Michael Voss kommenterer 22/8 Amalie Kestler 10 ord, som åbenbart er upopulære på venstrefløjen. Set med mine liberalistiske briller, altså hverken fra højre eller venstrefløjen, eller midten for den sags skyld, er ordene en blandet fornøjelse, men de hænger faktisk sammen på godt og ondt.
Skattelettelser. Som liberalist ser jeg helst et så lavt skattetryk som muligt. I Danmark ligger vi omkring 50%, og det er simpelthen skadeligt for væksten. Jeg kan godt følge Voss lidt i at skattelettelser til erhvervslivet ikke er det bedste sted at starte. Som Glistrup sagde, indkomstskatten er den værste af dem alle. Og logisk nok, vi lægger skat på cigaretter og alkohol fordi vi vil begrænse det. Hvorfor lægger vi så skat på arbejde??? Voss vil så lette skatten for de laveste lønninger, alle skattelettelser er gode, så fint med mig. Jeg vil dog gerne gøre opmærksom på, at flere og flere økonomer tilslutter sig det synspunkt at en fjernelse af topskatten er gratis, og nogle er så modige at sige det vil give flere penge i statskassen at fjerne topskatten. Jeg kan anbefale enhver at læse om Lafferkurven
Privatisering. Voss påstår at det ikke er lykkedes at dokumentere en privatiserings succes. Jeg har ellers lige fået synet min bil. Jeg gik ind på synshallens side aftenen før og bestilte en tid til dagen efter. Den var ikke gået før privatiseringen, da var der ugers ventetid. Prisen er dog den samme, men servicen er bedre. Selvfølgelig kan det samme lade sig gøre på velfærdsområdet. Forskellen på synshallen og børnehaven er dog at jeg betaler synshallen direkte, mens børnehaven betaler jeg for størsteparten over skatten, selv med de private. Derfor er det mig som er kunden i synshallen, mens børnehavens kunde er borgmesteren.
Effektivisering. Her må jeg som liberalist melde hus forbi. Det er ikke et politisk emne i forhold til det offentlige. Effektiviseringer betyder besparelser og forringelser, jeg har ikke tiltro til at det politiske system kan magte andet. Effektiviseringer skal overlades til det private, som kan opnå profit ved at levere den samme vare til en lavere pris, eller en bedre vare til den samme pris.
Markedet. Her kommer Voss med finanskrisen som et klassisk eksempel på at det frie marked fejler. Krisen skyldtes fejl i finansmarkedet, som altså er den mest gennemregulerede og kontrollerede sektor som vi har. At kalde finansmarkedet for frit er direkte løgn. Finanskrisen skyldtes, at staterne sætter renten for lavt og at politikerne ikke lader falde hvad ikke kan stå. Kan politikerne holde nallerne væk, så skal markedet nok opføre sig ansvarligt.
Privat initiativ. Voss spørger hvad der forhindrer velstand i at blive skabt på offentlige arbejdspladser. Empirisk så vi hvordan Sovjet gennem 70 år var afhængig af private køkkenhaver for at få mad på bordet. De statslige landbrug kunne bare ikke løfte opgaven. Skal jeg pege på een grund, så er det udsigten til profit der mangler i det offentlige.
Konkurrencestat. Det ord kan en liberalist heller ikke lide. Konkurrence skal overlades til private som konkurrerer for egne penge og ikke skatteborgernes.
Topstyring. Kontrol er nødvendig, hvis man skal administrere andre folks penge. Dette ender uundgåeligt i topstyring, specielt når det ikke er muligt at opkræve nok penge i skat til at finansiere alle velfærdsønskerne. Derfor skal ting privatiseres, så man får de små fællesskaber som Voss efterlyser.
DJØF. DJØF’ere er nødvendige hvis man vil have store stater, topstyring og administration af andres penge. Liberalister vil have små stater, private enheder og lave skatter. Derfor behøver vi ikke så mange DJØF’er.
Vækst. Jeg vil give Voss ret i at der ikke er ubegrænset plads til ressourcekrævende vækst. Det er så heller ikke det som sker i disse år. Væksten sker inden for IT o.s.v. Det er vækst som er arbejdstung, og som går Danmark forbi fordi vi beskatter arbejdskraft hårdt.
Profit. Voss henviser til Piketty hvis bog af flere liberale økonomer er blevet pillet totalt fra hinanden. For en liberalist er profit vigtigt, uden den virker privatisering, markedet, initiativ og vækst ikke. Hvis nogen siger til mig at de ikke ønsker profit for at udføre et stykke arbejde, så vil jeg vælge nogle andre. For hvis de ikke ønsker profit, hvorfor skulle de så ønske at gøre det optimalt? De ser jo ingen interesse i at kunden kommer igen. Det er netop problemet i hele den offentlige sektor, den jagter ikke profit, og derfor er det ligegyldigt for dem om de gør det optimalt.
Voss lader skinne igennem at han ser ulighed som en vigtig ting at undgå. Her ser en liberalist ikke ulighed som et problem, sålænge uligheden opstår fordi der er nogle som bager en større kage.
