Støjsenderen Støjberg

Flere dages afdækning i medierne af kommunernes kassetænkning i forbindelse med aktivering af sygemeldte kulminerede i aftes i DR TV Avisen, hvor b...

Villy_O_Christensen

20/07/2010

Flere dages afdækning i medierne af kommunernes kassetænkning i forbindelse med aktivering af sygemeldte kulminerede i aftes i DR TV Avisen, hvor beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V), foretog en U-vending.

Tidligere har hun forsvaret de udskældte aktiveringsregler, der tvinger syge i aktivering ti timer om ugen - selvom de er for syge. Til TV Avisen udtalte Støjberg, at hun nu vil indskærpe reglerne for kommunerne. Regler der er lige så uklare som ministerens forskelligartede udmeldinger.

Loven om aktivering af sygemeldte giver kommunerne mulighed for selv at vurdere, om en person er for syg til at deltage i et aktiveringsforløb - uanset hvad lægen skriver i sin erklæring. En elastisk formulering der får kommunerne til at udøve kassetænkning ved at tvinge sygemeldte i aktivering for ad den vej at få refunderet 65 procent af sygedagpengene istedet for 35 procent, sådan som et par borgmestre også har indrømmet.

Nu vil ministeren altså udpensle reglerne for kommunerne på et møde, hvor jeg personligt godt gad være en flue på væggen, da "reglerne" er så uklare, at der nødvendigvis må en lovændring til, før kommunernes rovdrift på sygemeldte stoppes. Det kan tidligst ske engang i starten af november. Folketinget samles efter sommerferien første tirsdag i oktober, og inden en eventuel lovændring kan vedtages, skal den gennem 1., 2. og 3.behandling - altså i november.

Hvor mange syge skal indtil da chikaneres af de pengehungrende kommuner - hvis altså der kommer et forslag til præcisering af lovteksten? Eller er det bare støj - bedre kendt som røgslør? 

Kilde: