I dag havde jeg fornøjelsen af, endnu engang, at køre i et propfyldt tog mellem nordsjælland og København (kystbanen). Turen kostede mig 39,- kroner (et enkelt klip med et 7-zoners klippekort) for en strækning på sølle 25 km. For de 39 kroner fik jeg lov til at stå som sild i en tønde og ydermere høre på et ophidset amerikansk ægtepar som forsøgte at omregne de "84 krogner", som en 7-zoners billet koster, til dollars. Manden blev enig med sig selv om at det var $17, mens hans kone beroligede ham med at det nok nærmere var $16. Da jeg hoppede af toget på Nørreport var de blevet enige om at turen til lufthavnen havde kostet dem $32 og at Danmark var verdens dyreste land at bo i.
Tænk om man havde fortalt det stakkels ægtepar om vores "fantastiske" skattesystem, så havde de nok ikke brokket sig over at skulle betale 6 kr/km, 168 kr. eller $32 for 2 enkeltbilletter til lufthavnen. Det helt store spørgsmål er hvad en enkeltbillet koster når jeg bliver færdig på CBS og skal til lufthavnen med alt mit habengut.
N.B) Til dem som ikke kender priserne i udlandet så kan jeg sige at et "one week unlimited New York MetroCard" koster $29 og giver adgang til busser og metro.
Mit navn er Ulrik, jeg er iværksætter og driver en handelsvirksomhed og en apple accessory webshop.