Af Katrine Basbøll
"It's not easy being green"Sådan sang mit store idol Kermit the Frog i Sesame Street for mange år siden. Og det har han ret i.
Der er nogle mennesker, der bliver glade af at køre Jaguar. Andre der bliver glade af, at der står Chanel på deres briller. Og så er der os, der bliver glade af, at der ikke er parabener og andet måske-farligt i vores shampoo, og derfor kan vi hygge os med at føle os grønne og trygge, når det er lykkedes at finde noget, der ikke indeholder de mange uhyggelige kemikalier, der mistænkes for alt fra hormonforstyrrelser til kræft.
Jeg synes det er rart at have muligheden for at træffe valg, som kan skåne miljøet, men det kan være utrolig svært at gennemskue, hvad der egentlig er bedst. Hvordan køber man f.eks. de mest miljøvenlige tomater? Er det dem, der er vokset i et drivhus i udkanten af Odense, hvor der ikke i overvældende grad er temperaturer, der berettiger til omfattende tomatavl, og hvor drivhusene derfor ofte får en hjælpende hånd med en god gang opvarmning, men så til gengæld heller ikke er transporteret længere end 20 km? Eller dem der er dyrket i Spanien, hvor vejret er yderst tomatvenligt, men hvor tomaterne skal rejse længere, end man kan komme på en almindelig busbillet, for at nå mit spisebord?
Og hvad med den lovpriste Toyota Prius? Ganske vist reducerer den forbruget af brændstof, men tilsyneladende er den en drøj omgang i nedbrydning, når den engang opgiver ævred pga. dens omfattende batterisystem.
Det er ikke spor nemt at gennemskue, hvad der er godt og skidt for os selv og for planeten som sådan.
Takket være min mands dedikerede læsning af Bjørn Lomborg som godnathistorie for mig er jeg også klar over den begrænsede rækkevidde af effekten af mit utroligt velovervejede shampoovalg. Hver sin lyst. Det fri marked sørger heldigvis for, at vi alle kan få produkter, der lever op til vores krav om, hvordan vi synes, at tingene skal være - og så kan vi gå med hver vores præferencer og nusse med at træffe valg i hverdagen.
Et enkelt hverdagsvalg er dog på vej til at blive taget fra os: Glødepære eller energisparepære?
EU-Kommissionen har nemlig på opfordring fra Det Europæiske Råd valgt at forbyde glødepæren til fordel for energisparepæren - eller miljøpæren som den også stærkt misvisende kaldes - som led i en plan om nedbringelse af energiforbruget med 20% i forhold til fremskrivningerne for år 2020.
Energisparepærer kan da også reducere vores strømregning, men skidtet indeholder kviksølv - ganske skadeligt, både for miljøet og for os der skal bruge pærerne. I USA anbefaler flere læger, at man ringer efter eksperter til at fjerne farligt affald, hvis man skulle være uheldig at tabe en energisparepære på gulvet, så kviksølvet kommer ud. Ganske vist har Kommissionen også forbudt kviksølv i energisparepærer, men da der ikke rigtig er dukket noget tilstrækkelig brugbart alternativ op, har man valgt at suspendere sit eget forbud indtil videre - det skal genvurderes næste år.
I et svar fra Kommissionen hedder det, at kviksølvsforureningen fra energisparepærer ved et worst case-scenario, hvor nogle af energisparepærerne lander på lossepladsen frem for at blive bortskaffet forsvarligt, er mindre end den kviksølvsudledning, der ville opstå ved elproduktionen i kulkraftværker til glødepærernes forbrug. Hvorfor forbyder de så ikke også kulkraft? Det ville uden tvivl reducere CO2-udslippet betragteligt mere end lidt kviksølv i en standerlampe.
Hverken glødepærer eller halogenpærer indeholder kviksølv. Og med det fri elmarked står det forbrugerne frit for at vælge andet end kulkraft som energikilde. Hvis politikere endelig skal være formynderiske, kunne de så ikke i det mindste prøve at være bare lidt stringente?
Der findes næsten ikke noget mere frygtindgydende end politikere, der vil være handlekraftige. Især fordi det foregår efter devisen fra "Yes, Minister": Vi må gøre noget. Dette er noget, ergo gør vi det!
Katrine Basbøll er cand. merc. jur.
