Jeg har lige læst Mogens Herman Hansens bog om Demokrati og læste passagen om den moderne blandingsforfatning med interesse. Hvis man kombinerer blandingsforfatningen (dvs. skelner mellem enkeltmands-, fåmands-, og folkevælde) i alle de fire statsmagter, så ser man klarere, hvordan det moderne repræsentative demokratis beslutningsmagt er fordelt.
Det velkendte er, at alle samfund er oligarkier: Selv gamle dages monarkier under enevælden kunne ikke esksitere uden en grad af embedsmandsstyre og teknokrati. Det samme gælder i høj grad repræsentative demokratier, og de sidste 10-20 år, mere og mere. Mænd, der kender statsapparatet, er ikke på valg og styrer staten i mange af dens dagligdags aspekter.
Det er beskrevet andetsteds, hvordan færre og færre aspekter af den lovgivende magt reelt ligger hos det, folk kalder "suverænen", nemlig Folketinget. Folketingets magt begrænser sig til ca. 1/4 af lovgivningen og i praksis er folketingspolitikere i store træk blot meningsudvekslere, champions for ideer, mens reelle beslutninger tages af embedsmænd i DK og EU.
Derfor klinger ethvert udråb om, at man tilhører et "demokrati", selvfølgelig hult blandt dannede mennesker, mens mange politikere, journalister og almindelige mennesker bruger begrebet flittigt ikke bare om ideologien, men om styreformen, som om, den eksisterer.
Den statsmagt, der indeholder mest demokrati i Danmark, er den fjerde - medierne, fordi folk i princippet kan komme direkte til orde og fordi der er en vis social mobilitet og rotation i forhold til redaktionerne. Men også denne statsmagt bliver mere og mere koncentreret på enkelte hænder med en stram redaktionel linie, mere eller mindre ukendte særinteresser og selvcensur.
Et andet problem ved mediernes dækning er netop, at de fokuserer næsten ensidigt på de folkevalgte, der danser "can-can" på scenen, mens magten udføres bag scenen, som om, disse folkevalgte underholdere stadig havde en særlig magt. Medierne bidrager til skuespillet, mens kritik af oligarkerne (embedsmænd, redaktører, dommere og topadvokater) nærmest er ikke-eksisterende.
Dermed bliver samfundet til et "skindemokrati", fordi mange, især almindelige danskere, ikke har indsigt nok til at opdage, at meget lidt magt reelt stadig ligger hos de folkevalgte. Men det gælder alle samfund. Det eneste farlige er således, at vi i denne proces, hvor magten bliver mere og mere centraliseret og koncentreret, mister kvaliteten af beslutningerne, fordi fraværret af fri debat og dynamisk magtfordeling gør faren for katastrofale beslutninger større.
Alle oligarkerne - mange af hvilke også er offentligt ansatte magtudøvere og lovgivere - er ikke "valgt" af folket. Og de står heller ikke til ansvar for katastrofale beslutninger andet end, hvis deres foresatte ønsker det.
Hansen beskriver eksempler, hvor magten reelt bliver monarkisk (enkeltmandsvælde), f.eks. krigen mod Irak, der gennemførtes i USA og Danmark ved præsidents og statsministers vilje og kun lod sig gøre gennem den disciplin og magt, som statsministeriet har i dagens Danmark.
Befolkningen har hele tiden været mod krigen i Irak. Det samme gælder euroen. Når de folkevalgte går uden om folkets ønsker, er det illustration af samfundets reelle oligarkiske natur. Når ledende medier bakker politikken op med redaktionelle linier, f.eks. europolitikken, så er statsmagterne allierede udenom folket.
Efter at Danmark har betalt dyrt både materielt og moralsk for sine angrebskrige ført på falske præmisser, og efter at Danmarks fremtid nu er truet med 50-100 milliarder i underskud hvert år på finanserne, ville i et velfungerende demokrati de ansvarlige embedsmænd og politikere straks gå af og lade andre komme til for det fælles bedste.
Den slags sker ikke i skindemokratier, hvor pøbelen i sin grimmeste, mest usle form - levebrødspolitikeren - klæber til taburetten på trods af de fejl, der er begået. Problemet med dette samfund er, at levebrødspolitikere rekrutteres blandt middelmådige dele af befolkningen med ringe verdensindsigt, men med en stærk magtdrift. I partierne fremelskes form fremfor indhold og magtdrift fremfor fælles bedste, netop fordi politikere i dag er champions for ideer, ikke beslutningstagere. Medierne bidrager til fokus på form over substans, ved at gøre politik til et spørgsmål om taktik og retorik; det er ikke vigtigt, hvem der har ret, men hvem der ser ud som om, de har ret.
Når VKOs repræsentanter ikke er gået af i skam og bedt andre, merit-stærke borgere om at overtage det offentlige kald, så skyldes det, at partierne lever for deres egen skyld, magten, og ikke for det fælles bedste.
I USA havde man rotationsprincipper og undgik i forfatnigen professionelle politikere, fordi karrieren altid vil gå forud for det fælles bedste. Selv i dag har amerikanerne en stærk konstitutionalisme og republikanisme i form af civil virtue og indkalder dygtige folk til magten baseret på merit, i modsætning til i Danmark. Har vi set en inkompetent regering samle landets bedste økonomer til at redde os ud af krisen? Nej. Og sådan er Danmark hele vejen igennem.
Demokratiet i dag er en parodi. Magtdelingen illustrerer udmærket, hvor galt det står til, og hvor meget tid, der går med ligegyldige dele af beslutningsprocesserme.
