Da ”Racismeparagraffen” (§ 266b) blev indført i dansk lovgivning i 1939, var det på baggrund af Krystalnatten og antisemitismen i Tyskland. Det hed i lovbemærkningerne, at baggrund for loven var: »de i den nyeste Tid opdukkende Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troessamfund m.fl.«
I 1939 lød § 266b:
“den der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold...”
Bestemmelsen straffede altså alene falske rygter og løgne, der anvendes i propaganda øjemed, men den kriminaliserede ikke forhånende eller nedværdigende ytringer. Paragraffen var i virkeligheden en udvidelse af injurielovgivningen, så tilsvarende regler beskyttede grupper af mennesker.
§ 266b blev imidlertid ændret fundamentalt i i 1971, og baggrunden var et ønske om at inkorporere den nye FN-konvention om bekæmpelse af racisme i dansk lovgivning.
Det hører med til historien, at Danmark sammen med de nordiske lande, USA, England og de andre vestlige lande havde stemt imod den artikel 4a i Racismekonventionen, der opfordrer til kriminalisering af racistiske ytringer, men som var blevet stemt igennem af Sovjetunionen og de andre kommunistiske regimer samt diktaturer i den 3. verden.
Fra og med 1971 blev § 266b til en krænkelsesparagraf, hvor den tidligere var en racismeparagraf. Det hed nu:
”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering…”
Der er således en nærmest pervers logik i Danmarks forhold til disse FN-konventioner: De var gennemtrumfet af et flertal af kommunistiske diktaturstater og 3. verdens lande i FN, og selv om Danmark stemte imod, så implementeres den alligevel de i dansk lov, så vi altså lader kommunistiske diktaturstater bestemme, hvad der skal være dansk lovgivning.
Den stærkeste kritik af den nye § 266b i 1971 kom fra SF’eren Poul Dam:
Lovforslaget »rammer usympatiske anskuelser« og dermed »sætter et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger«.
For Dam var det »ikke statens eller domstolenes opgave at beskytte mig eller andre . . . ved at forbyde nogle meningsytringer som jeg fordømmer «. »Usympatiske« og »forbryderiske« meninger skulle »bekæmpes på frihedens vilkår«. Derfor burde Danmark:
»[ikke] ratificere en hvilken som helst kompromiskonvention fra FN, hvis vi alvorligt må frygte, at følgerne gør det danske samfund ringere«.
§ 266b har ikke længere meget med racisme at gøre. Man kan udmærket blive dømt for overtrædelse af §266b uden at have fremsat racistiske udtalelser. Racismeparagraffen skulle snarere kaldes for en krænkelsesparagraf, fordi den i bund og grund handler om at straffe mennesker, der har holdninger, der krænker andre.
En af de absurde konsekvenser af, at § 266b ikke længere kriminaliserer ”falske rygter og beskyldninger”, men er blevet en krænkelsesparagraf, er, at den anklagede ikke har ret til at føre bevis for rigtigheden af de fremsatte udtalelser.
Rigsadvokaten skriver i Meddelelse nr. 2/2011, at:
"Det bemærkes, at anklagemyndigheden under straffesagens behandling i retten bør modsætte sig et eventuelt krav fra tiltalte om at føre bevis for rigtigheden af f.eks. beskyldninger om grov kriminalitet…”
Videre skriver Rigsadvokaten:
"Strafbarheden afhænger ikke af, om den pågældende gruppe rent faktisk har følt sig truet, forhånet eller nedværdiget. Strafbarheden beror på en generel vurdering af, om de relevante udsagn i den konkrete sammenhæng kan anses for egnede til at fremkalde frygt (trusler) eller virke forhånende og/eller nedværdigende."
Der er bestemt ikke grund til at fejre 75 året for racismeparagraffens indførelse, fordi den i dag er blevet til en hate speech paragraf, der ikke tjener andet formål end at retsforfølge mennesker, der har andre politiske holdninger, og som siger noget fornærmende om andre.
Alle frihedsorienterede mennesker skulle gå ind for at afskaffe § 266b i sin nuværende form. Fornærmende og krænkende ytringer skal imødegås med argumenter og protester, ikke med vold eller lovgivning.
