Sundhedsforsikringer spiller en større rolle i privathospitalernes økonomi

I et nyt notat har CEPOS set på, hvor stor en andel af privathospitalernes økonomi, der drives af behandling af hhv

Ikke angivet Ikke angivet,

24/04/2014

I et nyt notat har CEPOS set på, hvor stor en andel af privathospitalernes økonomi, der drives af behandling af hhv. forsikringspatienter og offentlige patienter. Analysen viser, at privathospitalerne for første gang tjente flere penge ved at operere forsikringspatienter end på at behandle offentlige patienter i 2012. 

”Regionerne har trukket flere og flere behandlinger tilbage på offentlige hænder. Størstedelen af privathospitalernes indtjening kommer derfor ikke længere fra regionerne, men derimod fra sundhedsforsikringerne. I 2012 modtog privathospitalerne således 785 mio. kr. fra sundhedsforsikringsselskaberne og 724 mio. kr. fra Danske Regioner, hvilket vil sige, at privathospitalerne tjener flere penge på at behandle sundhedsforsikringspatienter end ved at operere patienter på det offentliges regning. Det fremgår af tal fra Forsikring og Pension samt Danske Regioner”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS. 

”Tidligere er størstedelen af privathospitalernes indtjening over en lang årrække kommet fra behandling af offentlige patienter, men i 2012 tippede balancen. Ifølge Forsikring og Pension kan man se en stigning på 13 pct. fra 2010 til 2012 i indtjening på operationer af sundhedsforsikrede patienter. Til sammenligning ser man et fald på 43 pct. i Danske Regioners udgifter til offentlige patienter over samme tidsperiode. Dette gælder både behandlinger via udbudsaftaler og behandlinger udført på patienter, som har benyttet sig af det frie sygehusvalg,” udtaler chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS. 

”Helt generelt ser vi, at færre offentlige patienter bliver behandlet på privathospitalerne. Det skyldes blandt andet, at regionerne i øjeblikket trækker behandlinger tilbage på offentlige hænder. Det store fald i indtægterne fra regionerne har betydet en periode med fusioner og konkurser blandt privathospitalerne”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS.

Læs hele notatet på CEPOS' hjemmeside her


Kilde: