Det er sjældent, at økonomer kan teste deres økonomiske teorier, men Chiles økonomiske mirakel efter 1975 er nok det bedste bevis, vi har på, at Friedmans økonomiske teorier om markedsøkonomi og incitamenter virker. Artiklen fortæller historien om the Chicago boys og Friedmans rolle i Chiles økonomiske mirakel.
Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen
Artiklen er bragt i Libertas nr. 53, oktober 2012
Indledning
Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ”free enterprise” kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.
Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.
Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.
Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer.
”Chicago boys”
The Chicago Boys er betegnelsen for en gruppe chilenske økonomer, der havde studeret ved university of Chicago som led i et universitet til universitet-samarbejde med Universidad Católica de Chile. Økonomer fra Chicago blev sendt til Chile i 1956 for at opbygge en bachelor uddannelse med et højt fagligt niveau, og de mest lovende studerende fik muligheden for at studere videre ved University of Chicago. I årene 1956-64 studerede 30 chilenske studerende i Chicago, og efter programmets afslutning fortsatte chilenske studerende med at komme til Chicago finansieret af Ford Foundation.
De studerende, der fik tilbudt studieplads på Chicago, blev alene udvalgt ud fra akademiske kriterier, og blandt de tre første i 1956 var den senere økonomiminister og leder af ”the Chicago boys”, De Castro.
Undervisningen på Chicago var meget anderledes end i Chile. Niveauet var højere, kravene større, og der blev lagt helt anderledes vægt på beherskelsen økonomisk teori og på de studerendes selvstændige arbejde. Derudover var Chicagoskolen dengang kendt for en helt unik grad af interaktion mellem studerende og professorer, og det gjaldt ikke mindst for de chilenske studerende. Chicagoskolen var kendt for sin intense debatkultur bl.a. gennem sit berømte (og berygtede) workshop system, hvor de studerende præsenterede deres økonomiske ideer og fik feedback fra professorerne.
For de chilenske studerende blev studieopholdet en intellektuel øjenåbner. De studerende oplevede undervisningen som politisk neutral, Valdéz (1995), Reinhardt (2012), men det var måske netop fordi undervisningen ikke var ideologisk, at de studerende blev påvirket så stærkt i en frimarkedsorienteret retning. Gennem undervisningen og opgaverne lærte de studerende sig selv, hvordan rationel, logisk videnskabelig tænkning kan anvendes til at analysere samfundsøkonomiske problemstillinger, og det gav dem en oplevelse af at besidde en indsigt i markedsøkonomien og prismekanismen, som var ukendt for chilensk uddannede økonomer. De vendte tilbage til Chile med en opfattelse af, at når Chile var et underudviklet land, så skyldes det dårlige økonomiske beslutninger truffet af dårligt uddannede økonomer på baggrund af dårlige økonomiske teorier, og de var optændt af en mission om at ændre Chiles økonomiske fremtid, Valdéz (1995).
Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.
Friedman var ikke direkte involveret i udvekslingsprogrammet. Det var institutlederen udviklingsøkonomen og senere Nobelprismodtager (1980) Theodore W. Schultz, der var initiativtager fra Chicagos side, og professor Gregg Lewis var projektkoordinator. Det var dog Arnold Harberger, der var hovedskikkelsen i programmet. Friedman underviste i de år i pristeori og påvirkede de studerende gennem sin undervisning, forskning og personlige omgang.
Chicagoskolen
Siden begyndelsen af 1950erne begyndte man at tale om, at der eksisterede en særlig Chicagoskole, der skilte sig ud både ved sin metodologiske tilgang, Friedmans (1953a) ”methodology of positive economics”, og ved et liberalt og markedsorienteret syn på økonomisk politik:
“In discussions of economic science, “Chicago” stands for an approach that takes seriously the use of economic theory as a tool for analyzing a startlingly wide range of concrete problems (…); for an approach that insists on the empirical testing of theoretical generalizations and that rejects alike facts without theory and theory without facts.”
“In discussions of economic policy, “Chicago” stands for belief in the efficacy of the free market as a means of organizing resources, for skepticism about government intervention into economic affairs, and for emphasis on the quantity of money as a key factor in producing inflation,” Friedman (1974).
Friedman var op gennem 1950erne og 1960erne den førende kritiker af keynesiansk makroteori, og genopdagelsen af kvantitetsligningen og Friedmans ”monetaristiske kontrarevolution” ændrede økonomers syn på pengepolitikkens virkninger, inflationens årsager og stabiliseringspolitik.
Der var også en særlig Chicago tilgang til udviklingsøkonomi, der kendetegnes ved den samme insisteren på økonomisk teori, empiriske tests og tiltro til markedsmæssige løsninger. I modsætning til andre udviklingsøkonomiske skoler, som de marxistiske og strukturalistiske, var Chicagoskolens udviklingsøkonomi ikke fundamentalt forskellig fra anden økonomisk teori. I sin Nobelprisforelæsning talte Schultz (1980) om, at:
“The major mistake has been the presumption that standard economic theory is inadequate for understanding low income countries and that a separate economic theory is needed.”
Udviklingslandes problemer er anderledes, institutioner, kulturen og normerne er anderledes, markederne er mindre udviklede, men incitamenter og prismekanismen fungerer på samme måde. Udviklingsøkonomi er derfor en gren af standard økonomisk teori. Når det er sagt, så var Chicagoskolen meget opmærksom på de kulturelle forandringer, der følger med udvikling, modernisering og urbanisering, jf. titlen på University of Chicagos udviklingsøkonomiske tidsskrift: Economic Development and Cultural Change. Også samspillet mellem økonomi og politiske institutioner var i fokus, og ligesom Chicagoskolen tillagde human kapital stor betydning for økonomisk vækst, Wall (1972), Strassmann (1993).
El Ladrillo - murstenen
Forud for præsidentvalget i 1970 satte en gruppe Chicago boys sig sammen for at udarbejde et liberalt økonomisk reformprogram til den konservative præsidentkandidat Jorge Alessandri. Alessandri var imidlertid ikke interesseret, programmet var for radikalt for ham, men den lille gruppe fortsatte med at mødes og udarbejdede et sammenhængende økonomisk reformprogram, og i 1973 offentliggjordes den nu 500 sider tykke bog, der blev kaldt ”El Ladrillo” (murstenen).
El Ladrillo åbner med en beskrivelse af Chiles økonomiske problemer og en analyse af deres årsager, som kort fortalt tilskrives den intensive offentlige indblanding i økonomien. Overordnet set havde El Ladrillo to hovedsigter: At redefinere statens rolle i chilensk økonomi og at skabe rammebetingelser for en varig vækst, der skulle få Chile ud af sin alvorlige situation efter Allende.
Strukturel underudvikling, økonomisk populisme og socialisme før 1973
Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme.
Siden 1930erne havde der været en stærk venstreorienteret tradition i chilensk politik, og selv i Latinamerika var Chile kendt som ”staternes fædreland”, Valdés (1995, 100). Kristendemokraternes præsident, Eduardo Frei, gennemførte i 1967 en ”chilenisering” ved at overtage 51 pct. af aktierne i kobbermineselskaberne, og en socialistisk landbrugsreform med ekspropriation og opsplitning af landejendomme over 80 hektar uden rimelig kompensation, Collier and Sater (2004).
Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning.
Udviklingslande skulle derfor satse på en import-substituerende industrialisering: Med en kunstig lav valutakurs billiggøres import af maskiner, hvorimod al anden import rationeres og pålægges høje toldsatser (infant-industry protection). Indenlandske priser var regulerede, og subsidier vidt udbredt. Beskyttelsestolden hæmmede konkurrencen og sænkede produktivitetsstigningstakten i de beskyttede erhverv. For det andet fører det til en massiv misallokering af kapital og arbejdskraft væk fra de erhverv, hvor de ville opnå det højeste afkast, og hvor Chile har en komparativ fordel.
Nationalistiske og populistiske politikker har det med at føre til en politisering af økonomien, en styrkelse af bureaukratiet og øget favoritisme, nepotisme og korruption. Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ”rent-seeking society” – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.
Allendes katastrofesocialisme
Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.
Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ”makroøkonomisk populisme”: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).
For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.
Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ”rent-seeking” nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).
Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200).
Figur 1. Forbrugerprisinflation i Chile, 1971-1979
Kilde: Banco Central de Chile
Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt. Den slags eksperimenter er dømt til at gå galt: ”populist policies do ultimately fail; and when they fail it is always at a frightening cost to the very groups who were supposed to be favored,” Dornbusch and Edwards (1990). Reallønningerne faldt med 11,3 pct. i 1972 og med yderligere 38,6 pct. i 1973. I tredje kvartal 1973 var arbejderes og funktionærers reallønninger 33 hhv. 46 pct. under niveauet i 1970, Larraín and Meller (1991).
Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ”Socialistiske Republik” i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder.
Det meste af 1972 var præget af konstitutionelle kriser mellem Kongressen og regeringen og mellem Højesteret og regeringen. I juli 1972 havde Kongressen forsøgt at rejse rigsretssag mod indenrigsministeren for ulovligt at smugle våben ind i landet på et cubansk fly.
Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago.
Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.
Militærkuppet
Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. Ifølge officielle tal blev 3.065 personer dræbt eller forsvandt i løbet af militærjuntaens 17 år, BBC (2011).
Kongressen blev lukket, politiske partier blev forbudt, der blev indført et årelangt natligt udgangsforbud, venstreorienterede aviser blev lukket, fagforeninger undertrykt, og ingen form for opposition blev tolereret. Kun den katolske kirke formåede at bevare en vis uafhængighed, også fordi Pinochet forsvarede dens ret til at kritisere over for andre juntamedlemmer. På det økonomiske politiks område accepterede militærjuntaen også noget, der lignede en fri debat.
Økonomisk genopretning 1973-75
Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.
Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien.
Problemet med genopretning af økonomien var akut: De offentlige finanser skulle genoprettes, inflationen stoppes, de store betalingsbalanceunderskud nedbringes, og de nationaliserede selskaber skulle privatiseres. Og alt sammen på et tidspunkt, hvor økonomien var i dyb krise, og i et land uden veludviklede kapitalmarkeder.
Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. Hverken Pinochet eller de andre generaler var frimarkedstilhængere. De var om noget nationalistiske, og militærpersoner vil normalt forsøge at styre økonomien, som en general styrer en hær, med kommandoer og central kontrol, men Pinochet skulle vise sig at være anderledes.
Den økonomiske politik efter 1973 kan inddeles i fire faser:
Første fase fra september 1973 til april 1975, hvor en økonomisk genopretning påbegyndes uden samlet plan for reformerne. Den første liberale reformperiode fra april 1975 til slutningen af 1981, hvor der gennemføres en række vigtige liberale reformer af den økonomiske politik og institutioner.En økonomisk krise rammer Chile i årene 1982-83, og det fører til en delvis tilbagerulning af reformprocessen.
Anden liberale reformfase fra 1985 til 1990, hvor reformerne fortsættes og uddybes. Efter 1990 hvor demokratisk valgte regeringer viderefører og udbygger de liberale reformer, samtidig med at de opprioriterer socialpolitikken.
September 1973 til april 1975
Efter magtovertagelsen blev der nedsat et økonomisk hold bestående af militærpersoner og civile, økonomiske eksperter fra det Konservative parti og Kristendemokraterne. Selv om de var mere nationalistiske end liberale, gennemførte de en række liberale reformer: liberaliserede udenrigshandlen, sænkede toldsatserne, devaluerede escudos, fjernede priskontroller, påbegyndte privatiseringer og skar dybt i det offentlige forbrug og subsidier.
Det skete på det værst tænkelige tidspunkt. Fra oktober til december 1973 firdobledes oliepriserne, og en stor del af verdensøkonomien bevægede sig i retning af recession. Ophævelsen af priskontrollerne fik den målte inflation til at eksplodere, figur 1, og selv om finans- og pengepolitikken blev strammet, var inflationen stadig 375 pct. i slutningen af 1974. Helt galt skulle det gå i begyndelsen af 1975, hvor en halvering af kobberpriserne førte til en alvorlig betalingsbalancekrise.
Friedman i Chile
Den katastrofale økonomiske situation fik Pinochet til at lede efter alternativer, men militærjuntaen var i vildrede om, hvilken vej man skulle gå: Vende tilbage til den økonomiske politik fra før 1970 eller følge los Chicago boys’ økonomiske genopretningsprogram El Ladrillo?
Milton Friedman kom formentlig til at spille en rolle for skiftet i den økonomiske politik. I slutningen af marts 1975 var Friedman, Harberger og et par andre økonomer fra University of Chicago blevet inviteret til Chile for at give en række forelæsninger på ”the School of Management and Economics” ved det statslige tekniske universitet i Santiago. Rejsen var finansieret af en privat chilensk bank.
Det var ikke tilfældigt, at Friedman og Harberger blev inviteret til Chile netop på det tidspunkt, hvor militærjuntaen stod over for at skulle træffe et valg mellem en liberal reformkurs eller en tilbagevenden til den økonomiske politik fra 1960erne.
I sin første forelæsning ”The Fragility of Freedom”[i] talte Friedman om hvordan central kontrol udgør en trussel mod friheden, og at frie markeder er nødvendige for at bevare politisk frihed, Friedman (2000). Det var tesen fra Capitalism and Freedom om økonomisk frihed som en nødvendig betingelse for politisk frihed.
I en anden forelæsning den 26. marts (refereret af Cárcama-Huechante (2006)), ”Chile and its economic Take-off”, taler Friedman om de reformer, der er nødvendige for at bekæmpe inflationen og etablere en kompetitiv markedsøkonomi.
Under opholdet i Chile havde Friedman også et 45 minutter langt møde med Pinochet. Efter mødet bad Pinochet Friedman om at gøre rede for sin opfattelse af Chiles økonomiske situation, hvilket Friedman gør i et brev dateret 21. april 1975. Brevet indeholder flere tekstafsnit fra de to forelæsninger.
I brevet påpeger Friedman, at Chile står over for to nøgleproblemer: At stoppe inflationen og at skabe en sund markedsøkonomi. Inflationen, forklarer Friedman, kan kun nedbringes, hvis underskuddet på statsfinanserne nedbringes, og Friedman gør det klart, at der ikke findes nogen måde at stoppe inflationen på, der ikke vil føre til en midlertidig forøgelse af ledigheden. På grund af den høje inflation anbefaler Friedman en chok behandling med en hurtig nedbringelse af inflationen via en beskæring af de offentlige udgifter, og en monetær reform, hvor escudoen erstattes af peso.[ii] Friedman påpeger vigtigheden af at forankre inflationsforventningerne ved at annoncere inflationsbekæmpelsen offentligt. I samme åndedrag anbefaler Friedman en ophævelse af enhver form for pris- og lønkontrol, samt en fortsættelse af en valutakurspolitik, der er designet, så den approksimerer en frimarkeds kurs.
Friedman forklarer, hvordan en lav inflation vil have gavnlige effekter ved at fremme udviklingen af kapitalmarkeder, der kan lette privatiseringen af de statsejede selskaber. Han fremhæver endvidere betydningen af frihandel som et instrument til at øge konkurrencen.
Som en sidste anbefaling, foreslår Friedman initiativer til at lette nøden blandt de fattigste.
Friedman slutter af med at profetere, at hvis Chile vælger den rigtige vej, så vil Chile kunne opnå et økonomisk mirakel med en vedvarende økonomisk vækst og større velstand for alle.
I et svarbrev dateret den 16. maj takker Pinochet for brevet og fortæller, at det for størstedelen er sammenfaldende med den nationale genopretningsplan, der netop er sat i værk af finansminister Cauas.
Efter mødet med Friedman bad Pinochet den liberale finansminister Jorge Cauas om at udarbejde et økonomisk reformprogram med sigte på at bekæmpe inflationen. Cauas præsenterede planen for juntaen i april, og på en historisk weekend konference i Cerro Castillo stod general Pinochet og resten af militærjuntaen over for to veje: En gradvis reformproces baseret på international bistand, eller en penge- og finanspolitisk chokterapi. Efter at have lyttet til argumenter for og imod hele weekenden valgte Pinochet chok behandlingen, Fontaine (1993, 244), Collier and Sater (2004).
Friedmans prestige og opbakning til de kræfter i administrationen og regeringen, der arbejdede for reformprocessen, kan meget vel have været udslagsgivende, ligesom Friedmans venlige væsen og formidable pædagogiske evner kan have gjort indtryk på Pinochet. Cárcama-Huechange (2006) hævder i hvert fald, at Friedmans besøg markerede et afgørende vendepunkt, og at det tippede balancen til fordel for Chicagoøkonomernes liberale planer.
I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.
Første reformperiode 1975-81
Enhver regering, der var fulgt efter Allende, ville have været tvunget til at gennemføre en eller anden form for makroøkonomisk genopretning, og det kan ikke i sig selv betegnes som en liberal politik.
De liberale reformer består først og fremmest i at åbne økonomien op for international konkurrence, fjerne den høje beskyttelsestold og prisreguleringerne, reducere den offentlige sektors størrelse og skattetrykket, begrænse statslig intervention i økonomien og sikre den private ejendomsret.
Mod slutningen af 1970erne blev de liberale reformer udvidet, og hovedsigtet blev at reducere den statslige indblanding i økonomien, og at omdanne Chile fra at være et ”rent-seeking” til et ”productive-seeking society”.
En anekdote fra de første år illustrerer, hvordan fagforeninger og erhvervsinteresser blev tvunget til at indse, at de ikke længere kunne opnå økonomiske fordele ved at henvende sig til regeringen. Det fortælles, at da nogle fagforeningsfolk besøgte indenrigsministeren på hans kontor på et tidspunkt i 1975, gav han dem klar besked: ”Hold op med at bruge ordet ”kræver”. Glem ikke, at dette er et diktatur,” Collier and Santer (2004, 360). Under militærstyret blev organiserede særinteressers mulighed for at bedrive rent-seeking aktiviteter effektivt neutraliseret, og det var en bevidst strategi, Hojman (2002).
Åbning op af økonomien: Fra august 1975 til august 1977 blev toldsatserne gradvist sænket til mellem 10 og 35 pct., og frem til juni 1979 blev de sænket yderligere til en ensartet sats på 10 pct., Corbet (1997), Fontaine (1993). Alle kvantitative importrestriktioner var fjernet i 1976, og Chile trækker sig ud af Andespagten samme år. Liberalisering af lovgivningen for udenlandske investeringer gav fri adgang til at bringe kapital ind i Chile og veksle dem igen ved udførsel.
Privatiseringer: I 1974 blev 325 statsligt ejede selskaber privatiseret, og frem til 1978 solgte staten aktier i 197 selskaber. Privatiseringen af bankerne blev først påbegyndt i juli 1975, men tilendebragt i februar 1976, og de blev fulgt af en lang række liberaliseringer af banksektoren, herunder rentefastsættelse.
Processen med privatiseringer blev imidlertid langstrakt og stødte på betydelig politisk modstand i juntaen. Der var bestemt ikke tale om nogen ”neo-liberal chokterapi” på dét område.
Finanspolitik: Der blev skåret dybt i såvel subsidier som i det offentlige forbrug. Antallet af offentligt ansatte blev reduceret fra 360.000 i 1974 til 290.000 i 1978, og de samlede offentlige udgifter faldt fra 40 pct. af BNP i 1973 til 26 pct. i 1979. Skatteprovenuet blev øget bl.a. gennem indførelsen af en 20 pct. moms, og der blev iværksat en række programmer til at tage sig af ekstrem fattigdom.
Pengepolitikken: Der blev gennemført en pengeomveksling i 1975, hvor 1.000 escudos erstattedes af 1 peso, pengepolitikken blev strammet, men der blev ikke forud annonceret måltal for pengemængdevæksten og inflationen, der kunne forankre inflationsforventningerne, French-Davis (1983). I midten af 1976 erkendtes det, at antiinflationspolitikken ikke virkede, og pengepolitikken blev omlagt fra kontrol med pengemængden til en styring af valutakursen. Den nye politik virkede, men langsomt. Inflationen faldt til 84 pct. i 1977 og til 37 pct. i 1978.
Selv om los Chicago boys besatte vigtige poster i Pinochets regering, betød det ikke, at militærjuntaen accepterede deres frimarkedsprogram fuldt ud. Generalerne var først og fremmest nationalistiske, og der var intern uenighed i militærjuntaen. Især var flyvevåbnets chef, general Leigh stærk modstander af Chicago boys.
Der skulle gå mere end 10 år, før det blev muligt at gennemføre privatiseringer af de største industriselskaber inden for jernindustri, minedrift og telekommunikation, Fontaine (1993), og det var først fra 1978, at Chicagodrengene endeligt vandt kontrollen over den økonomiske politik. General Leigh blev afskediget (juli 1978), Sergio Fernández blev udnævnt til indenrigsminister i april, og José Piñera blev udnævnt til arbejdsminister i oktober.[iii]
Piñera gik i gang med at udarbejde reformer af arbejdsmarkedet, uddannelsespolitikken, socialpolitikken og sundhedsvæsenet. Målet var at privatisere hidtidige statsfunktioner og skabe et egentligt frimarkedssamfund: At afpolitisere et hidtil gennempolitiseret samfund.
I 1979 erklærede general Pinochet den økonomiske genopretning for fuldført, og at en proces med modernisering, de syv moderniseringer, nu ville begynde.
Pladsen tillader ikke en omtale af alle reformer, men særlig vigtig var Chiles pensionsreform, der er fremhævet som et forbillede af OECD og IMF, og som er kopieret af flere europæiske lande, deriblandt Sverige og Polen. Chiles pensionssystem blev omlagt til et privat, opsparingsbaseret og fuldt finansieret pensionssystem, hvor det blev obligatorisk at indbetale minimum 10 pct. af lønnen i pensionsbidrag og med frihed for arbejderne til at vælge i hvilket privat selskab, pengene skulle spares op. En sådan omlægning fra et skattefinansieret til et fuldt finansieret er lige efter de økonomiske lærebøger, jf. Diamond (1965). Pensionsreformen bidrog til at øge den indenlandske opsparing og udviklingen af det finansielle system i Chile.
Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.
Den økonomiske udvikling 1975-81
Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.
Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2.
Figur 2 Vækst og konjunktursvingninger 1970-2011
Kilde: World Bank, IMF
Økonomisk krise 1982-83
I 1982-83 blev Chile ramt af en dyb økonomisk krise. BNP faldt med 10,3 pct. i 1982 og med yderligere 3,8 pct. i 1983. Ledigheden steg til 23,7 pct. i september 1982. Krisen skyldes en kombination af udefrakommende faktorer og indenlandske politikfejl.
I juni 1979 traf Finansministeriet den skæbnesvangre beslutning at indføre en fast valutakurs i forhold til dollaren, men kort tid efter strammede USA pengepolitikken for at bekæmpe inflationen (Volcker-deflationen under Reagan). Det førte til stigende realrenter, recession i USA og en real appreciering af dollaren på 18 pct. fra 1980 til 1981, 13 pct. fra 1981 til 1982 og 23 pct. fra 1982 til 1985. Samtidig blev dollarprisen på olie mere end fordoblet fra 1979 til 1981, og dollarprisen på kobber faldt med knap 40 pct. fra 1980 til 1982, Friedman (1992).
Disse udefrakommende chok blev forværret af egne politikfejl. I 1979 var der blevet gennemført en ny lov om kollektive lønforhandlinger, der indførte en automatisk lønregulering på en måde, så markedet kunne hæve reallønningerne, men ikke sænke dem, Fontaine (1993). I 1979 og 1980 blev kapitalbevægelserne liberaliseret, så indenlandske banker fik lov til at optage lån i udlandet, dog var der fortsat restriktioner på korte kapitalbevægelser. Det førte til en voldsom stigning i kapitalimporten, som centralbanken enten ikke kunne eller ikke ville sterilisere, og den høje indenlandske inflation medførte en real appreciering af pesoen på 25-30 pct.
Den forværrede konkurrenceevne, faldet i eksporten, stigende oliepriser og det høje internationale renteniveau ramte de private virksomheder hårdt, og det påførte bankerne store tab. En stor del af den finansielle sektor kollapsede, og i januar 1983 blev fire banker overtaget af staten, og andre fire blev likvideret, Edwards (1985). Det blev ironisk kaldet ”the Chicago way to socialism”. Ifølge Edwards (1986), Harberger (1985) ), Labán and Larraín (1995) m.fl. spillede liberaliseringen af bankerne, der ikke var fulgt op at en tilsvarende styrkelse af banktilsynet, en væsentlig rolle for, at det gik så galt.
Krisen i 1982-83 er ofte udlagt af kritikere som resultatet af en fejlslagen neoliberal politik. Det kan være rigtigt for så vidt angår det ringe tilsyn med bankerne, men når recessionen blev så dyb, så skyldes det først og fremmest, at liberaliseringerne ikke var gennemført konsekvent nok: At kapitalbevægelserne var blevet liberaliseret, men at der blev ført en fastkurspolitik, og at arbejdsmarkedet stadig var reguleret på en måde, der hindrede reallønsfald, Harberger (1985). Det gav det uheldige policymix, der forværrede krisen.
Disse politikfejl kostede i april 1982 De Castro jobbet som finansminister, og Pinochet gav jobbet til Hernán Büchi, der nok ideologisk tilhørte Chicago boys, men selv var uddannet på Columbia.
Pinochet traf beslutning om at devaluere med 18 pct. i juni, og samtidig blev indekseringen af lønningerne ophævet. Der blev indført kapitalrestriktioner, og toldsatsen blev hævet til 20 pct. Mellem juni 1982 og juni 1983 blev den chilenske peso devalueret med 99 pct., hvilket med en inflation på 32,7 pct. betød en stor real devaluering, Edwards (1985). Chile så sig nødsaget til at søge bistand hos IMF i slutningen af 1982.
Anden reformperiode 1985-1990
Krisen blev relativt kortvarig, og i 1984 voksede BNP med 8 pct. I begyndelsen af 1985 blev der under Büchis ledelse udarbejdet en sammenhængende økonomisk plan, der skulle styrke de eksisterende reformer. Formålet var at fremme en eksportorienteret vækst, men ellers vende tilbage til åbenheden i udenrigshandlen, at øge den indenlandske opsparing og investeringer og at styrke erhvervslivet og den finansielle sektor, Labán and Larraín (1995).
Toldsatserne blev igen sænket til 15 pct., og privatiseringerne blev genoptaget og kom nu til at omfatte nøglesektorer som minedrift, elektricitet, telekommunikation, stål og luftfart.
Erhvervsbeskatningen blev omlagt til kun at beskatte den profit, der blev trukket ud af virksomheden, for at fremme kapitaliseringen af virksomheder og banker. Hernan Büchi har flere gange udtalt, at skattesystemet ikke skal indrettes efter et ønske om at udjævne uligheden, men derimod indrettes efter at give incitamenter til at øge produktionen.
I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct.
Demokratiets genkomst
Det var Milton Friedmans tese i Capitalism and Freedom, at økonomisk frihed er en nødvendig betingelse for politisk frihed, og det kunne se ud til, at Friedman skulle få ret. Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.
Ifølge Pinochets plan for genindførelsen af demokrati skulle der holdes en folkeafstemning i 1988 om, hvorvidt militærstyrets kandidat – Pinochet selv – skulle fortsætte på præsidentposten i endnu otte år. I tilfælde af et nej ved folkeafstemningen, skulle der afholdes præsidentvalg og valg til Kongressen i 1989.
Det blev et ”nej” til folkeafstemningen i 1988, hvor 54 pct. stemte nej, og 43 pct. stemte ja. Der var altså markant flere, der stemte ja til Pinochets fortsættelse, end der havde stemt på Allende i 1970.
Pinochet accepterede sit nederlag, og året efter blev der afholdt det første demokratiske valg siden 1970. Ved præsidentvalget i 1989 vandt Patricio Aylwin fra centrum-venstre koalitionen Concertación. Aylwin blev indsat som præsident i marts 1990.
Chile efter 1990
Concertacións var den nye venstrefløjskoalition, der skulle udgøre en regering, økonomiske program kan sammenfattes som ”vækst med lighed”, og det byggede på fire principper:
Markedsøkonomi. Makroøkonomisk stabilitet som forudsætning for vækst. En forøgelse af de offentlige udgifter til sociale programmer, sundhed, uddannelse, bolig og pension – men med fokus på fattigdomsreduktion og ikke lighedsmageri. Fastholdelse af åbenheden i udenrigshandlen, Labán and Larraín (1995).Den nye regering valgte også at hæve skatterne med 2,7 pct. af BNP for at bruge flere penge på socialpolitiske programmer, sundhed og uddannelse, og det kostede et markant fald i væksten i 1990, men den offentlige sektor og skattetrykket var stadig markant lavere i 1990 end i 1970.
Det bemærkelsesværdige er, at den ny centrum-venstre regering, der også omfattede Allendes socialistparti, videreførte de markedsøkonomiske reformer og tilmed udbyggede dem, og at også efterfølgende demokratiske regeringer fortsatte og udbyggede reformerne. Det viser noget om, hvordan det politiske klima havde ændret sig i Chile.
Toldsatserne blev sænket til en ensartet sats på 11 pct. i 1991, og under den socialistiske præsident Lagos (2000-6) blev de yderligere sænket til 6 pct. De demokratiske regeringer satsede imidlertid ikke kun på unilaterale toldsænkninger, men påbegyndte indgåelsen af en række frihandelsaftaler: Mexico i 1991, associeringsaftale med MERCOSUR landene, Canada i 1997, EU i 2003, USA og Korea i 2004, Kina i 2006 og Australien i 2008 og i nyere tid en etablering af en egentlig frihandelszone i ”Alianza del Pacifico” med andre Latinamerikanske lande, der vender ud mod Stillehavet.
Privatiseringerne blev udvidet til at omfatte de store elselskaber, så konkurrencen blev øget i elsektoren. Det repræsenterede et afgørende skifte i Concertacións politik. Offentlige forsyningsselskaber som vandforsyning og kloakering blev ligeledes privatiseret. Der blev også gennemført udliciteringer af opførelsen af offentlig infrastruktur i slutningen af 1990erne, og det moderniserede den chilenske infrastruktur på under et årti.
Den socialistiske præsident Lagos forpligtigede også regeringen sig til at opretholde et 1 pct. strukturelt overskud på de offentlige finanser, de tilbageværende kapitalrestriktioner blev ophævet, og valutakursregimet med en fast kurs inden for et bånd blev opgivet til fordel for en flydende valutakurs, Hernández and Parro (2008, 78).
Figur 3 Årlig inflation i Chile 1989-2005, månedsdata
Kilde: Banco Central de Chile
En uafhængig centralbank og forbud mod monetær finansiering af de offentlige udgifter havde stået på Chicagodrengenes ønskeliste i mange år, men selv om den var indskrevet i 1980 forfatningen, blev den først etableret i oktober 1989. Den uafhængige centralbank fik som primær målsætning at sikre prisstabilitet, og der var forbud i forfatningen mod at finansiere offentlige udgifter eller lån. Det gav de bedste institutionelle rammer for pengepolitikken, og da centralbanken tidligt i 1990 greb ind med en stramning, selv om det kostede i form af lavere vækst, holdt centralbanken fast, hvilket gav den en betydelig troværdighed i antiinflationspolitikken, Corbo (1998).
Netop antiinflationspolitikken blev en af de markante successer, da inflationen nåede ned på 2,5 pct. i oktober 1999, figur 3, og det måske mest bemærkelsesværdige er, at den blev gennemført uden målelig tab af produktion og beskæftigelse.
Økonomiske idéer der virker
Uanset om man måler væksten i BNP per capita siden 1975, 1980, 1985, 1990 eller 1995 er Chiles økonomi vokset hurtigere end noget andet land i Sydamerika, figur 4. Chile indtager også en placering som nr. 7 ud af 179 lande på Heritage Foundations Index of Economic Freedom 2012, fire pladser foran Danmark, og hvad angår beskyttelsen af den private ejendomsret, ligger Chile på niveau med Danmark.
Figur 4 Økonomisk vækst i Sydamerika 1980-2011, BNP per capita, indeks 1980 =100
Kilde: World Bank
Der er naturligvis en sammenhæng mellem de to observationer. Når Chile er vokset hurtigere end alle andre lande i Sydamerika over en længere historisk periode, så skyldes det den nyvundne økonomiske frihed, og at de markedsøkonomiske reformer både blev gennemført tidligere i Chile, at de var mere dybdegående, og at de blev fastholdt over en længere periode.
Chiles økonomiske historie siden 1920 er et godt eksempel på, at økonomiske idéer har betydning - både når de er gode, når de er dårlige, og når de er decideret katastrofale.
Chiles økonomiske politik og institutioner blev efter 1975 baseret på økonomiske ideer, der virker, fordi de baserer sig på markedsøkonomien og på menneskers naturlige stræben efter at få det bedst mulige ud af den situation, de befinder sig i. Det står i modsætning til de strukturalistiske og socialistiske udviklingsstrategier, der modarbejder markedet og vil erstatte menneskers naturlige stræben efter egne mål med kollektive mål, der tvinges ned over hovedet på borgerne med adfærdsregulerende told, tilskud og afgifter eller simpelthen med kommandoer.
Økonomiske politikker og institutioner virker, når de giver borgerne de rette incitamenter til at forfølge produktive aktiviteter i samfundet. Når tredjeverdenslande er fattige, så er det fordi, “the institutional constraints define a set of pay-offs to political/economic activity that do not encourage productive activity,” North (1990).
Militærjuntaen fik effektivt afmonteret “the rent-seeking society”, korruptionen er faldet til under niveauet i de sydeuropæiske lande, den private ejendomsret er styrket, den økonomiske frihed øget, økonomien er liberaliseret, og alle de markedsøkonomiske reformer har styrket incitamenterne til at forfølge produktive aktiviteter. Med budgetregler og en uafhængig centralbank blev der samtidig skabt sunde institutionelle rammer omkring finans- og især pengepolitikken, der blev uafhængig af politisk indblanding.
Chiles politiske og økonomiske mirakel
Ifølge Friedman består det chilenske mirakel først og fremmest i, at ”A military regime has supported reforms that reduce sharply the role of the state and replace control from the top with control from the bottom”, Friedman (1982). Selve det at opgive den centrale kontrol med økonomien er så meget i modstrid med en militær tankegang, som noget kunne være, og Chiles militærjunta var på det punkt en undtagelse fra andre militærjuntaer. Og den økonomiske frihed førte i sidste ende til politisk frihed og demokratiets genindførelse.
At det netop blev Chile, der i dag fremstår som Sydamerikas økonomiske mirakel, skyldes først og fremmest, at der i Chile var en relativt stor gruppe af veluddannede økonomiske teknokrater, nemlig Chicago boys, der delte et fælles syn på økonomisk udvikling, der igen baserede sig på økonomiske teorier, der virker. Det er Chicago boys, der er de sande helte i historien om Chiles økonomiske mirakel, Harberger (1993).
Reformerne kunne ikke være gennemført uden militærjuntaens tilslutning, og ikke mindst Pinochets stærke personlige opbakning, og det tjener ham ikke mindst til ære, at reformkursen blev fastholdt efter den alvorlige krise i 1982-83. Det tjener ligeledes de efterfølgende demokratiske politikere til ære, at de udviste økonomisk ansvarlighed og udbyggede reformerne i stedet for at vende tilbage til tidligere tiders statsstyring og makroøkonomisk populisme.
Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.
Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.
De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.
Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:
”What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market.” Friedman (1958).
Litteratur
BBC (2011): http://www.bbc.co.uk/news/world-latin-america-14584095
Büchi, Hernán (2006): How Chile successfully Transformed its Economy. The Heritage Foundation.
Cárcamo-Huechange, L.E. (2006): “Milton Friedman: Knowledge, Public Culture, and Market Economy in the Chile of Pinochet,” Public Culture 18, 413-35.
Chumacero, Rómulo, Rolf Lüders, Rodrigo Fuentes, Joaquín Vial (2005): “Understanding Chilean Reforms”
Collier, Simon and William F. Sater (2004): A History of Chile, 1808-2002. 2nd ed. Cambridge.
Constitution of the Republic of Chile October 21st. 1980. http://www1.umn.edu/humanrts/research/chile-constitution.pdf
Corbo, V. (1997): “Trade Reforms and Uniform Import Tariffs: The Chilean Experience,” American Economic Review. Papers and Proceedings 87, 73-77.
Corbo, V. (1998): “Reaching One-Digit Inflation: The Chilean Experience,” Journal of Applied Economics 1, 123-63.
Diamond, P.A. (1965): “National Debt in a Neoclassical Growth Model,” American Economic Review 55, 1126-50.
Dornbusch, Rudiger and Sebastian Edward (1990): “Macroeconomic Populism” Journal of Developmental Economics 32, 247-77.
Dornbusch, Rudiger and Sebastian Edward (1991): “The Macroeconomics of Populism” i Dornbusch and Edwards (eds.): The Macroeconomics of Populism in Latin America. Chicago. The University of Chicago Press for the NBER.
Edwards S. (1985): “Stabilization with Liberalization: An Evaluation of Ten Years of Chile’s Experiment with Free-Market Policies, 1973-1983.” Economic Development and Cultural Change 33, 223-54.
Edwards S. (1986): “Monetarism in Chile, 1973-1983: Some Economic Puzzles,” Economic Development and Cultural Change, 535-59.
Fontaine, Juan Andrés (1993): “Chile’s Economic and Political Transition: 1970-1990,” Estudios Publicos 50, 229-272.
Ffrench-Davis, R. (1983): “The Monetarist Experiment in Chile: A Critical Survey,” World Development 11, 905-26.
Friedman, Milton (1953a): “The Methodology of Positive Economics,” Essays in Positive Economics. Chicago.
Friedman, M. (1953b): “The Case for Flexible Exchange Rates.” Essays in Positive Economics, 157–203. Chicago.
Friedman, Milton (1958): “Foreign Economic Aid: Means and Objectives,” Yale Review, Summer 1958.
Friedman, Milton (1962): Capitalism and Freedom. Chicago.
Friedman, Milton (1974): “Schools at Chicago” University of Chicago Magazine August, 11-16.
Friedman, Milton (1975a): “The Fragility of Freedom,” tale holdt i Chile og på Brigham Young University. En version er optrykt i Encounter November 1976, p. 8-14.
Friedman, Milton (1975b): “Letter to General Pinochet, April 21, 1975.”
Friedman, Milton (1982): “Free Markets and the Generals,” Newsweek January 25, 1982. Optrykt i Friedman: Bright Promises, Dismal Performance. An Economist’s Protest,” N.Y. 1983.
Friedman, Milton (1992a): “Chile and Israel: Identical Policies, Opposite Outcomes,” i Friedman: Money Mischief. Episodes in Monetary History. N.Y.
Friedman, Milton (2000): “Up for debate: Reform without liberty: Chile’s ambiguous legacy,” Interview with Milton Friedman, PBS series “The Commanding Heights.”
Harberger, Arnold C. (1985): “Observation on the Chilean Economy, 1973-1983” Economic Development and Cultural Change 33, 451-62.
Harberger, Arnold C. (1993): “Secrets of Success: A Handful of Heroes,” American Economic Review 83, 343-350.
Hojman, D.E. (2002). “The political economy of Chile’s fast economic growth: An Olsonian interpretation,” Public Choice 111, 155-78.
Hernández, L. and F. Parro (2008): “Economic Reforms, Financial Development and Growth: Lessons from the Chilean Experience,” Cuadernos de Economia 15, 59-103.
Hojman, D.E. (2002). “The political economy of Chile’s fast economic growth: An Olsonian interpretation,” Public Choice 111, 155-78.
Krueger, Anne O. (1974). "The Political Economy of the Rent-Seeking Society". American Economic Review 64, 291–303.
Labán, R. and F. Larraín (1995): “Continuity, Change, and the Political Economy of Transition in Chile”, Dornbusch and Edwards (eds.): Reform, Recovery, and Growth: Latin America and the Middle East. Chicago.
Larraín, Felipe and Patricio Meller (1991): “The Socialist-Populist Chilean Experience, 1970-1973,” i Dornbusch and Edwards (eds.): The Macroeconomics of Populism in Latin America. Chicago.
Miller, Terry, Kim Holmes, and Edwin Feulner (2012): 2012 Index of Economic Freedom. The Heritage Foundation.
North, D.C. (1990): Institutions, Institutional Change and Economic Performance. Cambridge.
Pastor, D. (2004): “Origins of the Chilean Binominal Election System,” Revista de Ciencia Política XXIV, 38-57.
Rabkin, Rhoda (1993): “How Ideas Become Influential. Ideological Foundations of Export-Led Growth in Chile (1974-1990)” World Affairs 156, 3-25.
Reinhardt, J.B. (2012): “Los “Chicago Boys”: A Powerful Exchange of People and Ideas between Chile and Chicago,” Honors Theses. Paper 41.
Schultz, Theodore W. (1980): “Nobel Lecture. The Economics of Being Poor,” Journal of Political Economy 88, 639-51.
Strassman, W.P. (1993): “Development Economics from a Chicago Perspective” i W.J. Samuels (ed): The Chicago School of Political Economy. New Brunswick.
Valdés, Juan Gabriel (1995): Pinochet’s Economists. The Chicago School in Chile. Cambridge.
Wall, David (1972): “Introduction,” i Wall (ed.) Chicago Essays in Economic Development. Chicago: The University of Chicago Press.
[i] Talen er os bekendt ikke offentliggjort, men Friedman holder senere på året en tale med samme titel, der omtaler Chiles økonomiske problemer, på Brigham Young University, og en artikel med samme navn blev offentliggjort i Encounter i 1976, Friedman (1975a).
[ii] Friedman bruger kun ordet ”shock treatment” i forbindelse med inflationsbekæmpelse, ikke om anden økonomisk politik.
[iii] Piñera havde en Ph.D. fra Harvard, ikke Chicago. Han er i dag tilknyttet CATO, og hans bror er siden 2010 præsident i Chile.
