Aamund og Foss forspildte oplagt chance

Lad mig sige det med det samme: jeg kan godt lide Asger Aamund og jeg synes, at han generelt altid er skarp, siger de helt rigtige ting og endda på...

_slettet_bruger_5219

01/04/2011

Lad mig sige det med det samme: jeg kan godt lide Asger Aamund og jeg synes, at han generelt altid er skarp, siger de helt rigtige ting og endda på en måde, som burde være forståeligt for alle.

Da han var i clinch med Ole Sohn i Debatten igår, gik det også fint, og på vanlig vis blev OS endnu engang klædt helt af (OBO gjorde også god figur omkring OS løgn om selskabsskatten). Da så de 2 velnærede fagforeningsbosser; Poul Erik Skov Christensen og Harald Børsting kom på scenen, var det som om gassen var gået af Aamund. Hans sidemand Peter Foss, som normalt også er meget skarp, gjorde desværre heller ikke meget væsen af sig.

Lad mig komme med nogle eksempler:

Asger Aamund indleder med at sige, at han ønsker en stærk fagforening og bruger en del taletid på at rose - fair nok - men hvorfor benyttede han ikke chancen til at afkræve nogle svar fra de to fagforeningsbosser? Han kunne f.eks have spurgt dem, hvorfor de kun vil være med til at spare samfundet for 15 mia kr/år, hvis det er rød blok, der har magten. En beslutning, som minimum koster  42 millioner kr om dagen. Indtil nu har denne beslutning kostet samfundet mindst 13 mia kr - eller hvad der svarer til over 140.000 knæoperationer. Hvor er solidariteten med samfundet Danmark henne?

På et senere tidspunkt hævder Socialdemokratiets formand..., undskyld LO's formand Harald Børsting at de nordiske velfærdsmodeller igennem 50 år har bevist, at de kunne skabe jobs og sikre stærke samfundsstrukturer, som har gjort at brede dele af befolkningen har det godt (efter hukommelse). Hvorfor konfronterede hverken Aamund eller Foss Børsting med det faktum, at ingen andre lande tilsyneladende i de 50 år har fundet de nordiske 'velfærdsmodeller' så attraktive, at de har kopieret dem?  

Der var flere eksempler, men lad mig blot tilsidst nævne, at Harald Børsting også proklamerede, at han da ikke kunne forstå, hvorfor vi skulle spare ('røven ud af bukserne', som Poul Erik Skov Christensen på et tidligere tidspunkt så smagfuldt bemærkede), når nu vi havde et overskud på betalingsbalancen på 100 mia kr. Hvorfor benyttede hverken Aamund eller Foss sig af chancen til at give Harald Børsting en lektion i nationaløkonomi og en forklaring på, hvorfor vi har det overskud?

Jeg er fuldstændig klar over, at ovenstående næppe høster mange point her på 180 grader, men lad mig igen understrege, at både Asger Aamund og Peter Foss har min fulde respekt - jeg ærgrer mig bare over, at de ikke benyttede lejligheden til at konfrontere de to fagforeningsbosser med deres skadelige ageren i dansk politik. Det var en oplagt chance! 

Kilde: