af Lars Helleskov Engelbrektsen
Man hører ofte, at flere føler sig stavnsbundet til deres egen bolig. Der hentydes til, at de er teknisk insolvente og dermed ikke kan sælge ejendommen uden tab. De har købt på et forkert tidspunkt, da priserne var høje og toppede i 2007, og nu er priserne så faldet med 30 %. Man kan sådan set altid sælge et hus når man vil, på et marked reguleret ved udbud og efterspørgsel, men må så også tage det fulde ansvar og løbe risikoen for at slæbe rundt med en stor personlig gæld, der umuliggør nye huskøb. En gæld, som følge af tab ved salg, på 500.000 til 700.000 kr. har været fremme i dagspressen og hvad jeg har hørt ejendomsmægler fortælle. Ofte ligger ulykkelige begivenheder som arbejdsløshed og skilsmisse eller måske dødsfald bag et hussalg. I andre tilfælde skyldes tabet at husejere, hver gang der har været mulighed for det, har lånt op til 80 % af husets værdi. Altså taget nye lån i huset, bl.a. for at finansiere forbedringer og forskønnelser af huset, som stort set aldrig kommer hjem igen ved salg, men som man nyder godt af i den tid man bebor ejendommen. I andre tilfælde har lån i huset været til finansiering af privatforbrug, der har ligget over de forbrugsmuligheder disponibel lønindkomst giver. Middelklassen levede i en længere periode omkring 2003 til 2007 som overklasse og fik smag for wellnessophold og gourmetmiddage. At netop disse personer med et forbrugsmønster og præferencer nu er teknisk insolvente har jeg svært ved at have ondt af.
