CEPOS-direktørens foragt for ytringsfriheden

Af Katrine Winkel HolmDet er tre år siden, Danmark fik sin første borgerlige tænketank, CEPOS

Slettet Bruger,

06/05/2008

Af Katrine Winkel Holm

Det er tre år siden, Danmark fik sin første borgerlige tænketank, CEPOS. Ideen, at prøve at stable et alternativ til dette lands venstresnoede konsensus på benene, var strålende.

Men hvad var det for en borgerlighed, CEPOS skulle stå for?

Det spørgsmål blev stillet allerede tidligt i forløbet og ganske meget afhang af svaret. For "borgerlighed" er et begreb, berygtet for sin elasticitet, i stand som det er til at dække alt fra Marianne Jelved til Morten Messerschmidt. Ville det være en liberal - endnu et elastisk vingummi-ord - eller en konservativ borgerlighed? Svaret lød: CEPOS skulle koncentrere sig om det, der samlede borgerligheden, både liberale og konservative, mens de emner, borgerlige skændtes om, indvandring og EU, skulle undgås.

Strategisk måske meget forståeligt, men samtidigt meget forstemmende. For EU og ikke mindst indvandring er brandvarme emner. At fravælge dem til fordel for kritik af velfærdsstat og skattetryk virker, uanset det prisværdige i denne kritik, nærmest eskapistisk. Stod det ikke klart for tre-fire år siden, står det helt klart i dag: indvandringen og den deraf følgende islamiseringstrussel er den største politiske udfordring, for nu at bruge et træls ord, i vores tid. Det kan være fristende at lukke øjnene for virkeligheden. Men det ændrer den ikke.

Men hvordan har CEPOS det egentlig med virkeligheden? Det spurgte jeg mig selv om, da jeg læste CEPOS-direktør Martin Ågerups klumme "Rend mig i ytringsfriheden". Min umiddelbare reaktion på denne øretæveindbydende overskrift var: Rend mig i CEPOS. En borgerlig tænketank, der lader hånt om forsvaret for ytringsfriheden i en tid, hvor visse islamkritikere skal fragtes rundt i pansrede biler af frygt for deres liv, må enten være tanketom, eller det der er værre.

Ågerup indrømmer dog, at overskriften skal tages med et gran salt. Ytringsfriheden er, understreger han, ekstrem vigtig at bevare, men, men, men. Han er så gruelig træt af at høre om den, fordi det tager så meget opmærksomhed fra de andre, langt mere truede frihedsrettigheder. Rygeforbud på restauranter og forslag om kvindekvoter i private virksomheder er, hedder det, ting, der burde optage den borgerlige offentlighed mere end forsvaret for ytringsfriheden.

Al respekt for Ågerups engagement i disse sager. Begge stygge eksempler på frihedsfjendtlig lovgivning.

Men hvor er proportionerne dog henne? Sidder manden som en anden Rapunzel gemt væk i et elfenbenstårn, fjernt fra verdens tummel? Eller har han én gang for alle besluttet, at islams voksende potens i Europa ikke er noget, man som borgerlig tænketanks-direktør skal interessere sig for?

Én ting er sikker: Havde CEPOS fra begyndelsen prioriteret kultur lige så højt som økonomi, indvandring ligeså højt som skat, var Ågerup næppe endt med at vrænge af forsvaret for ytringsfriheden. For så ville CEPOS ligesom diverse engelsksprogede tænketanke have leveret analyser af radikaliseringen blandt muslimer og betydningen af dette for Danmark og Europa.

Forsvaret for ytringsfriheden skal efter min mening ses på baggrund af islam. Ser man bort fra det, ender man i en skolastisk diskussion om, hvilken frihedsrettighed der er vigtigst. Inddrager man islam, bliver det derimod klart, at det, der i disse år er under angreb, ikke blot er vores frihedsrettigheder, men hele vores kultur. Ikke bare de sidste tohundrede års liberale demokrati, men Vesten som vi har kendt det de sidste tusind år.

Forklaringen på dette dystre perspektiv er islams karakter af pakkeløsning. En totalpakke, indeholdende både religion, jura og politik. Det, kombineret med at islam er en ecclesia militans, en "krigskirke", der formaner sine tilhængere til at udbrede pakken ved hjælp af vold, gør islam til en enestående totalitær trussel.

Tror man, som alt for mange danskere desværre stadig gør, at islam bare er en mellemøstlig udgave af Indre Mission, er der noget, man har misforstået. Meget grimt kan der siges om missionens svovlprædikanter, men de nøjedes dog med at tordne om helvede. De sendte ikke egenhændigt deres modstandere derned.

Derfor kunne den bekendte Jesus-krænker, Jens Jørgen Thorsen, leve et mageligt liv og dø en naturlig død, mens Theo van Gogh i en ung alder endte med en kniv i maven. Og Holland, der er flere skridt længere fremme i islamiseringsudviklingen end Danmark, er ikke blevet hyggeligere siden hans død. Den islamkritiske politiker Geert Wilders flerårige underjordiske parialiv er et skræmmende vidnesbyrd om det.

Krones truslerne med held, og lykkes det at få den europæiske offentlighed til at afstå fra at kaste kritisk lys på islam, for i stedet at give efter og efter, så er vi på vej ind i mørket, ind i uoplysthedens og ufrihedens mørke.

Det er derfor, forsvaret for ytringsfriheden er så utrolig vigtig netop nu.

Hvad så med velfærdstaten? Er det ikke den, borgerligheden skal bekæmpe? Jo, gerne. Men velfærdsstaten kan vi altid tage et opgør med. Opgøret med islamiseringen skal tages nu, for imamerne har demografien, ildhuen og oliepengene på deres side.

Kald det "alarmisme" om du vil, kære læser. Men læs først "Mod mørket" af Helle Merete Brix eller "The political incorrect guide to islam" af Robert Spencer. Og døm så.

Måske var Ågerups klumme en svipser og ikke en øjenåbner. Jeg håber det.

Men hvis det er CEPOS' fremtidige linje at vrænge af forsvaret for ytringsfriheden, som Ågerup kom for skade at gøre, så er jeg tilbage ved mit umiddelbare, primitive svar: Rend mig i CEPOS.

Katrine Winkel Holm er teolog

Læs også Martin Ågerups svar

Kilde: