MAN SIGER, at definitionen af vanvid er at gentage den samme handling og hver gang forvente et nyt resultat.
I givet fald griber vanviddet om sig i disse dage.
Efter finanskrisen anbefalede nogle økonomer, at regeringerne trådte til med store hjælpepakker, som skulle stimulere økonomien. Andre økonomer sagde, at det var begrænset, hvad man kunne opnå ad den vej, fordi sådanne stimulipakker ikke tog hånd om de grundlæggende økonomiske problemer, men tværtimod i et vist omfang fastholdt eller endda forværrede dem. Blandt andet skulle man huske, at de ekstra offentlige udgifter ville udgøre en belastning på lidt længere sigt.
DE FLESTE regeringer lyttede primært til den første gruppe af økonomer. I USA sendte præsident Obama gigantiske 500 mia. dollar ud i økonomien i form af offentlige investeringer og overførsler. Præsidenten vurderede, at pakken ville medføre, at ledigheden ikke på noget tidspunkt ville nå over otte procent og ville trække landet ude af krisen.
Nu står det klart, at pakkerne ikke havde den ønskede effekt.
Obama-regeringen benyttede urealistisk optimistiske antagelser for stimulipakkens gavnlige effekt på BNP.
Ledigheden i USA steg til ti og ligger i dag omkring ni procent.
For det andet viste det sig ganske vanskeligt at få brugt pengene. Præsident Obama har selv indrømmet, at han mangler »spadeklare projekter«. Det samme problem opstod herhjemme. VK-regeringen budgetterede i 2009 og 2010 med en historisk vækst i de offentlige investeringer på 30 pct. Kun 12 procent blev realiseret. Der manglede spadeklare projekter. Der skal nemlig planlægges, ændres lokalplaner, laves høringer osv.
Der skete nøjagtigt det samme i 1993, hvor Nyrupregeringen ville »kickstarte« økonomien.
Dengang blev en del af investeringerne først sat i gang så sent som i 1996, hvor tidspunktet for længst var forpasset, og hvor de bidrog til de begyndende problemer med mangel på arbejdskraft.
Man kan frygte, at en del af stimulipengene i stedet er gået til at finansiere vækst i kommunernes driftsudgifter.
I 2009 og -10 voksede den offentlige beskæftigelse med hele 27.000 personer, og det offentlige forbrug steg dobbelt så meget som budgetteret, nemlig med fire procent.
Med andre ord er der betydelig risiko for, at disse midlertidige investeringer bliver til permanente driftsudgifter, som vil øge underskuddet på statens finanser.
SER MAN PÅ verdensøkonomien, befinder vi os nu i en ny krise, der primært skyldes, at en række lande har sat sig selv i så stor gæld, at der er fare for statsbankerot eller i det mindste - som i USA - en nedskrivning af kreditværdigheden og dermed højere renter, færre investeringer og lavere vækst.
Man skulle tro, at de økonomer og beslutningstagere, som havde anbefalet, at vi bare skulle øge de offentlige underskud i håb om, at det ville stimulere økonomien, nu ville være blevet klogere og mere ydmyge.
Men nej. Knap var gældskrisen kommet i gang, før blandt andre overvismanden - af alle -anbefalede nye såkaldte »vækstpakker«. Altså mere af det, som hidtil ikke har virket, og som i et ikke uvæsentligt omfang har bidraget til den nuværende gældskrise i en række lande. Med gæld skal gæld bekæmpes, synes tankegangen at være.
Kommende stimulipakker vil endda sandsynligvis blive igangsat med endnu større forsinkelser, idet kommunerne må formodes først at have igangsat de mest spadeklare projekter.
Fokus ligger på at sætte gang i byggebeskæftigelsen.
Den er da også faldet en del siden toppen af højkonjunkturen, men alle er i dag enige om, at vi på det tidspunkt havde en byggeboble med for meget byggeaktivitet.
Byggebeskæftigelsen ligger på nuværende tidspunkt på godt 140.000. Det er ganske vist lidt under niveauet i årene inden boblen, hvor byggebeskæftigelsen svingede mellem ca. 145.000 og 160.000, men det er ikke noget alarmerende lavt niveau og afspejler måske meget godt, at der i en periode er blevet bygget for meget.
Den samlede ledighed ligger i dag på samme niveau som i midten af 2006, hvor der var bred enighed om, at ledigheden var ret lav. Jeg ser derfor ikke gode argumenter for stimuli, men hvis politikerne insisterer, bør de i det mindste vælge at prøve noget nyt, som har en chance for rent faktisk at virke efter hensigten.
Et bud kunne være en midlertidig nedsættelse af momsen fra 25 til 20 procent. Det ville sænke forbrugerpriserne med fire procent og have en gavnlig effekt på efterspørgslen, som ville indfinde sig helt uden forsinkelse og på tværs af mange sektorer i stedet for primært i byggeriet.
Martin Ågerup, direktør for tænketanken Cepos (www.cepos.dk).
Artiklen blev offentliggjort i Politiken 13. august 2011 som min faste klumme Modpol under overskriften: Hurtige offentlige vækstpakker virker ikke.
