Vi kører i ring på 180grader

Jeg har gennem fem år fulgt debatten på 180grader og også deltaget i den nu og da

Ulrik B. Petersen,

07/12/2014

Jeg har gennem fem år fulgt debatten på 180grader og også deltaget i den nu og da. Der har i perioden været mange gode debattører, der er kørt trætte og forsvundet igen. Nogle af dem er blevet banned af redaktionen efter lidt obskure kriterier, men man må jo respektere at det er ejererne af dette site, der bestemmer. Det er jo trods alt gratis at deltage i debatterne. Men måske kan det være nyttigt at se nærmere på, hvor debat og diskussioner på de givne præmisser bringer os hen.

Min konklusion er desværre: Ikke rigtigt ud af stedet. Det meste af, hvad der skrives, handler om skat, skandaler og udstilling af mindre smarte politikere og personer, der markerer sig i offentligheden, magtmisbrugere især i det offentlige, samt tudehistorier, hvor nogen iblandt kan læsse deres frustrationer af. Der er også hidsige debatter om i*n*d*v*a*n*d*r*'i*n*g. Endelig er der indimellem debat om vor tids feminisme, som kan være ganske underholdenede, men heller ikke meget mere.

Man kunne selvfølgelig håbe at den mangfoldighed af oplysninger, der bringes på dette site, bliver læst af flere og flere. Samt at debatten kunne åbne for nytænkning. Men jeg er bange for at det vil gå for langsomt; desuden mener jeg at der skal handling til. Og ja, skatten skal ned, den offentlige sektor reduceres kraftigt, overførselsindkomster og EU skal reformeres, politikerne skal forholde deres løgne og hykleri etc. etc. MEN!

Skattediskussionen er nok den, der optager sindene mest, hvis jeg ser bort fra den kønspolitiske debat, som jeg her vil lade ligge, da den er et nummer for følelsespræget for min smag. Så vidt jeg kan dømme, kan skattediskussionen reduceres til en diskussion om omfordeling, der ikke gør samfundet rigere. Der synes at ligge en ikke særlig præcist formuleret forventning om at lavere skat ville sætte gang i Danmark, hvilket til forveksling kunne minde om ønsketænkning: Hvis skatten bare var væsentlig lavere, var der nok nogle, der ville skabe noget vækst i erhvervslivet. Men ikke lige mig selv, for jeg bor ikke det rigtige sted, har ikke den rigtige uddannelse, har ikke penge eller tid eller idéer eller ...

Ikke kun vi, men også politikerne spilder tiden med evig lighedsævl og snak om omfordeling, som om landets problemer kan løses ved at tage fra nogle grupper og give til nogle andre. Vi er formentlig enige om at politikerne ikke magter at skabe ægte jobs. Eller vækst udover at bruge penge til hvad de synes er politisk comme il faut. Man kalder det investeringer, men det er som regel kun offentligt forbrug.

Så vidt jeg kan vurdere, bliver det næppe de store virksomheder i Danmark, der kommer til at trække Danmark i gang igen, selvom de gerne vil give udseende af at de gør det; de udgør jo kun 1/3 af Danmarks erhvervsliv. Som alle ved, elller bør vide, er det de 2/3 , der består af små og mellemstore virksomheder, der trænger til et gevaldigt løft eftersom dene sektor lider af svindsot. Iværksætterkulturen er måske ikke helt død, men skrantende. Der kommer ikke nye produktionsvirksomheder til Danmark, og som kan beskæftige horderne af ufaglærte.

Så spørgsmålet til alle I ivrige skattedebattører er: Hvis nu den generelle indkomsskat lå på de så eftertragtede 40%, hvad ville I personligt foretage jer for at være med til at skabe vækst i Danmark? Og i hvilke sektorer mener I at der kan skabes noget, der kan give beskæftigelse til de mange tusind mennesker, der ikke kan finde job?

Ville I bruge pengene til at skabe eller være med til at satse på vækst, eller håber I at andre gør, hvad der skal gøres. Eller skal skattebesparelsen bare bruges til at øge jeres privatforbrug? Eller er der mon en fjerde mulighed, jeg ikke har haft fantasi til at forestille mig?

Kilde: