Man kan undertiden få de bedste lektioner i samfundsforhold i den virkelige verden.
I køen i Netto stod i dag en lille kernefamilie - mor, far og en lille datter på seks-syv år. Køen til kassen går forbi slikhylderne, og pigen ville have slik. Mors første, og egentlig meget fornuftige, kommentar var, at nu er ferien forbi, underforstået, at ferietid er sliktid, men nu er hverdagen begyndt. Pigen fik altså et nej og en forklaring, og mere har hun ikke brug for.
Hun fortsatte imidlertid sit plageri, og det var her, at tingene gik galt for forældrene. I stedet for blot at gentage deres 'nej', så fik datteren at vide, at hvis hun ikke holdt op med plageriet, så kunne hun komme udenfor butikken og vente.
Pigen begyndte at småklynke, men fortsatte med at pille ved slikket. Så tog faren fat i hende - ikke brutalt, men dog fast og hårdt nok til, at det skaber uheldige associationer. Pigen blev mere på tværs og begyndte at klynke endnu mere, hvorefter moren gik ud af butikken for at vente på, at pigen kom derud.
I mellemtiden serverede faren en gardinprædiken for sin datter:
"Er du ikke flov over at opføre dig på den måde?", og "tænk på hvad de andre mennesker tænker" og blabla... og det var her det gik op for deres Netto-udsendte, hvor stor magt den sociale arv har.
Nogle liberale bryder sig sikkert ikke om begrebet, da det lugter af fattigdom og bistandshjælp. Det er imidlertid slet ikke pointen. Dén er, at selvom man er velnæret blue collar arbejder (far stod i sit arbejdstøj), som ikke mangler hverken salt til sit æg eller smør til brødet, så sidder skammen ved at være 'fattig' fast som en tatovering, der ikke lige kan vaskes af.
Den lille kernefamilie var ikke - så vidt jeg kunne bedømme - fattige i nogen meningsfuld forstand, men deres forældre og bedsteforældre var måske. Og de gav skammen ved at være fattig videre til far og mor, som nu giver den videre til deres lille datter.
Pigen var som børn er flest: grådig og grænseløs, og hun skal da ikke skamme sig over at være et helt normalt barn. Hun skal bare have sat en grænse - have klare og gentagne nej'er til hun forstår budskabet. Men gardinprædikerne der risikerer at installere kronisk mindreværd i hende, har hun ikke brug for.
Der er stadig behov for arbejderklassehelte, der kan forklare de mindre priviligerede, at de har al mulig grund til at bevare selvværdet og den personlige stolthed.
I køen i Netto stod i dag en lille kernefamilie - mor, far og en lille datter på seks-syv år. Køen til kassen går forbi slikhylderne, og pigen ville have slik. Mors første, og egentlig meget fornuftige, kommentar var, at nu er ferien forbi, underforstået, at ferietid er sliktid, men nu er hverdagen begyndt. Pigen fik altså et nej og en forklaring, og mere har hun ikke brug for.
Hun fortsatte imidlertid sit plageri, og det var her, at tingene gik galt for forældrene. I stedet for blot at gentage deres 'nej', så fik datteren at vide, at hvis hun ikke holdt op med plageriet, så kunne hun komme udenfor butikken og vente.
Pigen begyndte at småklynke, men fortsatte med at pille ved slikket. Så tog faren fat i hende - ikke brutalt, men dog fast og hårdt nok til, at det skaber uheldige associationer. Pigen blev mere på tværs og begyndte at klynke endnu mere, hvorefter moren gik ud af butikken for at vente på, at pigen kom derud.
I mellemtiden serverede faren en gardinprædiken for sin datter:
"Er du ikke flov over at opføre dig på den måde?", og "tænk på hvad de andre mennesker tænker" og blabla... og det var her det gik op for deres Netto-udsendte, hvor stor magt den sociale arv har.
Nogle liberale bryder sig sikkert ikke om begrebet, da det lugter af fattigdom og bistandshjælp. Det er imidlertid slet ikke pointen. Dén er, at selvom man er velnæret blue collar arbejder (far stod i sit arbejdstøj), som ikke mangler hverken salt til sit æg eller smør til brødet, så sidder skammen ved at være 'fattig' fast som en tatovering, der ikke lige kan vaskes af.
Den lille kernefamilie var ikke - så vidt jeg kunne bedømme - fattige i nogen meningsfuld forstand, men deres forældre og bedsteforældre var måske. Og de gav skammen ved at være fattig videre til far og mor, som nu giver den videre til deres lille datter.
Pigen var som børn er flest: grådig og grænseløs, og hun skal da ikke skamme sig over at være et helt normalt barn. Hun skal bare have sat en grænse - have klare og gentagne nej'er til hun forstår budskabet. Men gardinprædikerne der risikerer at installere kronisk mindreværd i hende, har hun ikke brug for.
Der er stadig behov for arbejderklassehelte, der kan forklare de mindre priviligerede, at de har al mulig grund til at bevare selvværdet og den personlige stolthed.
