Der er ikke meget, der tyder på at "generation Bieber" er nødsaget til at leve det spartanske liv på skolenbænken med pasta og ketchup. Jeg husker tiden på skolenbænken i et bofællesskab, hvor alle rationaliserede med deres midler og vi hjalp hinanden med de pratiske gøremål. En tid, hvor man for alvor flytter hjemmefra og lærer disciplinen med at få struktureret sin økonomi, holde styr på lektier og deadlines, samt at skulle indgå i et fællesskab.
Jeg er bange for at mentaliteten hos både forældre og børn, kun er med til at gøre velfærdsstaten endnu større og minimere det personlige ansvar.
