Venstre går med til at hæve bundskatten med 17,3 mia. kr.

For en uge siden var en nedsættelse af bundskatten Venstres højeste prioritet i skattepolitikken

Torben Mark Pedersen,

18/06/2014

For en uge siden var en nedsættelse af bundskatten Venstres højeste prioritet i skattepolitikken. I dag har Venstre indgået en vækstaftale med de røde, der hæver bundskatten med 0,28 procentpoint.

Hvert 0,1 procentpoint koster omkring 1,03 mia. kr. i 2013 priser iflg. Skatteministeriet, så bundskatten hæves altså med 2,88 mia. kr. om året eller 17,3 mia. kr. frem til 2020.

Det skal sammenlignes med lempelsen af PSO-afgiften på i alt 13,2 mia. kr. frem til 2020.

Det er ikke de eneste elementer i vækstaftalen, men det er de helt centrale elementer, og forhøjelsen af bundskatten er den største finansieringskilde for lempelserne af energiafgifterne.

Manipulationer

Der er to former for manipulationer, der irriterer undertegnede grænseløst.

For det første er det manipulerende at præsentere afgiftslettelser som 13,2 mia. kr. - uden at nævne eksplicit, at der er tale om et akkumuleret beløb frem til 2020. Det er gjort bevidst for at få afgiftslettelserne til at tage sig større ud. Afgiftslettelser, der i virkeligheden kun er på 2,2 mia. kr. om året ud af samlede skatter og afgifter på over tusind mia. kr.

For det andet ligner det manipulation, når bundskatteforhøjelsen så ikke præsenteres på samme måde, som et akkumuleret kronebeløb frem til 2020, men i stedet opgøres som en forhøjelse af bundskatten på 0,28  procentpoint. Det gør det umiddelbart umuligt at sammenligne, men som nævnt ovenfor, så er bundskatteforhøjelsen faktisk større end sænkningen af PSO-afgiften.

Kilde: