Stor bedring i statsgælden

Underskuddet på de offentlige finanser bliver 30 mia

Jesper Ørsted

18/10/2010

Underskuddet på de offentlige finanser bliver 30 mia. kr. mindre end frygtet, viser beregninger fra økonomerne i fagbevægelsens økonomiske tænketank, AE, skriver dagbladet Børsen.De nye beregninger viser, at staten skal låne væsentligt mindre end frygtet for at finansiere det offentlige forbrug i både 2010 og 2011. En status over de offentlige finansers stilling viser, at underskuddet på de offentlige finanser i 2010 udvikler sig langt bedre end forudset for blot ni måneder siden. Flere økonomer spår allerede nu, at regeringens forventning om et offentligt underskud på knap 80 mia. kr. i 2011 er for pessimistisk. Økonomerne i fagbevægelsens økonomiske tænketank, AE, forventer et underskud på 66 mia. kr. i 2011. Alt i alt er der kappet 30 mia. kr. af det forventede offentlige underskud i 2010 og 2011 under ét over de seneste ni måneder. "Der er mere gang i dansk økonomi og i skattegrundlaget, end regeringen tidligere har budgetteret med. Det betyder to ting: Årets underskud bliver mindre, og at de fremtidige underskud også bliver mindre," siger Kai Lindberg, underdirektør og chef for analysen i Lån & Spar Bank.