Jeg forundrer mig dagligt over, at der bliver truffet så mange gale beslutninger – altså målt på deres uheldige konsekvenser. Her følger fire felter præget af fejlslagne valg: 1. Institutionaliseringen af småbørn 2. Kernefamilien 3. Folkeskolen 4. Masseindvandringen fra 3. og 4. verdenslande
Tsunamien af gale beslutninger inden for disse fire områder kan koges ned til to hovedforklaringer. I forhold til de indbyrdes sammenhængende punkter 1 og 2 træffer alt for mange forældre valg efter devisen: Hvis-jeg-har-lyst-har-jeg-også-lov – frem for at tage parti for den svage part: Børnene. I forhold til punkt 3 og 4 er beslutningstagerne ikke i stand til at træffe gavnlige beslutninger, medmindre de har erfaringer på egen krop eller personligt kendskab til de arbejdsopgaver, som de menige medarbejdere skal løse på diverse arbejdspladser.
Sagt lidt anderledes: Sund fornuft og en erfaringsbaseret tilgang til problemløsning lider hyppigt nederlag til såvel ideolog(i)er som overbetalte skrivebordsteoretikere med fødderne solidt plantet i ægte tæpper og bonede gulve frem for på den jord, hvor vi dødelige, som beslutningerne rammer, maser rundt. Synspunktet er ikke nyt, og vi er en del, som i en årrække har forsøgt at vinde gehør for den indlysende sandhed, at den, som har skoen på, ved bedst, hvor den trykker. Desværre uden held. I hvert fald er den samfundsmæssige udvikling bare hele tiden gået i den stik modsatte retning af dér, hvor jeg godt kunne tænke mig at gå hen.
Hvad stiller vi op? Suk! Tiden må vist være kommet til at spille offerkortet. Men vel at mærke ikke det offerkort, der handler om at få sugerøret ned i statskassen, men derimod det sataniske trumfkort, at nu KAN beslutningstagerne (mor, far, Corydon, Antorini, Thorning-Schmidt, Vestager, Barroso, Ashton m.fl.) ikke mere få skyklapperne til at slutte tæt: Ofrene for de gale beslutninger – ligene på bordet - er simpelthen blevet for mange.
Men hvem er så ofrene inden for de fire felter, jeg har valgt at fokusere på, og hvilke løsninger og svar kunne mildne miseren?
Ad 1) Ofrene er vuggestuebørnene, der senere udvikler sig til psykisk skrøbelige børn. Således kan eksplosionen af diagnoser blandt unge føres tilbage til den for tidlige institutionalisering af små børn. Vuggestuerne er problematiske, fordi det tætte bånd mellem mor og barn bliver skåret over alt for tidligt, og for mange børn tilbringer (for) mange timer i vuggestue og børnehave uden den nødvendige voksenkontakt. Svaret hedder IKKE flere pædagoger, men mere mor /far samt evt. bedsteforældre eller én fast omsorgsperson. Løsning: Hjemmepasning af børn 1½-2 år, derpå max 30 timers institutionalisering om ugen.
Ad 2) Den velfungerende kernefamilie har vist sig at være den bedste ramme for (ud)dannelsen af børn, men familien er under stigende pres. Sørgeligt, for et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Ofrene findes især blandt det stigende antal skilsmissebørn, som en stribe egoistiske forældre efterlader i det blodfyldte kølvand. Forældreansvarsloven (læs: Vold-mod-børn-loven), der i ligestillingens navn deler ikke bare sofaen, men Sofie midt over, er en katastrofe. Løsning: a) Deltidsarbejde kombineret med lavere levestandard, b) Skilsmisse er ikke på dagsordenen, før børnene er fyldt 18 år, c) Opgør med den dominerende ligestillingsdiskurs, der vil afskaffe forskellene på de to køn og dikterer, at kvindens plads og livets mening er på arbejdsmarkedet og ikke i hjemmet.
Ad 3) Folkeskolen, som skulle danne rammen om et fællesskab, hvor børn fra alle socialklasser kan mødes og tilegne sig faglige kundskaber, paratviden og selvdisciplin – adgangsbilletten til et liv på solsiden – er støt og sikkert blevet nedbrudt igennem de seneste 40 år. Folkeskolens deroute skyldes et kompleks af reformpædagogik, misforstået ligemageri (hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære), pædagogiske forskere placeret på Himmelbjerget og et antal (venstreorienterede) lærere mere optaget af demokrati-projekter og feel-good-øvelser end af fokus på faglighed. Udviklingen ned ad slisken er senest hjulpet brillant på vej af undervisningsminister Antorini, der i stram Corydon-snor bjæffer løs om faglige løft og lærerautoritet, mens hun ihærdigt gør, hvad hun kan for at underminere lærerprofessionen. Folkeskolen vil derfor i de kommende år producere stadig flere ofre i form af udygtige børn og funktionelle analfabeter, også fordi lærer-Lene ikke magter både at formidle kundskaber, inkludere Turbo-Brian og Tumult-Muhammed og agere forælder. Løsning: Hovedansvaret for opdragelsen skal naturligvis placeres hos forældrene, der jo nu er gået på deltid (jf. ovenfor) og har fået overskud til at varetage dannelsesopgaven på Hjemmevej. Med denne model undgås samtidig at skabe offergruppe 2, nemlig lærerne.
Ad 4) Masseindvandringen fra 3. og 4. verdenslande, der dagligt gør Danmark fattigere og mindre trygt, fortsætter derudaf og har allerede skabt et hav af ofre:
• Børn af indvandrerforældre, som ikke har pakket kulturkufferten ud
• Ofre for kriminalitet – hvor statistikken viser, at lovovertrædere af anden etnisk oprindelse er overrepræsenterede
• Fordi milliarder af skattekroner går til mislykkede og misforståede integrationsforsøg, bliver der skåret i fx skole- og hospitalsbudgetter samt i dagpengene. De dårligst stillede etniske danskere (ofrene) får lov til at betale prisen for indvandringen
Løsning: Stop for kædetilvandring / familiesammenføring. Stop for tilgang af studerende, som viser sig ikke at være studerende alligevel. Danmark skal ud af de konventioner, som tvinger os til at føre en samfundsnedbrydende politik. Grænsekontrol.
Udgangsbøn: Måtte offerkortet få en kort spilletid.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 23.3.14)
