede skatteindtægter på 2,5 mia. kr. via "bedre integration" står ligeledes hen i det uvisse. De få konkrete forslag partiet fremsætter, såsom afskaffelse af starthjælpen, trækker nemlig i den forkerte retning. "Bedre forebyggelse" kan alle gå ind for, men hvordan det skal realiseres, så der kommer 1,5 mia. kr. ekstra i statskassen er uklart. Det samme gælder "lavere strukturel ledighed". Faktisk trækker S og SFs forslag om fjernelse af kontanthjælpsloft, starthjælp, 450-timers regel og længere dagpengeperiode i den modsatte retning.
Med andre ord er der stor fare for, at en rød regering ikke vil kunne nøjes med at hæve skatterne med 26,3 mia. kr. for at indfri sine mange løfter men i stedet med omtrent det dobbelte, hvilket svarer til en skatteregning på små 19.000 kr. per familie.
Det vil cementere Danmarks position som et land med en rig stat og en fattig befolkning. Danskernes privatforbrug ligger ni procent under gennemsnittet i de 15 gamle EU-lande. Vi havde inden finanskrisen et lavere privat forbrug end i for eksempel Grækenland, Italien og Cypern. Det lave private forbrug skyldes blandt andet, at vi har verdens højeste skatter. Fra 1997 til 2009 er det offentlige forbrug i Danmark vokset ca. dobbelt så meget som det private. S og SF vil have, at denne udvikling skal fortsætte.
Hvor længe, mon? Hvornår er den offentlige sektor stor nok og danskernes privatforbrug lille nok?
