Vi kan, her til lands, ikke længere bilde os selv ind, at vi kan tillade os at være enten dyrere eller dårligere end andre sammenlignelige lande i verden. Vi skal være lige så gode eller bedre. Og vi skal være lige så skarpslebent konkurrencedygtige på priserne – eller bedre.
Realiteten er, at i Danmark er alting bare dyrt, dyrt, dyrt, dyrt.
- Den offentlige sektor er verdens største og dyreste.
- Dette ualmindeligt dyre velfærdssystem finansiererer vi via nogle af verdens højeste skatter og afgifter.
- De meget høje skatter og afgifter er medvirkende til, at lønninger og andre udgifter for danske virksomheder er meget, meget høje.
- De meget, meget høje udgifter til lønninger og andet for danske virksomheder betyder, at priserne i Danmark er meget, meget, meget høje (vi er nummer tre i verden, se her.)
- De meget, meget, meget høje priser betyder, at selv om vi tjener godt i Danmark, har vi ikke nødvendigvis en større oplevet materiel rigdom end i andre lande, hvor man tjener mindre.
- Det er meget, meget, meget, meget dyrt ikke blot at være turist i Danmark, men selvfølgelig i særdeleshed at leve her. Man får ikke ret meget for sine penge.
- Men så er det selvfølgelig godt, at vi har verdens største og dyreste offentlige sektor til at hjælpe os med diverse tilskud og støtteordninger, som vi finansierer via nogle af verdens højeste skatter og afgifter, der er medvirkende til…
Stop! You get the point, utvivlsomt.
Folk tjener godt i Danmark. Men korrigerer man for, hvor dyrt alting er – fra skatterne til rugbrødet – viser det sig, at vi ikke nødvendigvis er så hulens rige igen...
Et uddrag af de kloge ord (og links) fra Tom Jensen's blog på b.dk
