Uddannelsespolitik er igen på dagsordenen. Den nuværende regering har allerede lavet flere reformer af vores uddannelsessystem, og nu er det gymnasieskolernes tur. Målet er, at skabe verdens bedste uddannelsessystem, men desværre har alle regeringens reformer været uambitiøse. Vores fagligt stærke unge får ikke udnyttet deres potentiale, og de svageste bliver lukket ud af skolen uden helt essentielle færdigheder.
Jeg har her opskrevet tre nødvendige erkendelser, jeg mener vores politikere må gøre sig, for at skabe det gode uddannelsessyste. Det kræver dog, at man lægger halvfjerdserpædagogikken på hylden. Hvis politikerne er i stand til at fralægge sig deres ideologiske forestillinger om uddannelse, er jeg sikker på, at vi igen kan få et af verdens bedste uddannelsessystemer.
A og B hold er nødvendige
Mennesker spejler sig i hinanden i alle livets henseender. Det gælder også for børn. Allerede i en tidlig alder er børn bevidste om ikke bare deres egne evner, men også deres kammeraters. Vælger man at kalde fodboldholdene for Løverne og Tigerne i stedet for 1. og 2. holdet, så ved Tigerne alligevel godt, at Løverne er bedre. Men derfor er Tigerne som oftest alligevel glade for, at de spiller med nogen, der er på samme niveau som dem selv. Det samme gælder i skolen. Spørger man en elev i 3. klasse, vil han eller hun kunne at rangere hans klassekammerater efter dygtighed i både dansk, matematik og engelsk. Derfor er det bizart, at man forsøger at skåne børn og unge mennesker for noget, de alligevel er fuldt beviste omkring: at der findes A og B hold, også i skolen. Det er ærgerligt, for man ville kunne løfte alle elever betydeligt, hvis man turde dele dem efter niveau i de forskelige fag. Nogle er måske gode til sprog, men har brug for en hjælpende hånd i naturfagene, hos nogle er det omvendt, nogle er måske dygtige til det hele, mens andre har brug for, at tempoet bliver sat et hak ned. I virkeligheden er det da også en langt større nedgørelse af den svage elev, når han/hun beder om en gentagelse, og den stærke elev stønner og ruller med øjnene, end det er sidde i et lokale med ligesindede.
Der er gode elementer i Den Sorte Skole
Hvis der er noget, man er bange for i dag, er det Den Sorte Skole. Tesen er, at Den Sorte Skole gør de unge mennesker til uselvstændige robotter, der ikke kan tænke én eneste kreativ tanke. Men der var gode elementer i Den Sorte Skole, og det er virkelig ærgerligt, at begreber som disciplin og paratviden er blevet fyord. Mere disciplin vil fremme indlæringen i skolen. Særligt for de resursesvage børn og unge vil det være gavnligt med fastere rammer, som de måske mangler hjemmefra. Anstændig opførsel er essentielt, når man kommer ud i den virkelige verden, både i ens arbejds- og privatlivet. I forlængelse af disciplin kommer også paratviden, eller "ligegyldig udenadslære" som de kulturradikale uddannelsesideologer vil betegne det. Men det er langt fra ligegyldigt! Tvært i mod er det helt essentielt for læring, at man har en god paratviden. Hvis man ikke kender til de grundlæggende principper bag ved noget, hvordan skal man så kunne arbejde videre med det? Paratviden en nødvendighed, hvis den kommende generation skal være med blandt verdens bedste. Den tværfaglighed og de kreative redskaber man giver de unge mennesker er jo intet værd, når man i samme omgang fratager dem den viden, de skal bruge det på.
Krav er nødvendige, ikke farlige
Man italesætter gerne krav i uddannelsessystemet som ulighedsskabende. Hvad end det handler om mulighed for at vælge drømmeuddannelsen eller mængden af lektier. Det hører sig til den førnævnte forhadte Sorte Skole. Men ironisk nok er de manglende krav skyld i, at vi taber så mange af de fagligt svage. Faste forventninger til lektielæsning og faglig kunnen ville gøre det meget nemmere for de svageste at nå de mål, der er sat for dem. I dag lader vi hver femte gå ud af folkeskolen, på trods af, at de enten ikke kan regne, læse eller skrive. Og det er helt groteskt, at vi i et vidensamfund kan lukke nogen ud i verdenen, der ikke engang har basale faglige færdigheder. Det er hamrende usolidarisk, og vi skylder de unge mennesker mere end det. De stærke elever skal nok klarer sig, om end de måske ikke bliver verdens klogeste. Men det er de svage vi taber, hvis vi ikke fortager drastiske ændringer af vores undervisningssystem.