Død og kritte! Om lidt går den vilde skattejagt, hvis skattesnydere da ikke tidsnok antager den brødebetyngede positur og med blanke øjne melder sig selv til torskegildekompagniet.
Amnesti fås endnu, men den kommer ikke billigt. 60 % bødestraf oven i det ”unddragne”. Det er lokkeordningen, der skal gøre livet lidt nemmere for begge parter i det aldeles uligeværdige forhold.
Og det synes da, at én og anden nok snarligt vil gøre klogt i at tænke i omtalte ordning. I hvert fald hvis man skal stole på de officielle kanaler. Pressen og statsapparatet kører i hvert fald det store skyts i stilling.
For skattely er af det onde, og de er parasitter. Det var meldingen fra Professor Jan Pedersen for et par uger siden. At skatteministeren kun nøjedes med ”stilfærdigt” at gnide sig i hænderne over den seneste udvikling i krigen mod de europæiske skattely er en æstetisk detalje. For substansen er den samme, og man er forenet i samme sag.
Det er en særlig rørelse, der er optaget af skattely. Medlemmer heraf synes at mene, at enhver bankkonto uden for landets grænser er fordækt, og at man uvilkårligt inkriminerer sig selv, hvis man er indehaver af en sådan. Og rørelsen er særlig, fordi den er ganske ufolkelig, men stadig forekommer at være massiv. Måske er det fordi, at den har særligt hjemme i journalistiske kredse.
For hvem er det, der hepper højest? Det er journalisterne, og det må være noget de annammer på journaliststudiet, for de elsker at berette om, hvor uretfærdigt det står til, så længe skattely stadig ikke er udryddet.
Derfor kribler det i Rehling, ja, det kribler i enhver god journalist. For vi står lige foran virkeliggørelsen af en stor drøm, nemlig den, der vil kunne udløse tumultagtige jubelscener, det vil sige journalistfaget i zenit med kåd forårsdans og kvægende glædebrus tappet hos nærmeste øko-mosteri. Ja, det bliver storbyens modstykke til hvad der udspiller sig på landet i disse dage, hvor stalddørene flås op og rastløse køer slippes på græs og udlader vintermånedernes ophobede energi ved at slå voldsomme badutspring henad sletten.
Men hvad har de at have det i?
Journalisterne efterlader os med det indtryk, at vi snart kan æde os fra sans og samling igen, når nu milliarderne vil sprøjte ind på statskontoen. Man taler nemlig om svimlende 21-32.000 milliarder dollars (1/3 af verdens samlede BNP på ét år) placeret i skattely. En langt mere ædruelig beregning lyder på 6-8.000 milliarder dollars, stadig behæftet med stor usikkerhed og nok fortsat en forregning, og selv de 1.000 milliarder euro, man mener vedrører EU-landene, er uomtvisteligt sat alt for højt.
Og så er det også værd at nævne hvilken rolle skattely har spillet.
Da skattelyenes udvikling så småt begyndte at accelerere i sen-70'erne lå den gennemsnitlige marginalskat på 67 % for OECD-landene. I løbet af 80’erne kom den ned på de 50 %, og igennem 90’erne og 00'erne fortsatte den med at falde til 42 %. Selskabsskatten har fulgt samme udvikling: fra nær 50 % i 1980 til 24 % i dag. Ligeledes har stater også i høj grad nedsat - hvis ikke likvideret - særligt skadelige skatter som formueskat.
Eksistensen og opblomstringen af skattely har uvilkårligt været et moment man skulle forholde sig til, når skattesatser og skattesystemer verden over kaldte på justeringer. Det kaldes også konkurrence, og det er noget bureaukrater og politikere af alle aftapninger ikke kan fordrage, fordi det gør, at de skal være mere vågne end de bryder sig om.
Skattely har derfor en irriterende, men ganske opdragende effekt på stater, og med skattely ude af ligningen, så forsvinder et pres, der har virket som et positivt onde - ikke helt ulig begrebet hormesis - og holdt skattesatserne lavere end ellers.
Så hvornår ved vi hvilke folde vi skal lægge ansigtet i? Det gør vi i forbindelse med EU-topmødet, der løber af stablen i maj. Da ved vi om vi rigtig skal vånde os.
For går det som de vil have det, så kan vi forlene presset om skattestigninger med konturerne af en anden ond drøm. Den om én - og kun én - global (høj) skattesats, som i øvrigt er at finde på samme hylde som andre bureaukratisk korrekte løsninger, såsom drømmen om en verdensregering og en verdensvaluta.
Kilde: The Moral Case for Tax Havens (2005) af Daniel Mitchell eller se denne NY Times-artikel, der også peger på det moralske aspekt.
