Centralstyring betyder at arbejdet bliver styret et sted i landet. Det blev læreruddannelsen op til 1993. Undervisningsministeriet bestemte timetal, hvad der skulle stå i undervisningsplanerne og altså hvilken undervisning, der skulle til før en lærerstuderende kunne blive lærer. Ministeriet havde altså det fulde ansvar for uddannelsen. Ude på læreruddannelsen havde man undervisere, en rektor og en enkelt sekretær.
Rektors ansvar var at overse at undervisning foregik godt nok, at fordele arbejdet og det var ikke et særsyn at rektor havde et enkelt hold eller to. De studerende fik 2500 timer fordelt over fire år plus praktik.
Men i 1990´erne skulle der ske noget med læreruddannelsen, man droppede at ministeriet havde ansvaret, i stedet gav man hver læreruddannelse en sum penge og bad dem om at uddanne lærerne. Den centrale styring forsvandt dermed og ministeren havde altså ikke længere det direkte ansvar. Det var ude på undervisningsstedet.
Resultatet lod ikke vente på sig. I 1998 var undervisningstimerne faldet til 1700 og i 2010 var det nede på 1300 timer. Administrationen er tordnet i vejret. I 2000 blev 8% brugt på administration, i 2010 var det 33%.
Fra 2002 til 2010 er uddannelsen oven i købet blevet beskåret med en tredjedel. Husk hvad jeg skrev om ansvaret: Det var ikke længere ministeriets. Og som havde undervisningsministeren læst mine tanker, så lyder det (I Undervisere juni11), at han ser ingen sammenhæng mellem færre penge og færre timer til de studerende. Det er vel egentlig interessant. Man forventer altså ikke at undervisningen bliver påvirket af, at man bruger færre penge!! Bliver den så heller ikke bedre af flere penge?
Giv friheden tilbage
Undervisningsministeriet kunne løse dette ved at man ganske enkelt tog ansvaret tilbage. Det er nærmest tragikomisk at høre om ”metodefrihed og selvstændighed”, når det egentligt blot indbefatter at man sidder i små grupper og debattere om et fag skal have 100 eller 150 timer, mens man ved at fjerne denne ”metodefrihed” kunne give 300 timer.
Det har intet med frihed at gøre, hvis ministeriet igen har ansvaret for uddannelsen, så kan underviserne koncentrere sig om det, de er bedst til, nemlig at planlægge og gennemføre undervisning. Nogle gange skal man spørge sig selv om hvad frihed egentlig er. Er det frihed at sidde og debattere økonomi, når man egentlig ikke har forstand på det eller har interesse i det?
Men tør man?
Men det kræver selvfølgelig at regeringen at man tør tage ansvaret for succes og dermed også risikoen for fiasko. Derfor bliver det nok ikke til noget, og det er uanset om det er en borgerlig eller socialistisk regering. Måske er det lidt for meget fornuft til at det kan bruges i 2011?
