I 1990 undersøgte den amerikanske forsker Rudolph Hoehn-Saric en gruppe patienter, der havde fået antidepressiver, de såkaldte lykkepiller, og opdagede til sin rædsel, at disse udviste tegn på skader på frontallapperne. Hoehn-Saric skrev en artikel om det i Journal of Clinical Psychopharmacology i oktober 1990. En artikel man kan læse på dette link: http://www.toxicpsychiatry.com/storage/Antidep%20Apathy%20Indifference%20SSRIs%20Hoehn-Saric%201990.pdf
Hoenh-Saric blev så forfærdet over sit fund, at han i 1991 gennemførte en ny undersøgelse, denne gang på en ung mand på 23 år, der i fire måneder havde været på 100 mg antidepressiver. Den unge mand udviste tydelige tegn på hjerneskader, som kunne sidestilles med en lobotomi (det hvide snit), hvilket Hoehn-Saric skrev om i Journal of Clinical Psychiatry i marts 1991. På dette link kan man se abstraktet: http://psycnet.apa.org/psycinfo/1991-25318-001
Kort fortalt vil det sige, at lægerne i 21 år har vidst, at forkert anvendelse af antidepressiver kan ødelægge menneskers hjerner, hvilket er overgået tusinder af danskere, der har modtaget midlerne, fordi de var væltet med cyklen, blevet overfaldet på deres arbejdsplads, sørgede over en afdød slægtning, eller forebyggende for ikke at få en depression efter en alvorlig sygdom.
Alle disse mennesker har mistet deres job og erhvervsevne, yngre måtte forlade den uddannelse, de var i gang med, og det har kostet samfundet milliardbeløb.
I 2009 blev udgifterne til psykiatrien beregnet til langt over 30 milliarder kroner om året – ved at lægge tal sammen fra Det centrale Handikapråd, som opgav H:S’s driftsudgifter, en undersøgelse fra Olesen et al for Shared Care, samt statens tilskud.
Men det var bare driftsomkostningerne. Oveni skal lægges, at psykiatrien dagligt overfører flere end 20 mennesker til førtidspension, hvoraf mange er studerende, andre mennesker, der før havde et godt job, men fælles for dem alle er, at de har fået ødelagt hjernen og derfor ikke længere er i stand til at fungere. For mange er det ikke lykkedes at lægge pillerne på hylden. Da de ikke kan holde ud at leve med en ødelagt hjerne, bliver de bildt ind, deres hjerneskader er psykisk sygdom, og de havner derfor i systemet som ”psykiatriske patienter” resten af livet, som i øvrigt bliver ganske kort, da fortsat medicinering til sidst ødelægger selve hjernestammen, så personen dør.
Hvis personen ikke kan forstå, hvorfor han/hun har det så mærkeligt, når vedkommende indtil for ganske nyligt fungerede upåklageligt, bliver der stablet psykoeducation på benene, hvortil personen gerne må tage hele familien med, så alle kan lære at forstå, hvorfor personen pludseligt optræder så mærkeligt. Og hvor vedkommende før kunne passe sit job, sin skole og sine dagligdags gøremål, kniber dette måske nu, så derfor bliver der også koblet en ergoterapeut på, der kan luske rundt i hælene på personen og se om han/hun kan finde ud af at købe ind, koge et æg, rede sin seng og meget andet. Er den helt gal, kan den førhen selvstændige, selverhvervende person blive indstillet til en hjemmehjælp.
Vedkommende skal i hvert fald ikke kede sig. Da centralnervesystemet ligeledes bliver ødelagt, vil personen få bevægelsesvanskeligheder, men her træder en ergoterapeut til.
Alt sammen bliver sponseret af de danske skatteborgere og koster årligt i omegnen af 100 milliarder kroner.
Derfor er opskriften på at få landet på ret køl igen, rimelig enkel:
Sæt en stopper for den utidige udskrivning af psykofarmaka mod alt muligt, og læg sag an imod Dansk Psykiatrisk Selskab, Psykiatrifonden, Sundhedsstyrelsen og en række andre involverede institutioner for bedrageri og rent tyveri af borgernes penge, idet de i 21 år har vidst, at pillerne skader hjernen og alligevel har uddelt dem til højre og venstre. Udregn tabet for den danske stat og kræv pengene tilbage fra 1992 og frem. Derudover bør også medicinalindustrien spytte pænt i kassen, da også den har haft kendskab til kendsgerningerne.
På den måde vil der kunne skaffes milliarder til statskassen, som ville kunne anvendes konstruktivt, indenfor ikke blot sundhedssektoren, men på mange andre områder.
